Vi bruger Cookies!     

         
 X     
Peter Krog

Passioneret musik- og rejsenarkoman


Gl. Ølstykke

Vi havde tilbage i 1974, da vi var ganske unge, købt et helårshus nede ved havnen på Femø, som vi af kommunen havde fået ret til at anvende som sommerhus. I 1978 solgte vi det og købte et 'klyngehus' på 127 m2 på Dr. Margrethes Vej i bebyggelsen Gl. Toftegaard, Gl. Ølstykke (nu Egedal Kommune) der blev det perfekte sted for Morten at vokse op. Der var marker omkring de 80 klyngehuse og en kæmpehøj med store træer samt en meget stor legeplads der næsten var en bygge-legeplads. Og så var der både en fodboldbane og en tennisbane som Morten også benyttede flittigt.

På Dr. Margrethesvej: Der blev spillet softball, fodbold, tennis og mange andre ting med kammeraterne. Morten sidder nederst nr. 3 fra højre.

Der var meget fællesskab i Gl. Toftegaard bebyggelsen - som nogle børn kaldte 'forbyggelsen' - men der var også gode vækstmuligheder for klikedannelse, dvs. at en afgrænset gruppe mere eller mindre bevidst holder andre ude af deres fællesskab. Måske er det uundgåeligt når der blandt beboerne er nye og gamle, faglige og familiemæssige relationer, engagerede og mindre engagerede osv.

I mange år var der fællesspisning med grill på den store legeplads hvor der også var tøndeslagning til fastelavn. I slutningen af 1970'erne var der mange lærere og én af dem spillede rigtig godt på harmonika, så det blev til fællessang og solosang. Ved bebyggelsens 25 års-jubilæum havde nogle fra 'Gedeholder-lauget' især, arrangeret et stort cirkustelt med optræden og musik fra DR-TV byen samt lokale musiktosser og teater-gale for at blive i sproget. Festligt og med dans bagefter til bebyggelsens lokale 'pigtrådsorkester' - jo, der var gang i den i den tid hvor alle havde fysikken i orden og kunne drikke nogle flasker rødvin uden at gå i brædderne.

 

Fællesspisning på legepladsen, Dr. Margrethesvej / Thyra Danebodsvej i Ølstykke.

   

Johnny med harmonikaen og solosang på legepladsen, mens solen gik ned og rødvinsflaskerne klirrede...

I 1992 solgte klyngehuset på Dr. Margrethes Vej og flyttede 200 meter - tæt på den smukke gamle kirke og på Gl. Ølstykke Kro - til et mere 'traditionelt hus' fra 1930 på Københavnsvej 33A. Og i december 1998 solgte vi huset igen og flyttede lige over vejen til Københavnsvej 24, hvor vi fik utroligt meget plads. Der var så meget plads, så vi på et tidspunkt fik en idé om at invitere min gamle skoleklasse.

 

Klassens genforening efter 35 år

Før jeg fik briller og mens håret endnu var mørkt og var der i det hele taget...Min gamle realklasse mødtes den 7. september 2003 og flere gange derefter hjemme hos Lilli og mig. Vi var mange der ikke havde set hinanden siden realeksamen i juni 1968. Én fra klassen mente helt bestemt at vi fik vores eksamen allerede i 1967. Det blev der grinet en del af. Lilli og jeg var de eneste kærester fra 1967 der stadig holdt sammen.

Men efter 35 år blev min gamle klasses genforening nok en lille overraskelse for nogle. Ikke alle lignede sig selv, bortset fra de tre inviterede lærere, der næsten ikke havde ændret sig. Utroligt! Vores matematiklærer Karl Andersen holdt taler hver gang. Han savnede også Sloth og var grunden til at jeg ville være lærer. Jeg beundrede Karl Andersens altid forstående, menneskelige og anerkendende facon som jeg både dengang og i dag selv godt kunne lære lidt mere af. Og Torben Reber Nielsen - han kom og fortalte om sine år som skoleinspektør i Jylland og om sin hang til Frank Sinatra - fuldstændig som i 1960'erne. Mange af os fik vores bedste søvn i hans historietimer. Nej, det passer ikke helt - han var faktisk rigtig god til at fortælle, men knapt så god til at få eleverne involveret.

 

Karl holder tale.Mine gamle klassekammerater: Fra venstre: Lise, Kurt, Torben, Kirsten og Mogens Fog der var skolens bedste fodboldspiller.

 

 

 

 

 

 

 

 

Torben Reber Nielsen og Karl AndersenEt af bordene ved 'den store reunion'. Vi var alle også blevet medlemmer af 'rødvinskompagniet'.

 

 

 

 

 

 

 

Da vi gik i 7. klasse læste Reber op fra Flemming og Kvik bøgerne, der var skrevet af Gunnar Jørgensen. Vi sad helt musestille og nød det - men det var jo også det der var Rebers snedige plan dengang. Mogens huskede dog også at Reber kunne være mere håndfast. Det var når han var gårdvagt. Det var omgående afregning. Mogens mindede os alle om tiden med de skrappe gårdvagter. For en stund stod tiden stille og vi havde nærmest glemt at der var gået 35 år siden vi sidst var sammen. Den 24. september 2013 døde Reber, 76 år gammel. Jeg fik en klump i halsen. Mange lærere har langt større betydning for deres elever end de selv er klar over.

 

Det var en stor have på 2100 m2 samt 340 m2 hus, så til sidst besluttede vi at sælge. Billedet er en retouchering af et foto, taget fra den lille altan ved vores soveværelse.

 

Musikinteressen 

Diskofile gener

Min far var jazz-diskofil pladesamler og jeg fik vist rigeligt med gener fra hans side på den konto. Den første plade der gik i ét med min rygmarv var Dakota Staton (1930-2007) og 'The Late, Late Show' fra 1957, som en af min fars venner havde med til ham fra USA. Far havde julelys i øjnene når han talte om jazz - f.eks. om det farverige jazzmiljø i bogen Min aske til de sorte af klarinetist og saxofonist Mezz Mezzrow (1899-1972). Eller om jazz legenden og cornetisten Bix Beiderbecke (1903-31) der kun blev 28 år. Guitaristen Ry Cooder (f. 1947) indspillede i 1978 LP'en 'Jazz' der i høj grad også var en hyldest til Bix Beiderbecke. Eller om legendariske optagelser, f.eks. med violinisten Joe Venuti (1903-78) og guitaristen Eddie Lang (1902-33). Da Louis Armstrong (1901-71) kom til Danmark smed folk småmønter foran ham, fortalte min far. Og så samlede de mønterne op bagefter og gemte dem fordi The Great Satchmo havde trådt på dem. Hans begejstring for jazz smittede i den grad af på mig. Han kendte til en masse til jazzfolk. Den var også den europæiske scene med gypsy-swing - f.eks. Django Reinhardt (1910-53) med violinisten Stéphane Grapelli (1908-97) og tillige saxofonisten Coleman Hawkins (1904-69).

Far fortalte også tit historier om sine besøg i kælderen hos Timme Rosenkrantz (1911-69) der kendte alle de største jazznavne fra USA. Far elskede at høre og selv genfortælle historier om de største og kendteste jazznavne og om musikmiljøet de levede i. Timme kunne den kunst og levede også af foredrag og causerier i radioen om jazzens største navne.

Storebror Erik og lille mig, cirka 1991Min far havde en stor pladesamling, men hans historie om at nogle af hans gamle plader var så slidte, at man svagt kunne høre melodien på bagsiden, troede jeg ikke på. Fars pladesamling af især 78'ere blev stjålet på et tidspunkt og han fik kun genanskaffet nogle få af dem. Nogle købte jeg selv senere på LP - som f.eks. nogle plader med violinisten Joe Venuti og guitaristen Eddie Lang og straks han hørte dem var han i gang med at fortælle historier, f.eks. om sangeren Rube Bloom der sang på nummeret 'Blue Room'! Ja, tænkte jeg, og den blev sikkert anmeldt i Bagdad Dagblad...

Pladesamling

Lilli i musikværelset, cirka 1991Jeg har selv haft utroligt mange grammofonplader i årenes løb, men har i dag valgt at skære samlingen ned til et minimum. Digital opbevaring på harddisk er ikke det samme, men til gengæld fylder det ingenting. Det spiller en vis rolle når man er musiknarkoman og ikke har lyst, energi eller råd til at holde hus på 340 m2 resten af livet. Når man sælger sin LP-samling, så går der ca. 2½ sekund før man savner en masse covers med indhold.

Noget af det gode ved en LP er at man kan læse bagside og innersleeve noterne uden forstørrelsesglas, samt at et LP cover kan indeholde mange anmeldelser og artikler i A4 format.

Da jeg solgte de fleste af mine plader fik køberne de løse biografier og andet med der lå i coveret. Dét savner jeg - lige at kunne tage en plade ud af reolen og finde info og data fra dengang pladen udkom. Øv, øv og tre gange øv. Det forsvandt med LP'erne. Nå, pyt, i dag har vi internettet, og det kan nok kompensere lidt.

Se mere om de diskofile aner på Rock & Beat. Eller denne liste over musikalske genrer og stilarter.

 

Bøger og musik

Rytmisk musik, Gyldendal (1978) ISBN 87-01-68061-1-7Jeg har i årenes løb skrevet en del manuskripter til både bøger, aviser, tidsskrifter, DR-radio og TV og ikke mindst for de steder jeg har været ansat: Undervisningsministeriet, Experimentarium, kommuner og mange andre steder.

I 1977 fik jeg selv idé til en bog hvor den mest kendte rytmiske musik skulle samles på en måde så der kom sammenhæng og forbindelse mellem blues, R&B, jazz, rock, soul, pop, elektronisk musik, europæisk kunstmusik, etnisk verdensmusik og meget mere. Det blev til bogen 'Rytmisk musik' (Gyldendal, 1978, 208 sider) som altsaxofonisten Karsten Vogel og pianisten Ole Matthiessen var de primære forfattere mens jeg var medforfatter og redaktør.

Bogen beskrev den rytmiske musiks udvikling, genrer og stilarter. Desuden blev musikkens miljø og vilkår beskrevet af to etablerede musikere og tre musikeksempler blev analyseret. Endelig blev en processen ved en pladeindspilning gennemgået samt en række af den rytmiske musiks vigtigste instrumenter.

Det er længe siden bogen blev skrevet og hvis den skulle udgives i dag ville den se helt anderledes - sikkert være omfattet en CD-Rom, DVD i et interaktivt forløb etc. Måske ville den slet ikke blive udgivet som i 'gamle dage' men ligge som dele på internettet - se f.eks. dette link. Bogen blev bl.a. brugt på gymnasier og har vist udfyldt et tomrum dengang.

Geografi 

Malta (Munksgaard) ISBN 87-16-09464-6Efter en konference-tur til Malta i 1982 fik jeg lyst til at skrive en bog om den lille ø-stat i Middelhavet. Det blev til en bog i serien 'Europa Biblioteket' (Munksgaard). Halvdelen af bogens fotos var mine egne. Det havde jeg ikke rigtigt prøvet før og dem med at fotografere kom jeg rigtigt igang med efter den bog.

Bogen blev udgivet af Forlaget Munksgaard (1983, 80 sider) og havde et afsnit om den daværende ægteskabslovgivning og kirkens magt på stedet. Charles ville skilles men måtte ikke forlade landet på grund af ægteskabslovgivningen. 

Han fik lovgivningen på nakken og måtte senere leve et personligt, økonomisk og følelsesmæssigt kummerligt liv. Havde han i stedet været sin kone utro til højre og venstre med kvinder der bød sig til, havde ingen lovgivning rørt ham - og heller ikke venner og familie.

Primitiv transport på Malta (1983). Copyright (c) Peter Krog. krogfamilien@gmail.comEt maltesisk ægtepar lever helt anderledes end man gør herhjemme.

Manden har stor magt i hjemmet. Børnene og hustruen skulle i 1983 adlyde manden i alt. Nægter hustruen at adlyde manden, kunne han forlange seperation øjeblikkeligt og kun 'risikere' et lille hustrubidrag.

Men hvis ægteskabet knirkede og ikke fungerede rent følelsesmæssigt mellem parterne, så var der meget lidt at gøre.

 

Caribisk engelsk

Calypso Kings ISBN 87-0012976-3Det blev også til en bog om Caribien og 'calypso konger' med calypsotekster og ditto musik som omdrejningspunkt. Den hed 'Calypso Kings' og der fulgte et kasettebånd med hvor der var både musik og interviews med nogle af de store sangskrivere fra Trinidad: Mighty Sparrow, Black Stalin, Gypsy m.fl. Alle var navne jeg nærmest kendte personligt efter de mange rejser jeg havde haft til Caribien i 1980'erne især. Se også mine sider Caribien og Karneval.

Siden fik jeg redaktør og forfatter og medforfatter-opgaver i metermål og skrev i over 10 år til musikmagasinet Djembe hvor jeg på et tidspunkt tog tjansen som musikredaktør inden jeg fik overtalt farverige og utroligt vidende Mikkel Hornnes til at overtage jobbet. Hans engagement i balkan- og klezmer musik har smittet positivt af på mange mennesker.

Det blev også til mange rejseartikler og musikartikler i dagblade som Politiken, Berlingske Tidende, Information og Aktuelt samt i tidsskrifter og forskellige musikmagasiner og blade. Jeg har aldrig været specielt god til det at skrive om musik, men det har nok været en drift at komme af med noget af den begejstring jeg har for verdensmusik, jazz, keltisk musik og meget andet. Og så er det heller ikke kedeligt at skrive om rejseoplevelser, karneval og hvad man ellers kan få af spændende oplevelser i de varme lande.

 

Science og Experimentarium

I fem år arbejdede jeg som redaktør på Landscentralen for Undervisningsmidler (LFU) / Undervisningsministeriet og derefter fik jeg et job på det der var ved at blive til Experimentarium i Hellerup hvor jeg arbejdede med formidling af science på mange fronter. Jeg redigerede og skrev i et lille magasin for vores 'lærerklub' der hed 'TippeToppen', redigerede udstillingskataloger på dansk og engelsk, bøger til skoler og gymnasier om science, havde et samarbejde med en række firmaer og forlag, fik ideer til aktiviteter på stedet osv. -  men var egentlig ikke en rigtig 'science freak'.

Pythagoras og H.C.Andersen

Som 'gammel' matematiklærer faldt jeg for H.C.Andersens digt "Formens Evige Magie (Et Poetisk Spilfægteri)" hvor der verdensberømte digter, mens han var en ung mand, skrev et digt som bevisførelse af Pythagoras læresætning vedr. retvinklede trekanter. Pythagoras kom fra den græske ø Samos og han havde næppe forestillet sig, at denne berømte læresætning senere skulle blive til poesi. Læs H.C.Andersens digt på denne hjemmeside.

 

Pythagoras og H.C. Andersen - hvad har de to med hinanden at gøre? Læs digtet 'Formens evige magie' og se at matematik og geometri kan blive til poesi. 

 

Er det science eller natur & teknik hvis man bygger en drage?

I det hele taget tror jeg, at mange af 'os' der var med til at bygge Experimentarium op i de første år af 1990'erne var lige så meget til anderledes og sjov musik, kunst og kultur, men blot havde den begejstring ved at opleve geologi, medicin, menneskets krop-sanser-hjerne m.m., geografi, psykologi, biologi, fysik, kemi, matematik, meteorologi og meget mere på en såkaldt hands-on læringsstil / pædagogik. Mange museer ændrede sig hurtigt efter Experimentarium kom til verden!

Det blev bl.a. til et 'værksted' for publikum hvor de kunne bygge drager sammen med børn og børnebørn. Drageværksted TV-Avisen - at bygge en drage der kan flyve handler både om anvendelsen af viden om aerodynamik, fysik, kulturhistorie, sløjd, formning, matematik og meget mere.Læs om dragebygning og typer af drager på Danalunds hjemmeside.

 

Danmarks Radio

Jeg tror at de fleste vil sige, at Danmarks Radio var en spændende arbejdsplads da der i 1970'erne især var plads til mange musikgenrer og -former. Fordelen ved at arbejde på radioen dengang var, at man mødte en masse andre der bare snakker musik hele tiden og om alle genrer. I det hele taget er det nok det jeg savner mest: at have ligesindede der bare hele tiden fortæller om musik nyheder du ikke selv har læst eller hørt om endnu. Iøvrigt er det pudsigt, at dén arbejdsplads jeg har haft hvor mine kolleger nok har haft den bredeste kultur- og musikinteresse var Experimentarium.

I programmet 'To mellem 4 og 6' arbejdede vi sammen på skift og ofte var der adskillige gæster i studiet. Michael Juul Sørensen var utrolig nem at arbejde sammen med. Vi aftalte næste dags program og arbejdsfordeling på få minutter og invitation af gæster mv. aftaltes dagen efter pr. telefonDer var en fed vidensdeling på DR længe inden ordet blev opfundet. Dels via arkiver med artikler fra alverdens musikmagasiner, aviser og blade og dels ved det talte ord!

Jeg nød når folk som Hans Otto, Al Jones, Jens Jørn Gjedsted, Jarl Friis, Ib Skovgaard, Allan Klitgaard, Ole Reitov, Erik Moseholm, Jan Borges, Michael Juul Sørensen, Mogens Landsvig, Per Møller, Uffe Stenstrop  eller én af de andre fortalte musik-anekdoter. Hvorfor er Ry Cooder's LP forsinket? Jo, det er fordi steel-guitaristen Gabby Pahinui SKAL være med og han har ikke tid til at gå i studiet lige nu fordi han først skal være færdig med at høste marken hjemme på Hawaii. Jo, det hjælper altid at få sat billeder på musikken!

 

Det var skønt at arbejde på DR fordi 'jeg følte mig normal' forstået sådan, at der var utroligt mange kolleger der var mindst lige så musiktossede som mig. Det var helt OK at snakke musik 90 procent af tiden! Erik Moseholm var én blandt mange jeg fik særlig stor respekt for og han har skrevet lidt om miljøet i denne artikel om kantinen og de mennesker der kom der.

Engang så Jarl i en britisk avis, at Tom Lehrer skulle holde ét foredrag i London - sikkert om matematik. Lynhurtigt fik Jarl for egen regning bestilt en flybillet til samme dag og efter at have drønet rundt på 3-4 hoteller fordi Lehrer checkede ud samme øjeblik han lugtede en journalist, lykkedes det alligevel knægten som den eneste, at få et interview med den pressesky humorist og satiriker. Sådan!

Det var godt, at jeg kunne forberede udsendelser hjemmefra. Både interviews, artikler og musikvalg.I nogle år havde jeg 'kontorplads' sammen med Hans Otto og Ole Corneliussen, men rykkede senere over til Birger Arntzens kontor. De programtyper jeg selv redigerede og var vært for, f.eks. Verdensmusik, Jazz Nyt, Fredagsåbent, Fri Fredag (også sammen med Kaare Sand), Pop Nu, Pop Før, Beattid, To mellem fire og seks (især sammen med Birger Arntzen, men også Michael Juul Sørensen, Erik Kramshøj m.fl.), Plader på spil (telefon-quiz program), Rytmeteltet, Radio Carib, Caribiske bølger og en lang række temaprogrammer om afrocaribisk og sydamerikansk musik.

Birger Arntzen var selv gammel bassist og guitarist. I det hele taget var mange af de 'ældre' radiofolk tidligere musikere. Niels Rothenborg (1922-1992) var pianist ligesom Grethe Hemmeshøj (1913-1993) og Johannes Rasmussen der har indspillet flere CD'er med danske evergreens. Leif Sjøberg (1921-2007), kaldet Niller, var bassist ligesom Mogens Landsvig (f. 1923) der også var en fin guitarist. Jens Jørn Gjedsted er kendt på trompet og fluegelhorn, osv. I dag er det vist helt andre kriterier end de musikalske der er vigtige i DR.

Se en lille bid af mit første tv-program som vært og redaktør fra DR-serien Midt i musikken

 

Få en overraskelse ved en 'Flash Mob'

Det betaler sig ofte at være tålmodig for at få en stor musikoplevelse. Se denne video og en catalansk måde at overraske publikum på så øjnene bliver våde. Det er en såkaldt Flash Mob hvor en gruppe mennesker, pludseligt samles på et offentligt sted, og fælles udfører en usædvanlig og ofte morsom handling, hvorefter de spredes igen. I dette tilfælde er det med musikere fra catalanske  Sabadell Orchestra.

 

Hvor er dansk kultur i DR radio?

I dag savner jeg gamle kulturelle programtyper som før blev produceret af begavede radiofolk som Stig Mervild, Mogens Landsvig, Allan Klitgaard og mange andre der kunne fortælle historiske anekdoter og spændende sider af musikhistorien. Det er intet mindre end en kulturel tragedie, at programmerne i DR er så ensidigt fokuserende på bevidstløs popmusik som kan høres overalt på lokalradioer m.m. i forvejen. P2 er den sidste bastion. Og vil regeringen nedlægge den station også? Jeg er lykkelig for den 'globale landsby' i vores moderne medieverden, men jeg er ulykkelig over at politikerne vil skrotte al dansk kultur af værdi.

 

Fint lille arbejdsværelse til musiktosser som mig. Lilli kom heldigvis tit ind og forstyrrede...

 

Måtte der igen kunne blive plads til faste magasinprogrammer med faste programfolk der vidste hvad de talte om indenfor verdensmusik, folklore og crossover genrer i DR's normale sendeflade. Men de ansvarlige vil jo hellere bruge spidsen af et jetfly på programmer som X-factor. Man får kvalme ved tanken: Et program der handler om at smide folk ud.

Et ægte musikalsk talent er noget helt andet, end dét instuderede kunstige voice-tuning professionelt planlagte plastik-show der i TV skriger efter en amerikanisering med den lavest tænkelige fællesnævner. De eneste stjerner er dommerne - de medvirkende bliver lynhurtigt glemt. Og selve valget af dommerne handler mere om hvem der kan sikre omtale, f.eks. ved en primitiv retorik der handler om at 'tale et sprog, som folk ikke forstår - halvt sort, halvt poetisk...' Selv den mest komiske Jean de France figur må blegne af skam ved siden af. Er der ikke længere noget der hedder kulturradikale ?

I dag kan man dog finde meget forskellig musik i DR-radio, men man skal hvide hvor det er og hvordan man får fat på det. Dog er det ikke nemt at finde nogle af de mest populære latin navne, som fx Juan Luis Guerra. Prøv selv at finde dine yndlingsnavne på denne DR-hjemmeside: SKRIV ET MUSIKNAVN - ved at skrive navnet i feltet oppe til højre 'Søg efter kunstner'

 

En musikanmelders lod

Fra DR-TV tiden i 1990I årenes løb har jeg som musikanmelder naturligvis fået lidt 'tæsk' for enten at være for negativ eller for positiv. Jeg giver musikanmelderen Torben Bille ret i, at det er bedre at anmelde enten for negativt eller for positivt i stedet for lægge sig i midten. Mange har været uenig med 'billen' - men kedelige har hans anmeldelser aldrig været.  Det var dog yderst sjældent at vi i DR omtalte musik som dårligt - så ville vi hellere undlade at spille det. En gang spillede Al Jones dog et soul nummer i et program og lige bagefter fortalte han om nummeret i rosende vendinger - ja, han var faktisk så begejstret, at han sagde "Jeg spiller s'gu nummeret én gang til - så godt er det". Sådan! Respekt!

Klassisk musik og opera

Lilli hjemme i Ølstykke, 1990.Vi hørte aldrig nogensinde klassisk musik hjemme. Engang da min storebror kom hjem fra arbejde, hørte jeg noget klassisk i radioen. "Er nogen død?" spurgte han med det samme. Erik var vant til, at når de spillede klassisk i radioen så var det noget med kongefamilien og dødsfald.

Min far blev lidt interesseret i klassisk musik da han mødte en kvinde som var fra 'et hjem med klaver'. Men jeg kunne tydeligt fornemme, at han meget hellere ville høre Teddy Wilson end Vladimir Horowitz.

 

Når far hørte jazz kom der altid et særligt smil på løben og det var som at trykke på en 'power' knap: straks skulle han fortælle om at Teddy Wilson spillede piano bag Billie Holiday, men at for ham var Holiday bare en populær sangerinde - ikke én Wilson hæftede sig specielt meget ved osv. I det hele taget blev jeg hurtigt klar over, at der i jazz'en var et bjerg af historier som vandrede rundt som en vedhæftet fil til musikken. Jeg tror, at jeg i dag husker alle historierne. Måske fordi de knyttede sig til musikken og blev fortalt engageret og føltes troværdige.

Jeg kendte to brødre Hald fra skolen der var meget interesserede i både jazz og klassisk. Hjemme hos dem hørte jeg første gang Bach's orkestersuiter, Brandenburger koncerter og meget mere i flot lyd på et stort anlæg. Jeg var 16-17 år og begyndte at 'komme ind' i den klassiske musik. Det gør ikke sådan lige, når man ikke er vokset op med det. Orkestermusik er fint, men i dag er jeg mest til kammermusik og især kun 2-3 instrumenter, f.eks. klaver, violin eller cello og obo, klarinet eller horn.

De seneste 20 år har det måske især været opera der har fænget mig: Puccini, Verdi, Pietro Mascagni og Mozart for blot at nævne nogle få. Min største opera oplevelse var nok sidste akt af Richard Wagners 'Mestersangerne i Nürnberg' på Det Kongelige Teater, 2006.

Men bortset fra det, har jeg naturligvis været i udendørsarenaen i Verona og både set og hørt forskellige operaer. Jeg mener dog at den akustiske lyd er urimeligt ringe. Man hører kun mellemtoneområdet, bortset fra sopranerne der går lidt bedre igennem. Alligevel er det en fed oplevelse, at se fuldmånen rejse sig midt i 2. akt af Aida.

Polaroidfoto i musikværelsetJeg har utallige favoritter når det gælder opera. Cecilia Bartoli er jeg bestemt vild med, men jeg forstyrres af hendes teknik der er så fantastisk, at jeg mister meget af 'naturoplevelsen'. Jeg kan f.eks. også langt bedre lide Julian Bream end John Williams. Ingen tvivl om at Williams er den perfekte og store tekniker som guitarist men Bream spiller frit og følelsesfuldt uden en tanke på nodearket. På samme måde er jeg begejstret for unge talenter som den franske pianist David Fray. I det hele taget oplever jeg, at der er sket en 'harmonisering' i musikkens verden, sådan at musikerne mere og mere ser på musik som et hele. Klassiske musikere udvikler sig f.eks. ved at improvisere som jazzmusikere og lytte til verdensmusik, rock, folklore og meget andet.

Når det gælder orkestermusik har jeg to meget forskellige yndlingsdirigenter: Otto Klemperer og Sergiu Celibidache - alt afhængigt af humøret.

 


Afstressende madlavning

Det virker afstressende på mig at lege fransk kok. Alle tanker får frit løb mens gastronomiske dufte og smags-stoffer tordner rundt. Bagte portobello svampe, lam på 17 måder, håndplukket oregano fra Olympus bjergets skråninger, skarp timian, kraftig gul vestindisk Hot Pepper Sauce og karry (importeret fra det rigtige Indien), sejfilet med porrer - ja, nærmest alt andet end friturestegte baby-blæksprutter. At kokkerere er et privilegium.

Forøvrigt mener jeg, at det burde være lovpligtigt at se Spise med Price

Vi dyrker meget det italienske, græske og tyrkiske køkken, men helt ærligt: når råvarerne er til at skaffe står den helst på vestindisk mad. Det bedste er dog at få det lokalt.

Køkkentjans i Tommy og Lene's sommerhus (Ølsted), september 2011Antikkens grækere introducerede i sin tid både vinen og demokratiet i Athen og dermed for romernerne og europæerne i øvrigt, men drilske kritikere siger at siden da er der ikke sket meget på de to områder i dette skønne solrige land.

Derfor holder jeg mig især til italiensk rødvin - der er utallige og italiensk rødvin er blevet mere driftssikker de seneste år - f.eks. Nero d'Avola druen fra Don Pietro, Sicilien.

Fransk rødvin er jo en legende, men jeg har en oplevelse af at f.eks. Bordeaux er blevet mere forudsigelig og kedelig. Læs mere her i Vinavisen.

 

 

Græsk rødvin er til grin, siger nogle. Jeg har faktisk også selv sagt det og måske skrevet det et par steder. Men jeg har også oplevet fantastiske græske lokale rødvine som helt og fuldt måler sig med nogle af de bedste italienske jeg har smagt. Der er langt imellem de store oplevelser - men de er der! Desværre er det ikke store produktioner, men hvis man har kontakterne i orden så kan man finde uforglemmelige rødvins perler i Grækenland - og ofte delvist produceret af mindre kendte druer.

 

Rock Me Amadeus

Vores eneste 'arving' er Morten der senere valgte mellemnavnet 'Amadeus' da han skulle konfirmeres - godt valg syntes vi, fordi vi dels hørte Mozart døgnet rundt og fordi filmen Amadeus var meget populær på det tidspunkt. Jeg tror nu, at Morten valgte navnet fordi der var en popmusiker fra Østrig der kaldte sig Falco og som havde et hit med Rock Me Amadeus

Copenhagen Marathon, 24. maj 2009Vi er alle tre født i skorpion-tegnet. Lilli og jeg var kun akkurat 21 år da vi blev forældre til Morten. Han har siden han kunne gå altid haft et stort og varmt lege-hjerte. Basketball, svømning, dykning og den slags.

Da Morten som ung var i New Zealand stod den naturligvis også på bunji jump og skydiving.

 

 

Som dreng ville Morten spille altsaxofon fordi han var blevet 'vild' med David Sanborn. Jeg mente ikke det var fornuftigt, for skolearbejdet og lektierne var dengang prioriteret alt for langt nede på listen af vigtige aktiviteter. Et par tiår senere tog Morten selv mod til sig. Han købte en altsaxofon og meldte sig til et musikhold og på tre måneder spillede han 10-12 melodier efter noder og var virkelig fokuseret. Det er han stadig. Det er enestående. Han spiller til alle fødselsdage og højtider.

Det overbeviser mig om, at når man er motiveret for en opgave, så skal der meget til for at man ikke lykkes. Motivation, selvtillid og mod er altafgørende. Blandingen af det tekniske, IT og det sportslige med lidt musisk ude i periferien er nok tæt på Mortens profil.

Morten er en karneret (OK, inkarneret) rejsenarkoman som sin far. Han drømmer altid om at rejse, dykke og opleve. Har dykkernavnet Moræne som vi ikke er helt glade for - det antyder at han kommer ind alle de farlige steder hvor det kan svært at komme ud fra igen. Men han har dykket flere af de 'rigtige' steder i Egypten.

 

Jeg kan mere....

Det første ord Julie lærte var 'farfar' - jeg lyver ikke. Et af de næste ord var 'mere'. Og den måske første helsætning var 'Jeg ka' mere'.  Nej, Julie lider ikke udpræget af præstationsangst og da hun som 4-5 årig så nogle 10 årige fra et gymnastik hold gå på hænder, så kom hun omgående i gang med at lære det.

Der gik ikke lang tid før hun kunne stå på hænder og udføre akrobatik som vi over 60 år med stive muskler og led nok er en anelse misundelige over.

Julie har været på ferie hos os i Grækenland mange, mange gange.Julie er en vandhund som sin far og ligner ham på mange områder. Hun er vild med Flying Superkids og dynamisk dans med høj musik og danser selv på 'mesterholdet' som hun siger med stolthed i stemmen.

Måske godt hjulpet af sin mor, May, har Julie dog allerede nu, også et godt greb om alle de kendte pige aktiviteter som tøjmode, hårmode, neglelak, TV-figuren Hannah Montana og meget andet pige-sjov der er ved at dominere. Vi er dog sikre på, at Julie altid vil være vild med sport, dans, kreativ fysisk udfoldelse og konkurrence.

Efter Julie er blevet 6-7 år har hun udviklet en humor som kan få hendes farfar og farmor til at 'skraldgrine' så det kan høres. På billedet fra 2011 er hun 'kun' 8 år men så småt ved at være en selvsikker lille 'dame'. 

 

Svær beslutning men ingen dårlig samvittighed

Når man har afskedsreception på sit job er der altid mange tanker der flyver gennem hovedet. Heldigvis var vi godt forberedte og var allerede for længst  flyttet til Litochoro.Den 15. april 2011 rejste vi til Grækenland med sommerfugle i maven. Vi havde solgt vores hus i Ølstykke og havde taget et stort skridt: Vi flyttede fast til vores lejlighed i Litochoro ved Olympus bjerget. "Hvordan kan I gøre det - og hvad med Julie? Kan I virkelig flytte fra familie og venner?" spurgte nogle. Andre sagde helt skråsikkert "Det ville vi også gøre hvis vi turde eller kunne". Vi skulle svare på mange nærgående spørgsmål som ville give mange dårlig samvittighed med det samme.

Men ærligt talt: Vi lever kun én gang og vi er meget sikre på, at vi med Skype telefoni, billige flybilletter, ferier i Danmark og familie og venners ferieophold her i Litochoro, vil vi ikke mangle kontakter og netværk. Samlet set oplever vi, at have den samme samlede 'kvalitetstid' med familien som tidligere. Vi må også opleve, at Julies 'afhængighed' af farmor og farfar ikke er den samme som for nogle år siden. Vi må forvente, at vi må vige en kende til fordel for veninderne - og sådan skal det også være. 

Når vi er tilbage i Danmark og ser familie og venner får vi talt sammen med meget mere varme, fokus og opmærksomhed end tidligere - jeg tør ikke skrive 'kvalitetstid'. Og så har vi fået mange gode græske og danske venner i Grækenland. Måske er der også nogle enkelte i Danmark vi ikke komme til at savne så meget, men det må tiden vise. Hellere få helhjertede venner end mange halvhjertede venner. En pudsig ting er iøvrigt, at mange danskere der flytter udenlands, tror de helt automatisk har al den prestige og goodwill med sig i det nye miljø. Men den går ikke. Når man lærer helt nye mennesker at kende i et fremmed miljø starter man nærmest som et 'blankt blad' der skal til at udfyldes igen.

Vi har fået masser af tid - og bruger den

Den største forandring når man stopper med at arbejder er først al den tid man har og derefter hvor hurtigt man vænner sig til det. Tænk, at man næsten ikke har noget man skal nå. Og hvor let man glemmer den smule man skulle havet nået. Min pensionerede kollega Knud Rasmussen sagde til mig: "Det bliver bedre end du tror" - og han fik ret meget hurtigt!

 

Herover: På besøg hos racerbil- og reggae entusiasterne Hans og Dorte: Lilli får lov at starte en Jaguar 1951 C Type [også kaldet Jaguar XK120-C) der er den samme vogn som Sir Stirling Moss havde kørt racerløb med. Den larmede som 2-3 jumbo jet'er! Det største grin fik vi da Lilli skulle op igen. Hun kunne ikke ved egen hjælp hæve sig op igen efter den gode middag og ditto vin og det havde nær endt med et vådt førersæde fordi lattermusklerne var mere duelige end ringmusklerne. 

 

 

Københavnsvej 24, Gl. Ølstykke

 

Retoucheret foto af haven på Københavnsvej 24,  i retning mod de tre bygninger. Det var en stor lettelse at flytte ned til de græske ca. 140 m2 have. 

Fra 'solgården'

Stue og køkken

Kør' lige Rolls'en frem

Stue med kogeovn

Stue med trappe op, Københavnsvej 24

Kai Normann Andersens sidste piano

Fra haven

 

 

Dr. Margrethes Vej 27, Gl. Ølstykke

Så er der jordbær. I gårdhaven på Dr. Margrethes Vej 27 hvor vi boede godt i 14 år. Copyright (c) Peter Krog. krogfamilien@gmail.com

Morten efter konfirmationen med sin cykel foran huset på Dr. Margrethes Vej 27. Copyright (c) Peter Krog. krogfamilien@gmail.com

 

 

Opdateret 06/07/2017

Besøg  
117760