Vi bruger Cookies!     

         
 X     
Peter Krog

Passioneret musik- og rejsenarkoman


Jazz'ens mange ansigter 

- se også R&B, Soul, Gospel, Blues, Funk

It Don't Mean a Thing .... If It Ain't Got That Swing

Mit barndomshjem var fyldt med rytmisk musik. Og da jeg var kommet over den første pubertet, blev jeg fanget i jazzens verden. Jeg lyttede til det hele, men havde det altid bedst når der var en god saxofonist, uanset om det var tenor, alt eller sopran. Og mange gange var det også bare skønt når andre fortalte om deres jazzoplevelser - selv om der ofte blev lagt nogle meter til gengivelsens nøjagtighed.

Orion Brass-BandMange danske jazzmusikere er eller var gode til at fortælle historier fra jazzmiljøet. Det gælder f.eks. saxofonisterne Jesper Thilo og Søren Sørensen, pianisten Niels Jørgen Steen eller ikke mindst basunisten og orkesterlederen Ole 'Fessor' Lindgreen.

Én af de for mig mest interessante, når det gælder den tidlige periode fra 1905-1940, har været jazzkenderen Michael Bøving Hansen. Bøving var også spasmager i New Orleans-gade-jazz-orkesteret 'Ricardos Orion Brass Band' der har spillet op til mangen en stor jazzfestival. Én af musikerne i Orion Brass, tenorsaxofonisten Søren Sørensen der iøvrigt er søn af jazz og refrainsangeren Peter Sørensen, havde sit eget band, som både spillede New Orleans Jazz, Boogie Woogie, Swing og Rhythm & Blues á la Louis Jordan.

Kald bare musikken Jazz-R&B, New Orleans-Jazz, Race Music, Jump-musik, Kansas City Jazz, Cool, Bebop eller Dixieland - det er lige meget hvad du kalder det, bare det swinger! I det hele taget er det befriende når de musikalske genrer og stilarter flyder sammen som f.eks. når jazz og folk mødes som her med Leon Redbone.

Diskofil fra fødslen

Min far var jazz-diskofil 78'er eller lak pladesamler og jeg fik vist rigeligt med gener fra hans side på den konto. Han var helt 'vild' med violinisten Svend Asmussen og hans orkestre - men iøvrigt var min far helt tosset med jazzviolinister, Joe Venuto, Stuff Smith - You name 'em. Se denne helt fantastiske Svend Asmussen-diskografi der helt imponerende er samlet af René Aagaard.

Dakota StatonDen første plade der gik i ét med min rygmarv var Dakota Staton's (1930-2007) 'The Late, Late Show' fra 1957, som en af min fars venner havde med til ham fra USA video 'Misty' - Top Tracks Dakota Staton. Jeg har selv stadigvæk den originale LP fra 1957, som naturligvis er godt slidt!

Far havde både begejstring og julelys i øjnene når han talte om jazz - f.eks. om det farverige jazzmiljø i bogen Min aske til de sorte af Mezz Mezzrow - eller jazz legenden cornetist Bix Beiderbecke (1903-31) der kun blev 28 år - og jeg 'slugte' alt hvad far fortalte. Guitaristen Ry Cooder indspillede i øvrigt i 1978 LP'en 'Jazz' der i høj grad også var en hyldest til Bix Beiderbecke. Min far fortalte også om legendariske optagelser, f.eks. med violinisten Joe Venuti (1903-78) og guitaristen Eddie Lang (1902-33).

Da Louis Armstrong (1901-71) kom til Danmark smed folk småmønter foran ham, fortalte min far med begejstring flere gange. Og så samlede folk mønterne op bagefter, sagde han, og gemte dem fordi The Great Satchmo havde trådt på dem. Hans begejstring for jazz smittede i den grad af på mig. Far kendte til en masse til jazzfolk og jazzkendere. 

Noget af det interessante var de mange stilarter i jazz'en - f.eks. den europæiske scene med gypsy-swing. Det kunne være den fænomenale og stilskabende guitarist Django Reinhardt (1910-53) med den vidtfavnende violinist Stéphane Grapelli (1908-97) og tenorsaxofonisten Coleman Hawkins (1904-69) der turnerede Europa i perioden 1934-39 og bosat sig i Frankrig i et par år alene på grund af Django.

Billie HolidayÉn af de bedste tv-oplevelser som stadig må være en klassiker er nummeret 'Fine And Mellow' med Billie Holiday (1915-59) eller Lady Day som hun blev kaldt. På dén blues høres hendes 'All Star Band' med navne som - ja se selv stjernerækken her.

Far fortalte også tit historier om sine besøg i kælderen hos Timme Rosenkrantz (1911-69) der kendte alle de største jazznavne fra USA. Fars historie om at nogle af hans gamle plader var så slidte, at man svagt kunne høre melodien på bagsiden, troede jeg dog ikke på. Hans samling af 78'ere blev stjålet og han fik kun genskaffet få af dem. Nogle købte jeg selv senere på LP og straks han hørte dem var han i gang med at fortælle historier om sangeren Rube Bloom der sang nummeret 'Blue Room' Ja, tænkte jeg, og den blev sikkert anmeldt i Bagdad Dagblad...

I mine sene teenage år lyttede jeg meget til navne som Julian 'Cannonball' Adderley (1928-75), Art Blakey (1919-90) med sin gruppe The Jazz Messengers og Thad Jones/Mel Lewis Big Band. På samme tid i 1960'erne dukkede der også populære jazz navne op som f.eks. Dinah Washington (1924-63), Nancy Wilson (f. 1937), Peggy Lee og flere andre, der næsten blev pop-ikoner. Jeg var - og er stadig - meget begejstret for Dinah Washington som flyder smukt mellem jazz, r&b og pop.

Mængden af fremragende jazzmusikere og vokalister er næsten uendelig. Musikernes udtryksmåder handler naturligvis meget om hvilken tid de er vokset op i samt hvor de er vokset op og i hvilket miljø. Jeg vil blot nævne nogle få - men her er en liste over jazzmusikere som nemt kan få mig til at hente utallige plader frem. 

Musikere fra Harlem ? - prøv at klikke dig frem: A Great Day In Harlem 

Art Pepper

De seneste godt 25 år har jeg lyttet meget til altsaxofonisten Art Pepper (1925-82). Hans dramatiske historie og måske især hans fortolkninger af ballader gik direkte i hjertet på mig da jeg hørte hans 'So In Love' fra 1979 og derefter skulle have fat i hele hans bagkatalog.

Se denne fantastiske video dokumentar 'Notes From a Jazz Survivor' med interviews om hans liv, stofmisbrug og hvordan han blev 'hooked' og afhæng af heroin og andre hårde stoffer samt live-optagelser fra hans seneste år. Desuden fortæller Laurie Pepper om deres møde og hvordan hun i praksis blev hans frelser, samtidig med at hun hjalp med hans selvbiografi 'Straight Life'.

Det startede faktisk da jeg hørte to radioudsendelser på det 'gamle' P3 med titlen 'Straight Life' baseret på Pepper's selvbiografiske bog, som de to danske musikjournalister Ib Skovgaard og Leonard 'Skip' Malone havde produceret - og hvor Otto Brandenburg havde Art Pepper's stemme. Perfekt - ingen kunne gøre det bedre, tror jeg. Historien og de indflettede musikstykker bragte så mange billeder frem, at jeg fik en stærk oplevelse. Radio når det er bedst!

 

Art Pepper

 

Pepper's samspil med pianisten George Cables var enestående og hører til de bedste jazz-øjeblikke på CD efter min mening. Jazz handler jo især om kunne gå i musikalsk dialog hvor selv den mindste misforståelse mellem musikerne vil forringe det samlede udtryk. Cables og Pepper forstod at kommunikere.

En helt anden Pepper er saxofonisten Jim Pepper (1941-92) der var af indiansk afstamning. Hans mor var Creek og hans far var Kaw indianer. Han havde en fantastisk evne til at fabulere og improvisere lyrisk over indianske hymner.

Big Bands

Hvem er ikke påvirket af Duke's fantastiske musik. Svenske Alice Babs havde sine største øjeblikke sammen med Ellington mens andre musikere blot kunne drømme om det. Der er naturligvis en lang række Ellington inspirerede pianister. Her vil jeg nævne Abdullah Ibrahim (Dollar Brand, f. 1934) fra Sydafrika og Chuco Valdés (f. 1941) fra cubanske Grupo Irakere.

Jeg er begejstret for heftige og energifyldte arrangementer, blæserriffs og soli samt dynamiske trommer. Jeg har derfor nok mest været til større swingorkestre og big bands. Det gælder f.eks. Buddy Rich (1917-87) Big Band, det gamle Terry Gibbs Dream Band, trompetisten Erskine Hawkins (1914-93) og hans big band og ikke mindst Count Basie Big Band som i tidens løb har haft mange spændende instrumentalister men bestemt også vokalister. Én af de fede koncerter var Count Basie & His Orch. 'Americans in Sweden' Vol. 1 og 2' fra ca. 1954. En anden fremragende koncert med Basie er sammen med ol' blue eye Frank Sinatra 'At the Sands With Count Basie & the Orchestra'. Sjovt, at to af bandets bedste arrangører - Thad Jones Ernie Wilkins - boede i Danmark i mange år.

LaVern Baker

Basie's orkester bestod af folk man også tit i 1950'erne og starten af 1960'erne stødte på i r&b sammenhæng - f.eks. var det mere generelt for Big Joe Turner (1911-85) og LaVern Baker (1929-97) specifikt på hendes fremragende 'Sings Bessie Smith' album fra 1958 - video. Det var blandt andre Ernie Wilkins der havde arrangeret musikken, med f.eks. Paul Quinichette (ts), Vic Dickinson m.fl. (tb) og Buck Clayton (tp) og er en plade jeg har hørt så mange gange, at man '...snart kan høre melodierne på den anden side'.

Saxofonister især

Sopran-, alt-, tenor- og endda barytonsaxofon - You name it - jeg er vild med det instrument både i jazz, r&b, soul og rock sammenhæng. Listen over mine stjernesolister er lang. Ernie Wilkins (1922-99) saxofonist, arrangør og orkesterleder, der boede sine sidste mange år i Danmark, spillede engang nogle af sine yndlings jazzplader i DR-radio. To af numrene kendte jeg ikke dengang gjorde stort indtryk på mig: Det ene var Ben Webster med 'Single Petal of a Rose' video der var et overskudsnummer fra LP'en 'See You At the Fair' fra 1964 der senere kom med som bonus på CD-udgaven. Den anden var John Coltrane med 'My Little Brown Book' video fra hans 1962 album med Duke Ellington. Jeg fik straks fat i pladerne og det satte en domino-effekt igang sådan at jeg et par måneder efter havde lyttet til utallige Webster og Coltrane plader - selv om jeg kendte en hel del af dem i forvejen.

En særlig tenorsaxofonist er Jim Pepper (1941-1992) der er af indiansk afstamning. Hans LP 'Comin' and Goin' tog meget med storm, ikke mindst med 'Witchi Tai To'  der starter med en indiansk hymne - video.

En tenorsaxofonist jeg først rigtigt begyndte at sætte pris meget sent var Stan Getz (1927-91. Ikke mindst hans samarbejde med pianisten Kenny Barron var jeg begejstret for - men selvfølgelig også hans mange bossa nova indspilninger med Joao Gilberto og Astrud Gilberto  video - video.

En af mine mange favorit tenorsaxofonister har jeg heldigvis mødt og interviewet - det er Johnny Griffin - hør og se ham, 'fræk som en slagterhund' og for fuld udblæsning hvor tempo, energi, præcision og rytmisk fornemmelse i hele kvartetten er en selvfølge - Live at the Village Vanguard her video.

Wilton Felder - én af de bedste soul-jazz saxofonister overhovedet. Især hans samarbejde med Bobby Womack og The Jazz Crusaders er fantastisk.På soul-jazz/funk siden er det tenorsaxofonisten og bassisten Wilton Felder fra The (Jazz) Crusaders - hør dem i den forrygende Put It Where You Want It med Larry Carlton på guitar fra Zaire i 1974 - eller Hard Time optaget på Montreux Jazz Festival i 1976. Det er, efter min mening, den bedste fusion af jazz og soul. Hør Wilton Felder i Way Back Home med  The (Jazz) Crusaders der fik nummeret som fast kendingsmelodi.

Senere var der jo flere eksempler på at jazz kunne sælge mange plader, f.eks. den utroligt populære, soulmættede men alt for tidligt afdøde saxofonist Grover Washington, Jr. (1943-99) video - video - han indspillede bl.a. med steelpan musikeren Robert Greenidge og percussionisten Ralph MacDonald. Og så må jeg fremhæve den funk og soulmættede altsaxofonist Lou Donaldson (f. 1926) video - video  som i midten af 1960'erne fik kompetent hjælp fra guitaristen George Benson, organisten Lonnie Smith og trompetisten Blue Mitchell - samt en anden soulmættet (tenor)saxofonist, Stanley Turrentine (1934-2000) video - video.

Musikalske genrer kun til for at man nemmere kan styre al den musik der findes, men egentlig tror jeg at næsten alle musikere og musikelskere hader genre-inddeling af musik. Rytmisk musik er dynamisk og bevæger sig i nærmest alle retninger. Tænk bare på hvor ofte r&b og soul grænser op til jazz - og omvendt. I tidens løb har der været 'crossover' navne som Hank Crawford - video, Dr. John - video, David Fathead Newman - video m. 'Hard Times',  populære navne som David Sanborn og Kenny G -samt 'nyere' navne som altsaxofonisten Dave Koz.

Ellers tæller mine yndlingsmusikere navne som Chet Baker (trompet, 1929-88), Billie Holiday (1915-59), Lester Young (tenorsax, 1909-59), Teddy Wilson (piano, 1912-86), Ella Fitzgerald (1917-96), bassisten Charlie Haden, pianisten Michel Petrucciani, guitaristen Pat Metheny, pianisten Bill Evans, Paul Desmond (altsax, 1924-77), Eddie Jefferson (1918-79), Crusaders med Wilton Felder (f. 1940), Charlie Parker (1920-55), Sonny Rollins (f. 1930), Miles Davis (1926-91), Enrico Pieranunzi (f. 1949), Gerry Mulligan (1927-96) og utallige andre.

Guitarister

Jeg tror, at Django Reinhardt og hans Quintette de Hot Club de France, var den første guitarist som tog fat i mig - ikke mindst på grund af hans altid spændende line-up med folk som Coleman Hawkins, Stéphane Grappelli og flere andre. Desuden guitaristerne Kenny Burrell (f. 1931), Jim Hall (f. 1930) og måske især den stilskabende Wes Montgomery (1923-68), kendt for sit oktav-spil og det bløde tommelfinger anslag som en lang række guitarister siden har kopieret, f.eks. Lee Ritenour der på 'Wes Bound' fra 1993, hylder den gamle mester.

Siden blev det navne som George Benson, John Scofield, Larry Carlton - se og hør Carlton og Ritenour i 'Room 335' video - samt f.eks. den helt enestående Pat Metheny som jeg aldrig kan blive mæt af. Sidstnævnte har flere gange optrådt sammen med én af de bedste 'nyere' guitarister, som endda er svensker, nemlig Ulf Wakenius - hør de to sammen i 'Bright Size Life' - mageløs dialog video. Scofield overraskede mig på alle måder med flere af hans r&b mættede albums som fx Überjam Deux eller 'Busted' der var hans hyldest til 'Brother Ray Charles - What'd I Say

En enestående guitarist er Stanley Jordan (f. 1959) der spiller med begge hænder på guitarens gribebræt / hals og nærmest slår strengen ned (two-handed tapping technique) med fingrene video som giver helt nye muligheder.

Hør også rock-blues guitaristen Eric 'Slowhand' Clapton i jazz-sammenhæng fortælle om sin respekt for jazzmusikere. Han nævnerlidt  humoristisk, at han i sin tid har hørt flere bluesmusikere sige, at de kun spiller blues indtil de har fundet et ordentligt jazzband at spille i.... Han spiller sammen med trompetisten Wynton Marsalis og dennes New Orleans band, i et begavet og mindeværdigt arrangement af Layla.

Ella Fitzgerald og The Great American Songbook

Et af de største og kvalitativt mest succesfulde projekter i jazzens omfattende historie, mener jeg har været Ella Fitzgeralds Complete Songbooks indspilninger fra 1956-64 med sange fra nogle af de største amerikanske komponister på den tid: Cole Porter, Rodgers & Hart, Duke Ellington, Irving Berlin, George & Ira Gershwin, Harold Arlen, Jerome Kern og Johnny Mercer. Det var producer og impresario Norman Granz der stod bag projektet og Ella Fitzgerald løste opgaven vokalt bedre end nogen anden ville kunne have gjort det. Bag sig havde hun disciplinerede og begavede orkesterledere og arrangører som Paul Weston, Nelson Riddle, Buddy Bregman og Billy May. Ballader som 'Miss Otis Regrets', 'Bewitched, Bothered And Bewildered', 'I Got It Bad And That Ain't Good' eller 'Everytime We Say Goodbye' fra denne store amerikanske sangbog, er blevet helt uundværlige for mig, selv om hendes  indspilninger er 50 år gamle.

Allerede inden disse indspilninger havde hun dog en fornem plads i jazzens musikhistorie, men når man i dag hører optagelserne, er man klar over, at verden ikke oplever udviklingen af sådanne musikere, arrangører og komponister mere end én gang. De tilhører en epoke i historien.

Anita O'Day

På Newport Jazz Festival 1958 stod der søndag eftermiddag en ung kvinde i den smarteste sommer outfit med bredskygget sommerhat og hvide handsker. Hendes optræden blev filmet og kan ses i Jazz On A Summer's Day hvor specielt 'Sweet Georgia Brown' blev fremhævet som den måske bedste live version af nummeret nogensinde. Anita O'Day (1919-2006) havde været kendt allerede længe på det tidspunkt, men denne optræden bragte hende på forsiden af Time Magazine. Ikke uden grund. Denne 'jezabel of jazz' var som en hvid kloning af Billie Holiday, Ella Fitzgerald og Sarah Vaughan stod og formede rytmisk musikken og ordene med hænderne. Hendes rytmiske fornemmelse og vokale artikulation var i særklasse, men hendes liv var præget af narko og alkohol. Måske kun overgået af hendes idol, Billie Holiday. Hun blev engang erklæret d.o.a., dvs. 'Dead On Arrival' død på ankomsttidspunktet til hospitalet. Men lægerne fik alligevel vakt hende til live. Senere oplevede hun total fejldiagnosticering og fejlagtig lægebehandling på andre sygehuse og hendes stemme blev ødelagt pga. en lægelig forglemmelse. Alligevel optrådte hun indtil kort tid før sin død.

Anita O'Day

Det er ikke alt Anita O'Day har indspillet der er guld, men hvis man ser den fantastiske dokumentarfilm fra 2007 The Life of A Jazz Singer tror jeg at enhver vil overgive sig. Den er rystende stærk og informativ om det liv der ofte hørte til jazzmiljøet. Hun var, om nogen, en survivor.

Talentbeskyttelse

Trompetisten, komponisten og orkesterlederen m.m. Wynton Marsalis (f. 1961) er en ener og musikalsk grænseløs på flere måder. Han er vokset op i New Orleans med sin bror, altsaxofonisten Branford, under beskedne kår og har udvist en utrolig viljestyrke når det drejede sig om at sætte sig mål i livet -samt undgå enhver kontakt med narko og hårde stoffer. Jeg interviewede ham omkring 1990 på et tidspunkt hvor hans karriere indenfor både klassisk og jazz havde placeret ham i den absolutte musik elite i USA. Vi talte bl.a. om en uhyre taltfuld men meget ung, sort trompetist på ca. 14-15 år der gæsteoptrådte ved arrangementet i København. Marsalis bekymrede sig meget om den unge afroamerikaners fremtid fordi den unge mand i mange år fremover kunne risikere at forspilde sit store talent hvis han kom i kontakt med narko og det kriminelle miljø. Hans hudfarve gjorde, at denne risiko var både realistisk og sandsynligvis forstærke denne risiko. Mange enestående jazz talenter er tabt på gulvet allerede inden de nåede at indspille plader - blot fordi deres hudfarve virkede som en 'omstigning' til narkomiljøet.

Det er ikke alle sorte musikere der som Marsalis kan fokusere på de ydre vilkårs betydning på den enkelte kunstner og tage ved lære af dette. Han er på mange 'super universiteter' blevet Doctor of Fine Arts' samtidig med at han har fastholdt og vitaliseret sine afrikanske rødder i sin musik som solist og orkesterleder.

Nina Simone

Guddommelig musikalsk kunstner og stemmeSiden jeg var i 20'erne har jeg været begejstret for denne pianist, komponist og sangerinde med en helt special nasal og hypnotiserende stemme. Simone (1933-2003) ville utroligt gerne have været klassisk pianist, men blev afvist af det anerkendte Curtis Institute of Music. Den 20 årige pianist var sikker på, at afslaget havde rascistiske årsager. I stedet anbefalede man hende at søge over i jazzen. Det skete også, men den meget følelses påvirkelige Simone var hele livet bitter over dette afslag.

Fra slutningen af 1950'erne skabte Nina Simone en original blanding af jazz, blues, folk, klassisk, soul, pop, ballader og ikke mindst tekster med politisk bevidste borgerrettigheds budskaber. Læs mere om legenden selv, 'The High Priestess of Soul' på denne hjemmeside. I hendes bedste koncertoptagelser kommer hun hele følelsesregisteret igennem og uden at lægge fingre imellem når det drejer sig om en kritik af det ulige USA.

Simone var for naiv og uerfaren når det drejede sig om økonomi og kontrakter. Da hun var omkring de 25 år og stadig drømte om at blive klassisk pianist, solgte hun alle rettigheder for sin første LP fra 1958, Little Girl Blue, for 3.000 US dollars - men den indtjente over 1 million dollars. Jeg kan varmt anbefale The Nina Simone Story - en 4CD Box med titlen To Be Free uden at fremhæve enkeltstående numre. Hendes musik tjener ved, at man nærmest bliver indhyllet i den særlige og magiske Nina Simone-sfære. video - video 

Hvordan opfattes jazz andre steder?

En sjov ting er, at når man er andre steder i verden, f.eks. i Caribien, så er opfattelsen af jazz dér en helt anden. Den er meget bredere opfattet mange steder og nogle gange tænker jeg '... det her er da pop, soul eller bare lokal muzak'. For eksempel havde arrangørerne på Tobago Jazz Festival 2009 navne som Gloria Estefan, Elton John, Johnny Legend og Toni Braxton på programmet! For nogle år siden var der navne som Stevie Wonder, Sting og Patti LaBelle på programmet? Kommentarer er vel unødvendige.

Vi er mere jazz-puritanske herhjemme og udtryk som 'jazzpolitiet vogter' når vi udveksler musikalske holdninger hører man tit. Det fremragende danske jazz magasin Jazz Special har skrevet flere fine artikler om emnet. Se også her et bredt udsnit af caribiske festivals hvoraf nogle handler om jazz og musik der grænser op dertil.

Balkan Jazz

Jeg er spændt på hvad der sker på jazz fronten i Balkan landene som Bulgarien, Kroatien, Serbien, Bosnien, Albanien, Grækenland og tilgræsende lande som f.eks. Rumænien og Tyrkiet de kommende årtier. Der er mange fremragende musikere indenfor den rytmiske musik der som har fået mod på at blande de lokale musikformer med jazzens brede univers. Én musiker jeg absolut må nævne er tyrkiske Atilla Engin video der boede i Danmark i mange år. Check f.eks. 'Atilla Engin - The Istanbul Orchestra Conducted by Atilla Engin' - Group Turquoise featuring Gilad. Copyright-Atilla Engin (884502263824) 02-2009; Istanbul Records.

Trio jazz

En af mine store oplevelser for mange tiår siden var med en 'utroligt lille trio' - det var tenorsaxofonisten Jesper Thilo og guitaristen Doug Rainey. Skønt når 2-3 musikere bare kan kommunikere musikalsk på et plan hvor ord og forklaringer er ligegyldige. Én af de plader der virkelig lå på CD-afspilleren i mange år var 'The Kingdom' (Stunt Records STUCD 19703) video med bassisten Mads Vinding og den italienske pianist Enrico Pieranunzi. Den ramte lige i hjertet og gav frit løb for tanker og drømme. Sjældent høres Mads Vinding bedre og Pieranunzi er efter min vurdering én af de seneste 20 års mest interessante og vidtfavnende jazzpianister.

I den sammenhæng må jeg også en af de pianister jeg satte højest mens han levede, Michel Petrucciani, som jeg nåede at møde og interviewe flere gange - ligesom den dominikanske pianist Michel Camilo. Men Petrucciani var noget særligt video. Han var selv interesseret i al slags musik - soul, pop, bossa nova, samba, calypso eller f.eks. cubanske former som son montuno og bolero. Han kunne både de dynamiske numre der appellerede til kroppen og han kunne balladerne. video - video

Pianisten Kenny Barron skal også nævnes - ja, og 'vores egen' Kenny Drew, der sine seneste år indspillede utroligt mange lyrisk smukke albums med Niels-Henning Ørsted Pedersen (1946-2005) og enten Alvin Queen eller Ed Thigpen på trommer.

Jazz entusiaster

I øvrigt savner jeg jazzkenderen Bent Kauling (30.12.1941-7.4.2003) utroligt meget og tiden omkring 1970 hvor han og Lars Rich holdt hof i pladebutikken Bristol på Strøget i København. Tænk, man skulle ikke engang betale for at komme ind. Det var altid en fed oplevelse at høre dem fortælle historier fra jazzens verden. Engang havde jeg en jazzklub og sagde til Bent, at han altid kunne komme gratis ind - men han skulle selv betale for øllene. 'Kunne det ikke blive omvendt?' spurgte han hurtigt. Kauling var meget direkte, måske endda voldsom, men altid ærlig når han meldte ud hvad han mente - mest om jazz og især hvad andre mente om musik. Dét elskede jeg! Jeg har s'gu fået mange sandheder serveret af ham.

Videoklip om Ben Webster hvor Bent Kauling (ved 4:10)  fortællerom Webster

Ved en 'Jazz Blindebuk' i det danske jazzmagasin 'Jazz Special' siger Kauling: "De ti år i Bristol på strøget var med til at opbygge det image, jeg har rundt omkring. Der kom mange musikere. Ben Webster boede her i de år, og ham var jeg mægtig gode venner med. Jeg har haft Mingus, Earl Hines og Ella Fitzgerald oppe i butikken. Forestil dig, at der kommer en kunde ind fra provinsen. Ovre i hjørnet på det gamle hakkebræt sad Count Basie og Oscar Peterson og spillede firehændigt, mens Ella dansede til. De menige medlemmer af orkestret – det har været „Lock-jaw“ og sådan nogle – gik rundt og signerede plader for folk. Louis Jordan stod, i den periode han var her, kl. ni om morgenen med frakke og alpehue foran forretningen, og så var han her til kl. halv seks. Ben Webster sad deroppe med sin 'Fanta', sine pølser og sit wienerbrød. Dollar Brand og hans kone Bea Benjamin og børnene tilbragte også mange dage deroppe, specielt nogle af de vintre hvor det var koldt, for de boede på et lejet værelse nede i Istedgade, hvor der ikke var varme."

For mig var Kauling nok hvad Timme Rosenkrantz blev for min far. Jeg tror aldrig blindt på hvad jeg hører, men Kauling var én af dem jeg havde en stor tillid til, når det drejede sig om 'inside jazz' anekdoter og andre historier.

Omvendt har jeg problemer med alle der søger de nemme svar. Ikke mindst politiske. Dem der implicit ved hvad der er sikre hits på facitlisten. Kystbanesocialister og folk der skælder regeringen ud, uden selv at fortælle hvad den bedre løsning er og vil forsvare argumenterne fremover. Der er intet nemmere end at føre sig frem med tom politisk kritik, uden forslag eller argumenter til bedre løsninger. Og så er det underordnet, at personen har en god musiksmag...

Kauling havde ikke den helt store interesse i crossover jazz for at sige det mildt. Han var en anelse 'puritaner' som holdt sig til tiden op til måske slutningen af 1960'erne sådan som jeg husker det. Men læs lidt om hans jazzviden i denne blindebuk fra musiktidsskriftet Jazz Special.

Karl Emil Knudsen skal også nævnes, sammen med Arnvid Meyer. Og andre i jazz branchen som Henning Schädler og 20-30 andre.

Jazz-Soul, Jazz-Pop eller Jazz-World

Flere solister der har været placeret stilmæssigt i grænselandet mellem jazz og pop har ikke altid nydt den store respekt fra anmelderne herhjemme. Jeg tænker f.eks. på Bobby Darin og Peggy Lee. De to og flere andre 'crossover' solister fra især 1950'erne og 60'erne har dog haft stor betydning for musikbranchen og har bestemt også været stilskabende og efterladt sig tydelige spor som yngre solister senere har haft glæde af. Se og hør Darin i 'Mack the Knife' eller Lee i 'Fever' og så tænk på nutidige solister som dem der er nævnt herunder. Et andet par, der kan nævnes, er et samarbejde mellem Rickie Lee Jones og Dr. John  video.

Blandt de internationale navne der har stor succes må jeg naturligvis nævne navne som Natalie Cole, pianisten og sangerinden Diana Krall samt en række vokalister der hører til i omegnen af den noget 'tilbagelænede' Norah Jones stil og som nok både har et pop-publikum og et jazz-publikum. Det er for eksempel Stacey Kent, Madeleine Peyroux, spanske Jacinta, chilenske Claudia Acuña, bassist og sangerinde Nicki Parrott, pop-jazz med  Michael BubléLuciana SouzaJamie Cullum, Patricia Barber, Tony DeSare og Matt Dusk. Listen er næsten uendelig, men det er sjovt at der især er mange spændende canadiske vokalister. Måske er flere af dem forsvundet igen om et par år som dug for solen, men alt tyder på at den 'klassiske jazz' er ved at have et stort publikum som også kommer til koncerterne.

På den elektroniske funk-side har Herbie Hancock haft meget på hjertet i 1970'erne. Hans samarbejde med guitaristen Melvin Ragin (Wah Wah Watson) førte meget med sig Video: Chameleon - Video: Doin' It - Video: Secrets.

Jazz'en har også flettet sig ind i World Music begrebet. I mange lande, f.eks. i Haiti, har begrebet jazz været ensbetydende med dansemusik. Mange bands har derfor kaldt sig noget med ordet 'jazz' selv om det var lokal jazzmusik der ikke havde noget med jazz at gøre. I Sydafrika var der dog allerede i 1950'erne en masse gode eksempler på at vestlig jazz og lokale former kunne blande sig. Der var især fokus på den sydafrikanske 'pennywhistle' med navne som Spokes Mashiyane - se mere i afsnittet om Afrikansk musik. Det var også navne som West Nkosi, sangerinden Miriam Makeba, fluegelhorn / trompetisten Hugh Masekela, saxofonisten Winston "Mankunku" Ngozi men måske især pianisten Abdullah Ibrahim (Dollar Brand) og LP'en 'African Market Place' video - eller balladen 'The Wedding' video.

Dansk jazz

Da jeg var 20-22 år var jeg 'frontkæmper' for Ballerup Jazzklub og havde et tæt samarbejde med manager Walther Klæbel i 'Danish Music Centre' hvor hans søster Inga Lindgreen også arbejdede. Hun var dengang gift med Ole 'Fessor' Lindgreen - se også Fessor - der var leder af 'Fessors Big City Band' og ét af de mest behagelige mennesker jeg overhovedet har mødt i branchen.

Fessors blanding af dansevenligt jazz, R&B, jump og rock passede mig svært godt på den tid. Senere kom grupper som 'Søren Sørensens Swing Cats' til i samme blanding. Desuden var der naturligvis Papa Bue's Viking Jazz Band og ikke mindst Theis/Nyegaard Jazzband med Theis på trompet, Adrian på klaver, Krølle (Erik) på klarinet og Nyegaard på trombone. Vi arrangerede flere gange en 'Ballerup Jazz Festival' og engagerede både Fessor's band, Buerne og Theis/Nyegaard på samme aften - så kunne de spille kunne de! Når alle tre bands stod på samme scene samme aften, så tog de sig sammen. Det var AWESOME. Tænk, Bent Jædig kom og spillede med gratis hos Fessor fordi han ikke skulle noget andet den aften! Det var nogle fantastiske aftener.

Montmartre gennem 10 årI bogen her til højre kan man læse om hvilken fantastisk bredde indenfor rytmisk musik, især jazz, der er blevet præsenteret i Jazzhus Montmartre. Det bliver hurtigt et nostalgisk déjà vú.

I juli 1980 var der kronologisk følgende navne: Art Blakey's Jazz Messengers, Paul Motian Trio, Art Pepper Quartet, George Adams-Don Pullen Quartet, John Tchicai & Co., Egberto Gismonti, Pat Metheny Group, Dave Liebman Quartet, Jan Gabarek Quartet Orchestra, Tito Puente Latin Jazz Ensemble, Johnny Griffin Quartet, The Brecker Brothers Band, Dollar Brand Quintet, Ole Molin Trio, Anima, Leif Johanssons Orchestra, Fessor's Big City Band, Soul Service, Kenny Drew United, Trumpet Atmosphere, Rockin' Dopsie & His Cajun Twisters, Swingstyrke 7, Duke Jordan Quartet, Michael Urbaniak/Urzsula Dudziak Duo samt Leon Redbone.

Need I Say More? Jeg skal bare tage fat i bogen, så får jeg et dejá vù i ørene. Tak JJ og tak Kay Sørensen, Lars T. og Niels C. og alle de andre. Læs her om Jazzhus Montmartre.

I starten af 1970'erne, tog Lilli og jeg ofte ind og hørte rytmisk musik i Montmartre samt jazz i Jazzhus Vingaarden eller Tivolis 'Slukefter' og hvor der ellers var god musik. Jeg hører til dem der senere - i midten af 1980'erne - fuldstændigt faldt for danske Cæcilie Norby som jazz sangerinde. Det skete allerede ved en DR optagelse i Søpavillonen! Jeg hører også til dem der nærmest havde en afgrundsdyb beundring for Niels Henning Ørsted Pedersen - så meget, at jeg nærmest ikke turde interviewe ham da jeg senere redigerede 'Jazz Nyt' på P3. Også fordi hans musik-hukommelse var imponerende.

Blandt de væsentligste navne på de nordlige breddegrader vil jeg fremhæve frygtløse Mona Larsen - der lidt uforståeligt er blevet kaldt Danmarks eneste jazz-diva -  Veronica Mortensen der er opvokset i Århus og Athen, Grækenland, samt svenske Josefine Cronholm. Mona Larsens samarbejde med pianist og komponist Thomas Clausen skal specielt fremhæves, selv om hun ligeledes har haft stort udbytte af sit samarbejde med pianist og komponist Jørgen Emborg.

 

MIDT I MUSIKKEN - DR-TV programmer om jazz

I 1990 var jeg redaktør og vært for jazz-delen af DR-serien 'Midt i musikken'. Det var en meget hektisk tid for mig, fordi jeg dels havde mit fuldtidsjob, dels var redaktør af 'Jazz Nyt' på DR-radio og desuden var freelance forfatter og tog på en 3-ugers rejse til Trinidad & Tobago.

Men det hele lykkedes dog, trods alt. Den første udsendelse handlede bl.a. om en helt særlig dansk jazz-gruppe var Page One [fortsættes senere]

Page One - Midt i musikken

 

En anden dansk solist i TV-serien var guitaristen Søren Lee

Søren Lee - Midt i musikken

 

 

Verdensmusik og Jazz

På samme tid hørte jeg gruppen Natdamperen (Abel A LP 1) med saxofonisten Ole Kühl - gruppen Nada med LP'en 'African Flower' (Karma Music KMLP 8) der var én af Dan Turell's danske favoritgrupper. Mange år senere var det befriende at høre saxofonisten og trommeslageren Bo Jacobsen World Jazz Conspiracy. I det hele taget nød jeg når jazzen blev 'klonet' med anden rytmisk musik - ikke mindst verdensmusik og Balkan-musik. Hør f.eks. Bo Jacobsen's band med CD'en 'Thank You For Your Tips' (Beejay Music Records) som jeg anmeldte sådan i Djembe:

"Man får det godt i maven af denne CD. Det er krop, sjæl og – på én gang – både chancer og tryghed i det her. I mange år har jeg nydt at høre dansk world jazz, som for eksempel Nadas ‘African Flower’, Space Trains ‘Soul On Fire’ eller gamle Ole Kühls ‘Natdamperen’. Dette album er en enestående og en smuk forlængelse af disse. Det er især saxofonisterne Jens Haack, Michael Hove, Robin Watson og Kim Jensen, der skaber den særlige sound, der jævnligt oser af kwela og Sydafrika. Pianisten Ben Besiakow skifter, ligesom kapelmesteren selv på trommer og bassisten Niels Præstholm gør det, mellem at være diplomatisk tilbagetrukket og helt fremme med naturlig autoritet, når dét er nødvendigt. De ni originale kompositioner fra gruppen er homogene, udadvendte og historie fortællende. ‘Song for the Killer’ er en hymne, som nemt kunne være konspireret med Dollar Brand til denne overbevisende debut."

Mængden af danske jazznavne med noget på hjerte er overvældende. Jeg tror at der er mere jazztalent i Danmark pr. indbygger end i noget andet land i verden. Prøv blot at se hjemmesiden for pladeselskabet Sundance (Stunt Records).

Street Parade med Orion Brass Band

 


Tip:

  • Læs om de bedste og mest interessante solisters diskografier, albums og session dates på denne fine hjemmeside.
  • I 2010 åbnede det nye Montmartre i Store Regnegade, København - læs mere her.
  • Musik-citat (John McLaughlin efter hukommelsen): 'Om jeg så taler i 100 år, så kan jeg ikke udtrykke ét minuts musik'
  • Tjek denne blog om jazz
  • Det danske jazzmagasin Jazz Special

Opdateret 10/01/2017

Besøg  
110563