Vi bruger Cookies!     

         
 X     
Peter Krog

Passioneret musik- og rejsenarkoman


Rock-Beat-Pop og Folk-Rock

Jeg tager måske fejl, men jeg tror faktisk, at den musikudvikling der fandt sted fra 1965 - 1968 var mere omfattende og større end på noget andet tidspunkt i musikhistorien. For os der var teenagere dengang var det der skete på bare 2-3 måneder nogle gange nærmest en uoverkommelig omfattende musikudvikling.

Se også R&B, Soul & Funk

 

Min første live-oplevelse af et pigtrådsorkester med forstærkere og hele udstyret var i 1964 som 13-14 årig med The Blue Devils i Ballerups Blue Star Club. Jeg var i himmelen. Lyden af bassen, men også trommerne og el-guitaren. Fantastisk! De brugte VOX AC30 forstærkere og Ludwig trommesæt tror jeg. I åbningsnummeret skulle de altid stå med ryggen til publikum og så vende sig om én efter én - jo der var stil over det dengang.

SearchersDer var dengang næsten noget man kunne kalde et standard repertoire som grupperne nærmest skulle spille. Numre som 'Love Potion No. 9'  video - 'Do You Love Me' - 'Twist and Shout' - 'Oh, Carol' og tidlige Searchers samt Cliff & The Shadows numre. Det var faktisk The Drifters - The Coasters og mange sorte Doo Wop vokal grupper fra USA der havde indspillet mange af originalerne til de kopi-udgaver der kom med europæiske grupper.  Andre pop-navne fra 1962-63 var 'svenske Larry Finnegan med Dear One -Kathy Kirby med Secret Love og f.eks. John Leyton med Beautiful Dreamer

 

Nogle af de navne som europæiske solister og grupper var Dion Dimucci & The Belmonts med numre som The Wanderer og Come Go With Me der endda var endnu bedre i udgaven med The Del-Vikings.  Men nogle gange hørte man noget så 'mærkeligt' at grupper spillede 'In the Mood' der jo var et gammelt standardnummer med Glenn Miller.

Det var på den tid hvor man så småt var begyndt at danse twist til popsange med Chubby Checker der også kunne Limbo Rock og Do the Hucklebuck der faktisk byggede på riff'et fra et nummer med jazz altsaxofonisten Charles Parker. Men alt det var før Beatles og Lennon/ McCartney for alvor kom til fadet.

THE BEATLES - fra Twist And Shout til kopibands

Jeg tror det første nummer jeg hørte med The Beatles var fra LP'en Please Please Me der blev indspillet på 10 timer på én enkelt dag hvor John Lennon's stemme var slidt ned efter en turné med Helen Shapiro. Det var Twist and Shout som samtidig blev indspillet af Brian Poole & The Tremeloes. Begge versioner var på hitlisten, men Beatles 'vandt'. Beatles ændrede alt. Naturligvis. Det ved vi alle diskografi. Singlerne fra LP'en blev spillet overalt og enkelte af skolekammeraterne fik senere LP'en. Som jeg husker det var det ikke så mange danske bands der havde Beatles-numre på repertoiret i midten af 1960'erne - man turde ikke, tror jeg - men The Hitmakers var dog en solid undtagelse. Hitmakers blev også betragtet som de danske Beatles midt i 1960'erne. Og selvfølgelig var de også 'opvarmningsorkester' før de to Beatles koncerter i K.B. Hallen - se artikel af Søren Land her og Torben Sardorf her.

Mange år senere kom de 'ægte' kopibands og et par af mine yndlingsbands er Todd Rundgren's Utopia, f.eks. med 'I Just Wanna Touch You' video - fantastisk at Todd kommer så tæt på The Beatles.

Familiepop

Det var en tid hvor det vildeste musik i TV var 'gab-gab-gab' programmer med familiepoppens sikre 'sovepiller' - Perry Como, Dean Martin, Andy Williams, Frank Sinatra og andre fra samme skuffe - uge efter uge. Ikke noget at sige til, at de yngste teenagere blev begejstrede i 1964 da P.J. Proby kom på TV den 28. april 1964 i et show der hed "Around The Beatles".

På den tid, dvs. omkring 1964-66, var der utroligt mange beatorkestre i byerne landet over, hvilket betød at der jo også blev solgt en masse musikinstrumenter, forstærkere, højttalere, mikrofonsystemer og meget andet. Mange bands øvede sig på Shadows numre efter noder. Det betød at der hurtigt kom en 'opdeling' af bands både i repertoire og i generel tilgang til musik.

Der var stor forskel på at spille instrumentale Shadows numre efter noder og så synge og spille efter gehør og becifringer - uanset om det var klaver eller guitar. Mange store musiknavne - Chet Baker, Paul McCartney og vores egen Sebastian - har ikke lært noder, men spillede efter gehør. En musiker som Chet Baker havde måske 'det bedste øre' af alle og kunne 'falde ind' i et hvilket som helst ukendt nummer. 

Hitlister

I starten af 1960'erne handlede alt om at komme på hitlisten, dvs. en rating over de mest solgte grammofonplader, især single og EP plader. Og mange kikkede også på hvad der lå øverst på hitlisten i USA og UK - for så varede det ikke længe før de numre også blev populære i Danmark. Der findes mange forskellige måder at udarbejde disse hitlister på, men se disse eksempler: Top Songs . World Charts - Artikel. Nogle af de andre singleplader jeg husker bedst fra den tid som 'ren pop' var disse:

Lloyd Price: I'm Gonna Get Married - Frankie Vaughan: Hey Mama - The Marcels: Blue Moon - Barry Mann: Who Put the Bomb - Johnny Cymbal: Mister Bassman - Helen Shapiro: You Don't Know - Cliff Richard: Please Don't Tease - Dickey Lee: I Saw Linda Yesterday - Larry Finnegan: Dear One - Suzie: Johnny Loves Me - Tommy Roe: Browneyed Handsome Man - Chris Montez: The More I See You - Let's Dance - Jimmy Gilmer & The Fireballs: Sugar Shack - Haley Mills: Let's Get Together - Elvis Presley: I Got Lucky - Ruby & The Belmonts: Ruby Baby - The Spaniels: Goodnight Sweetheart - Frankie Lymon & The Teenagers

Sidstnævnte gruppe havde den unge, talentfulde Frankie Lymon vokalt i forgrunden. Han blev på kort tid, især omkring 1956-1957 som kun 13-årig, en meget stor stjerne, men døde som 25-årig efter at pop, R&B og rock musikken havde ændret sig og efter være blevet afhængig af hård heroin og anden hård narkotika. Hans historie fortæller lidt om hvor svært det var som farvet at undgå de kriminelle miljøer - ikke meget har ændret sig siden dengang.

Danske evergreens

Der var ikke noget at sige til, at Danmarks Radio manglede pop-programmer for unge mennesker i 1960-1962, men alligevel nød jeg når der blev spillet evergreens i radioen. Jeg blev f.eks. begejstret for komponisten Kai Normann Andersen (1900-1967) og senere Karen Jønsson (1909-42) der døde alt for tidligt. Begge havde et utroligt talent for at skrive iørefaldende sange man aldrig blev træt af. Ligesom svenske Evert Taube. I 2009 udsendtes en dobbelt CD med alt hvad der findes med Karen Jønsson. Naturligvis hedder den 'Hvorfor er lykken så lunefuld?' Der er også udsendt en 3CD box med det bedste af Kai Normann - og det er ikke så lidt. Han var både produktiv og talentfuld, men fik et spirituøst problem i den sidste del af livet.

Én af de 'gamle' kolleger fra DR, Hans Skaarup, producerede  nogle programmer der blev til en interessant 10 CD-Box med titlen Sådan lød det i 1950'erne hvor han havde samlet en kavalkade af autentiske  interviews/ indslag med navne fra datidens store politiske og historiske begivenheder, festlige statsbesøg og om livet i et stigende småborgerligt Danmark under store forandringer. Alt var sammensat med hans kommentarer og den tids populærmusik, f.eks. Raquel Rastenni med på landeplager som Vovsen i vinduet og Jeg rev et blad ud af min dagbog der endda kom med i Eurovision 1958 og fik en flot 8. plads. God melodi, men jeg tror ikke den ville have klaret sig i Dansk Melodi Grand Prix i dag. Når man hører de 10 CD'er glemmer man hurtig, at alt dette foregik for 'en menneskealder' siden.

Popklub i Skovlunde

Jeg var dog mest interesseret i den nye  'pigtråds- og beatmusik' og kom endda selv til at spille guitar, bas og trommer i miniformat, men det var nok grunden til at jeg allerede dengang altid så musikerne an - især trommeslagerne. De bedste var Torben Sardorf fra Hitmakers og Jan Pedersen fra Cliffters. Desuden skal nævnes The Scarlets der både har haft Johnny Reimar og søstrene Lecia & Lucienne vokalt i forgrunden. Især husker jeg deres flotte præstation live af Mamas & Papas nummeret 'Dedicated To The One I Love' - video.

I 1966 startede jeg og mine to brødre en popklub i Skovlunde der hed Centrum Club. Min ældste bror Erik skrev under på kontrakterne. Noget af det bedste ved klubben var nok at det var dér jeg mødte Lilli. Jeg insisterede på at vi skulle have et arrangement 'udenfor sæsonen' i maj måned, i håb om at Lilli dukkede op. Og det gjorde hun og vi fik lynhurtigt en sang der var 'vores' - det var You Don't Have to Say You Love Me  med Dusty Springfield.

Centrum Club fik Red Squares til Danmark i vinteren 1965/66, men kun hvis vi kunne skaffe dem et engagement mere, for ellers havde de ikke råd til at køre hjem igen. De ankom meget forhutlede via Frankrig i en beskidt kassevogn. Bassisten måtte låne min sømandsjakke da der skulle tages fotos, for hans egen jakke var ikke værd at se på. Men de tog Danmark med storm og fik sat fokus på falsetsang á la Four Seasons og Beach Boys. Men mange lignende vokalgrupper dukkede hurtigt op - f.eks. The Happenings der blev kendte med 'See You in September'.

DefendersAndre navne der kom på plakaten i klubben var svenske Lenne And The Lee Kings, britiske Mike Wallace & The Caretakers, The Hitmakers, Peter Belli & Les Rivals, The Shouts, Stoke Sect,  The DefendersMatadorerne og Nalle & The Big Sound og mange, mange andre. Mine favoritter var absolut The Defenders - både på grund af Ken Gudman på trommer og især på grund den helt eminente guitarist Jens Dahl. Men også lokale grupper som The Playmakers, The Sextons og The Rocking Chain havde stor succes i Centrum Club. Der var typisk fra 350 - 800 mennesker til koncerterne, afhængigt af navnet og spillestedet. Da jeg gik i 'realen' på Skovlunde Skole lavede jeg 'højttaleravis' sammen med en klassekammerat. Det var 15 minutter med snak og musik der kom ud på skolens højttalere i spisefrikvarteret. Og når vi havde 'skolebal' med The Defenders så måtte jeg naturligvis interviewe dem til højttaleravisen. Gad vide hvad Kenn, Rudolf, Jens og Flemming tænkte. Det var fedt.

Pludselig blev egne danske kompositioner og tekster interessante

I 1967 indspillede Steppeulvene LP'en "HIP" der blev ét af de mest epokegørende danske albums med navne som sangeren og digteren Eik Skaløe, Stig Møller (g) og Preben Devantier (dr). Gruppens bassist Søren Seirup var samtidig med i gruppen The Beefeaters med Peter Thorup (1948-2007). Disse to grupper satte helt nye internationale niveauer for dansk rock og blues-rock. Thorup blev også en fremragende producer for bl.a. Sebastian. På R&B siden fik vi i Danmark fine navne som Billy Cross, Kenn Lending og senest ikke mindst Mike Andersen video.

Dokumentarisk film fra 1988 'Kun for forrykte' om Eik Skaløe og Steppeulvene

Fest og ballade

Ballerup Kommune og flere andre kommuner var positive overfor disse pop-klubber, selv om der flere gange var temmeligt meget oprydning bagefter - og det var ikke kun omkring de idrætshaller og skoleaulaer som kommunen havde udlejet til os. Der var ofte fest og ballade i popklubberne, uanset om det var GladsaxeBrøndby eller Ballerup. Blandt de tidlige danske bands kan nævnes: Sir Henry & His Butlers der først og fremmest huskes for "Let's Go" hysteriet, de R&B mættede Defenders video, de mere 'bløde' Hitmakers video [med Paul Simon's 'Somewhere They Can't Find Me] som især spillede Beatles numre så man næsten ikke kunne høre forskel og så The Lions med Jan Due på leadguitar og Tonny Summers vokal, når de optrådte i Hit House med 'Skinny Minnie' - 'Sticks And Stones' eller 'Hit House Shake'. Det var fedt. Se i øvrigt hvad trommeslageren Torben Sardorf har skrevet på sin helt fantastiske scrapbog / hjemmeside om 1960'ernes pop og beatmusik hvor han jo selv, foruden Hitmakers, var med i utallige grupper og spillede bag mange solister. Og hvem husker ikke hans dynamiske trommer i 'Stop The Music' der blev et kæmpe skandinavisk hit! Du kan finde meget mere om danske beatgrupper på Frost Records. Interessante grupper der ikke udgav plader kan du læse om her.

Le Caroussel og andre spillesteder

Et af de fedeste steder at høre kvalitetsmusik i København, 1966-67 var Karrusellen - eller "Le Caroussel" som den fint skulle hedde - der lå på Axeltorv ved Vesterport Station. Scenen blev kaldt 'Servanten' og den var placeret helt oppe under loftet. Det var ikke altid lige smart når man ville se hvad trommeslageren lavede eller i det hele taget følge med i hvad musikerne gjorde.

Kurt Starlit har en bredt dækkende hjemmeside med en liste over nogle af de bedste navne der kom på Københavns heftigste spillesteder. I det hele taget er hjemmesiden et fremragende dokument på det farverige og festlige musikmiljø der var i København for både musikere og tilskuere. Ud over 'Le Carrousel' var der faste spillesteder som Giraffen, Jomfruburet, Hit House, Revolution, Nyhavn 41, Den Røde Pimpernel og mange andre Se hans hjemmeside og få et fedt flash-back!

Hit House video 

Læs også om den danske gruppe Lennons som var et godt eksempel på den slags 'pigtrådsmusik' der kunne høres i Københavns Sydhavn omkring 1964-65.

Min største oplevelse var afskedskoncerten med Spencer Davis Group og især sanger, guitarist og organist Steve Winwood der så kompetent fortolkede 'Nobody Knows You When You're Down And Out' samt 'Georgia On My Mind' og mange andre. Gruppens album 'Autumn 66' er stadig en af mine favorit LP'er fra den tid. Ray Charles må have været stolt over at høre hvad sådan en 16-17 årig hvid dreng (han kom tit til prøverne i korte bukser!) kunne få ud af at lytte til 'Brother Ray'. Senere dannede han gruppen Traffic og kom med i alle supergruppers 'moder', Blind Faith.

Der findes sjove video-klip med Steve & Spencer Davis Group, f.eks. med numre som 'When I Come Home', Nobody Knows You When You're Down And Out, Somebody Help Me og Keep On Running og den instrumentale 'On the Green Light' skal nævnes. Alle nævnte titler / video klip er fra den næsten ukendte ungdoms film 'The Ghost Goes Gear' fra 1966.

P3, temaprogrammer samt 'Pop Nu' og 'Pop Før'

Mange år senere kom jeg selv til at sidde bag mikrofonen på onsdage i P3 programmet 'Pop Nu' med nyudsendte plader kl. 15:00 samt 'Pop Før' med de gamle plader kl. 19:00. I den tid kunne jeg 'høvle' al den gamle fede popmusik af, jeg næsten havde lyst til. Mindre kendte navne som f.eks. Downliners Sect eller nogle af mine favoritter som Helen Shapiro med Walking Back to Happiness -  'You Don't Know' eller f.eks. 'Queen for Tonight' - videoFrankie Vaughan med Hey Mama fra 1963 eller flere tusinde andre. Mange numre var rene dansehits der gjorde sig fint på Bendixens Danseskole i starten af 1960'erne.

Min første rigtige udsendelse var et tema der handlede om Ry Cooder som både var en fin guitarist og sanger, men som især udmærkede sig som nyfortolker og arrangør af mindre kendte numre og senere for at integrere amerikansk musik med afrikansk, mexicansk og cubansk musik - hør og se ham live her i en fortolkning af Woody Guthrie's Do Re Mi - med mexikanske Flaco Jimenez på accordion.

I midten af 60'erne hørte vi alle de nye hits på pirat stationer som Radio Caroline - Radio London og Radio Merkur der med sin meget høje mast, bygget i 1958 på Stege Skibsværft, lå ude i Østersøen og sendte 'helt ulovligt' og til glade for en masse teenagere især.

Og på P3 hørte man jo 'Efter skoletid' i radioen og hørte den unge Mylle fortælle historier om solister, grupper og indspilningerne. Det var derfor også en 'fed' oplevelse senere selv at møde en masse gamle pop-helte og interviewe dem.

Som DR-medarbejder fik jeg mulighed for at tale med mange spændende musikere - lige fra Ray Charles til Grethe Sønck... men her er det Jeff Lynne der var på besøg med Electric Light Orchestra

Det gjaldt for eksempel Eric Stewart og Graham Gouldman fra 10 CC. Stewart havde tidligere været med i Wayne Fontana & The Mindbenders og Gouldman havde skrevet hits som 'For Your Love' til The Yardbirds, 'Bus Stop' og 'Look Through Any Window' til The Hollies, 'No Milk Today' til Hermans Hermits og så videre. Der var nok at tale om - både om gamle dage og om fremtiden.

Jeff Lynne fra Electric Light Orchestra havde i sin tid været med i The Move, og da jeg talte med ham, havde han netop været sammen med Paul McCartney og senere kom han jo til at indspille med George, Paul & Ringo - samt i Traveling Wilburys. Jo, var man til pop og rock, så var dette himmelen.

Revolver - det bedste album

Meget forandrede sig efter Beatles-albummet Revolver som jeg stadig i dag mener er det mest skelsættende og interessante album - Revolver (Full album). Se iøvrigt en artikel fra magasinet Rolling Stone som har samlet statistik og materiale til en vurdering af hvilke albums der vurderes som De 500 bedste LP/CD'er i historien - er du enig? The Beatles var så populære, at deres sekretær Good Ol' Freda fejede hårlokker op når bandet var til frisøren, for at kunne sende nogle totter med posten til nogle af de mest vedholdende fans! 

Dansk rock blev i slutningen af 1960'erne mere 'rød stue'. Det var slut med blot at kopiere amerikansk og britisk popmusik. Men man var helt sikkert smittet af hvad der politisk foregik i USA især hvor sammenhængen mellem musik og politik blev markeret i mange storbyer. Herhjemme eksperimenterede man med 'nye samfundsmodeller' i Frøstruplejren - eller Thy-lejren. Læs en anmeldelse af Peter Øvig Knudsens bog 'Hippie' her der især drejer sig om de 74 dage i Thy.

USA og UK

Hver uge havde sit store hit - ja nogle gange kunne det skifte i løbet af ugen. Udviklingen gik utroligt hurtigt, både den tekniske indspilningskvalitet, kreativiteten og måden at komponere på. Jeg vil påstå, at musikken udviklede sig mere fra 1962-68 end på noget andet tidspunkt i musikhistorien. Men måske er jeg inhabil til at komme med den udmelding.

To epokegørende TV-shows fandt sted i 1964. Det ene i USA og det andet i England. I begge tilfælde blev der lagt vægt på at præsentere noget af det mest populære og dynamiske i pop, beat, R&B og soul på netop dét tidspunkt - begge shows er her i fuld længde, selv om det engelske starter med noget der mest af alt ligner en optakt til The Monty Python Show

T.A.M.I. Show 1964    -    Around The Beatles 1964

Men for mig var 1966 måske det musikalsk mest spændende år for 'beatmusikken'. Én af mine yndlingsgrupper var Spencer Davis Group og jeg hørte deres 'Autumn 66' evig og altid. Men tænk ellers blot på LP'er og singler som Beatles'  Revolver - Dylan's tre albums i 1965-66 f.eks. den første med Like a Rolling Stone eller hele dobbelt albummet Blonde On Blonde - Jimi Hendrix med Hey Joe video. Den lyd og atmosfære Beatles, Dylan og Hendrix skabte var fra en anden verden. Da Dylan væltede på sin motorcykel, var det en passende anledning for ham til at holde en længere pause for at få styr på helbredet og familien. Se denne dokumentarfilm om historien. Eller denne video.

Moget af de vildeste på den tid, synes jeg, var sangeren (The Crazy World of)  Arthur Brown med nummeret Fire - eller Julie Driscoll med Brian Auger's Trinity og numre som Tramp eller her på TV live det gamle Animals nummer Don't Let Me Be Misunderstood.

Til gengæld syntes jeg at musikudviklingen næsten stod stille omkring 1970-72. Selvfølgelig passer det ikke, men den udviklingshastighed der var i midten af 60'erne var faldet til jogge-niveau. Det var navne som Santana, Blood Sweat & Tears, Chicago (Transit Authority) og senere Earth Wind & Fire der igen satte gang i den. Og senere opdagede jeg fantastiske navne hvis plader aldrig nåede til Danmark men havde deres egne ideer i starten af 70'erne.

Guitaristen David Lindley har spillet med alle de største og alle dem der tør gå nye veje, f.eks. gruppen Kaleidoscope som Erik 'Spadestik' Kramshøj var flink til at spille i P3. Jo kunne også nævne et par andre af mine store guitar og dobro helte, nemlig Ry Cooder og Jerry Douglas hvoraf sidstnævnte er en uundværlig del af Alison Krauss & Union Station.

Og Paul Simon - tænk på hans flirt med afrocaribiske rytmer, Soweto jive og kwela fra Sydafrika som på 'Graceland' albummet eller peruviansk folkemusik som i El Condor Pasa. Hør og se ham her på slap line i Me and Julio Down By the Schoolyard.

Bob Dylan

Der er ingen tvivl at Bob Dylan har været min altoverskyggende inspiration på folk-rock området igennem flere årtier. Da filminstruktøren Martin Scorsese producerede DVD'en No Direction Home på baggrund af hans interview med Dylan og utallige spændende historiske filmklip fra midt 60'erne, var det som at få serveret utallige anekdoter og historier om en af mine helte på et sølvfad. Det var især kendte anekdoter som næsten alle nu blev bekræftet. En fremragende dokumentation hvor man får historien om at Dylan ligefrem stjal én af sine venners vigtigste LP'er med Woody Guthrie m.fl. fordi det var den næring han havde brug for som kunstner for at få skabt sin ufattelige identitet. Eller Joan Baez der fortæller, at Dylan kun tænker på hvad der er godt for Dylan. Og måske - kun måske - er det netop dér han viser at han i 1962 havde solgt sin sjæl til djævlen. Den pagt han indgik blev synlig for de nærmeste i inderkredsen.

Fra 1964 til juli 1967 arbejdede Dylan nærmest døgnet rundt og hans produktivitet var enorm. Men de intellektuelle kunstnermiljøer han bevægede sig i var også kendte for løsagtig omgang med narkotika i alle vægtklasser. Fra august 1967 og frem til starten af 1970'erne var der relativt stille omkring Dylan. Der var faktisk et par måneder i sensommeren 1967 hvor ingen rigtigt vidste hvor han var. Officielt var det på grund af hans såkaldte motorcykel ulykke, men andre var sikker på, at han var på narko afvænning. Han kørte givetvis på sin motorcykel den 27. juli 1967 og kom galt afsted, men mange filmklip fra 1967 viser en ligbleg, udmattet Dylan med zombie agtige bevægelser. Ingen tvivl om at han havde brug for at blive afgiftet.

Jeg var dengang én af hans 'tro disciple' der var blevet omvendt af hans LP'er fra 1965 og 1966, som den dag i dag stadig står som noget af det ypperligste i rockhistorien. Men dén Dylan der kom tilbage til livet igen senere var helt klart en afgiftet og afbalanceret, rolig Dylan med fokus på de musikalske rødder og familien. video - Video: Tempest -

Lille musikrevolution

I slutningen af 1960'erne og omkring 1970 var det helt slut med traditionel pigtrådsmusik og det med at spille gammel pop og rock. Det der skete var nærmest en ny musikrevolution. Navne som Burning Red Ivanhoe, Alrune Rod, Day of Phoenix, Ache, Røde Mor og Culpepper's Orchard satte flere nye kurser for dansk rock. En ny dimension var mere folkorienterede grupper som The Immigrants og Cy, Maia & Robert. Se f.eks. hvor mange sammenhænge Ken Gudman har været med i. Bassisten Peter Ingemann var også med i utallige sammenhænge, selv om han næppe regnes for én af de væsentligste musikere i dansk rock. Hans betydning er dog ikke ringe, for han har ligesom folk som Arne Würgler haft et økonomisk, strukturelt og organisatorisk talent, hvilket branchen i den grad havde brug for.

 

De største navne hædres

Ny populærmusik er nærmest altid forfærdeligt at høre på for den ældste generation i de første cirka 25 år. Men når der er gået 30-40 år, og det værste musik er sorteret fra, så bliver selv de mest udskældte musikere og sangere rost til skyerne af respekterede præsidenter, konger, statsministre, premierministre og alle andre med høj status. Sådan var det med jazz'ens største navne og nu også med pop og rockmusikkens største navne, både lokalt og internationalt. Sting, Stevie Wonder, Mark Knopfler, Eik Skaløe (Steppeulvene), Gasolin', Sebastian, Elton John, John Lennon, og mange andre. I 2012 blev Paul McCartney f.eks. hædret: Paul McCartney hædres  

 

En kunstner med et fotografiapparat

Leibovitz - en kunstner med et fotografiapparat.Jeg har lige siden midten af 1960'erne nydt mange musikfotografers dedikerede arbejde. Det handler om at være 'usynlig'; at kunne bevæge sig rundt blandt musikerne uden at blive lagt mærke til. At have et lille kamera man kender ud og ind; som kan tage billeder en brøkdel af et sekund efter duså motivet komme til dig.

Én af de bedste musikfotografer er amerikanske Anne-Lou 'Annie' Leibovitz - nok den mest interessante af rockens mange fotografer. Der er produceret en fremragende dokumentarfilm om Leibovitz og hendes lange karriere som tog fart da hun blev i 1970 engageret i musikmagasinet Rolling Stone. Hun tog billeder fra et miljø som ingen anden - både på og udenfor scenen.

 

Annie Leibovitz turnerede som fotograf med de største - ikke mindst The Rolling Stones i starten af 1970'erne. Og så fotograferede Leibovitz portrætter som ingen anden, f.eks. John Lennon og Yoko Ono. Hun vendte på en tallerken 180 grader da hun i 1980 blev stjernefotograf på Vanity Fair men blev på ingen måde mindre interessant. Næsten alle hendes idéer blev til 'guld' når hun fotograferede de kendte politikere, præsidenter, rige virksomhedsejere, skuespillere og andre berømtheder.

Eksempler på The Annie Leibovitz GallerySingapore Exhibition - Annie Leibovitz Homepage - Documentary - Om Art Sy

 

 

R&B Cross Over

Hvem er den mest berømte danske blues musiker? Ja, den danske mundharmonika spiller Oskar Levetin Hansen rejse som 18 årig til USA hvor han i Los Angeles mødte Eric Burdon fra de britiske Animals og sammen dannede de gruppen War. Oskar  kom naturligvis til at hedde Lee Oskar i USA og han fik siden en fantastisk karriere. Ét af mine mange favorit-albums er faktisk hans Before the Rain fra 1978. Det er musik med rødder i både blues, r&b, latin og den skandinaviske tone. Mange mundharmonikaspillere henter netop inspiration fra forskellige genrer - tænk blot på Toots Thielemans. Men der kom flere andre britiske sangere med 'sorte' stemmer - Mick Jagger, Steve Winwood, Van Morrison og Joe Cocker - video. Men allerede omkring 1963-64, var Manfred Mann video og Georgie Fame video nogle musikere som jeg nød pga. deres blanding af jazz, r&b, pop og rock - samtidig med at musikken var heftig og glad dansemusik.

Joe CockerSiden gruppen War var der mange grupper med r&b baggrund jeg faldt pladask for. Én af dem var E med dgar Winter, lillebror til Johnny Winter, og hans gruppe White Trash da sangeren hed Jerry laCroix video. De udgav et fedt studiealbum samt et dobbelt live album video. I starten af 1970'erne udviklede de to en soul-funk-r&b mættet rockmusik med saxofoner og blæsere der blev en forrygende r&b cocktail. Andre grupper var på samme tid godt i gang med fyldige og energiske blæsersektioner i nuancerede former - det var bl.a. Chicago Transit Authority med Daniel Seraphine på trommer og Terry Kath på lead guitar f.eks. med Steve Winwood's I'm a Man , Blood, Sweat & Tears, Mad Dogs And Englishmen turneen i marts 1970 med Joe Cocker, Leon Russell m.fl. og ikke mindst den helt store funk dynamo Earth, Wind & Fire.

Guitaristen Carlos Santana flirtede meget med latin musikken på samme tid, men hans musik gik ikke i retning af de store dominerende blæsersektioner. Tiden har vist, at hans latin-rock revolution har været den mest levedygtige og været medvirkende til at bygge bro mellem mellem den store spansktalende befolkning i USA og den engelsksprogede befolkning i den vestlige verden.

De navne jeg har nævnt her, har alle været utroligt styrende på min musikinteresse i starten af 1970'erne som jeg generelt ellers følte var nogle musikalsk relativt kedelig år. Grupper som Slade, Sweet og næsten alle heavyrock grupper, kunne næsten give mig musikalske depressioner.

It's Still Rock'n'Roll to Me

Jeg startede med at freelance på DR-radio sidst i 1977 og min rock-pop interesse blev naturligvis påvirket af den musik jeg fik kontakt med der. Det var navne som Bruce Springsteen, Bob Seger, Dave Edmunds, Nick Lowe og deres fælles gruppe Rockpile. Desuden Southside Johnny & The Asbury Jukes og visse af punk-rockens navne, som f.eks. Elvis Costello.

I 1978 interviewede Hans Otto Bisgaard og jeg Costello i fællesskab. Lige inden da havde der været en episode hvor Costello kastede en sodavandsflaske mod en fotograf der fotograferede selvom Costello's hidsige manager havde forbudt det. Al denne tåbelige aggression var punkrockens image og i dette tilfælde medførte det en reaktion mod Costello. Jeg følte allerede dengang, at det hele kun var et skuespil og at Costello var et uproblematisk menneske at snakke med og at han allerede dengang var musikalsk bredt funderet.

Engang i 1977 havde Costello skrevet og indspillet nummeret 'Allison' der blev en klassiker i country genren da Linda Ronstadt indspillede den straks efter. Allerede i 1971 havde hun Don Henley og Glenn Frey i sit band og jeg mener, at nummeret 'Rock Me On The Water' var det første The Eagles indspillede sammen, men som backing for Linda Ronstadt. Ingen tvivl om at navne som Eagles og Steely Dan var noget af det bedste der skete i 1970'erne på rock-pop-funk fronten. Det er musik der nærmest holder evigt og mange studiemusikere ville nærmest arbejde gratis for at være med på en Steely Dan-LP.

Alle talte i slutningen af 1970'erne om den nye lyd og den nye punk eller new wave - men det var dybest stadigvæk rock'n'roll, som Billy Joel sang. Bølgen førte fine navne med i slipstrømmen. Tænk blot på The Police og Sting, Dire Straits og Mark Knopfler. Og tænk på hvor langt rundt på kompasset Sting og Knopfler er kommet med deres musik sidenhen. Ufatteligt. 

Good Rocking Tonight

I 1980 skulle jeg for P3 interviewe Roy Brown der var ham der i 1949 skrev klassikeren Good Rocking Tonight som Elvis indspillede i 1954. Han var en 'jump blues shouter' en særlig stilart der kom lige før rhythm & blues.

Roy Brown fortalte varmt om sit venskab med Elvis og om hvilken betydning det fik for hans egen karriere, at Elvis havde indspillet én af hans sange.

Brown var også en fremragende crooner som vi for eksempel kendte det fra The Mills Brothers og han kunne synge fuldstændigt som var det Bing Crosby og gav flere eksempler på det som jeg optog. Han var afgjort en af de mest sympatiske solister jeg har mødt og interviewet. Venligheden selv. Året efter døde Brown pludseligt og urimeligt.

Punk, New Wave, Jazz-fusion og rock'n'roll revival

Jeg mødte også rockabilly revival sangeren Robert Gordon omkring samme tid. Han var blevet træt af punk rocken og at synge tekster som "I'd rather slash My wrist or cut My throat than spend the night with You..." Jeg forstod ham. Han havde altid været begejstret for tidlig rock'n'roll, dvs. især den rockabilly der blev skabt omkring Sun studierne i Memphis, Tennessee. I sit band havde han guitaristen Link Wray og bassisten Rob Stoner. Sidstnævnte havde indspillet og turneret med Bob Dylan i nogle år. Mange kom dog især til koncerten for at høre det gamle guitarfænomen, Link Wray, der stadig efter sin død er en legende i rock musikken.

Gordon fik først succes med et gammelt Billy Lee Riley hit fra Sun studierne, 1957. Det var 'Red Hot' som havde al den dynamik og strukturerede vildskab man kunne ønske sig i rock'n'roll når der skulle danses jive og jitterbug. Gordon's indspilning var nærmest et mirakel og hans kraftige baryton stemme var perfekt til sange som der lige så godt kunne være indspillet af Elvis i 1954-58.

Det var nok det tætteste man overhovedet kunne komme den stemning og feeling der dominerede dansegulvene i midten og slutningen af 1950'erne. Andre kopister kunne herefter blot gå hjem og skamme sig. Men det var ikke let for Gordon, at skulle indspille et Elvis nummer. Der gik en rum tid før han turde. Jeg tror, at det første han indspillede var 'One Night (With You)' - men det var ligesom for farligt at læne sig op ad The King. Albummet 'Fresh Fish Special' tog iøvrigt navn fra lidt Elvis historie. I filmen 'Jailhouse Rock' spørger én ham hvad han kalder sin nye frisure - og svaret er 'Fresh Fish Special'.

Det var en fornøjelse, at interviewe Robert Gordon. Et behageligt og ærligt menneske der drømte sig tilbage til 1950'ernes rockabilly. Gordon havde iøvrigt også Billy Cross og den eminente Chris Spedding med på leadguitar ved flere indspilninger. Spedding's single 'Gunfight' er et sandt lille mesterstykke.

I en helt anden boldgade på mange måder var Ian Dury (1942-2000) And the Blockheads. Dury, der havde polio, skabte med tiden - selv om han var en del af punkbølgen - en interessant fusion af jazz, avantgarde, rock og punk. Gruppen optrådte på Roskilde Festival i 1981.

Ian Dury And the Blockheads - Hit Me With Your Rhythm Stick

Elvis' gospel

Da jeg som 13-årig så filmen 'Den gyldne guitar' eller Loving You fra 1957 blev jeg Elvis-fan. Jeg så filmen mange gange, ligesom 'Øst for Paradis' med James Dean. Man kan spørge sig selv hvad det helt præcist var der var så appellerende i disse film. Under alle omstændigheder følte jeg at jeg selv var lidt med i begge film og kunne nemt relatere mig til flere af filmenes scener.

I mine unge år følte jeg, at Elvis var den der betød mest musikalsk for mig. Hans utallige gospel indspilninger er enkle, men uhyre effektive og medrivende - dem bliver jeg aldrig træt af. Der er iøvrigt udsendt en dobbelt DVD med titlen He Touched Me der sætter fokus på hans forhold til kirkens sange og gospel-vokalgruppernes harmonier, ikke mindst basstemmen som Elvis selv gerne ville have været beriget med. Siden Elvis' død er det først med Aretha Franklin's Amazing Grace album og senere Andrae Crouch jeg igen har følt et 'kald' i den genre. Crouch skriver nogle fantastisk medrivende gospelnumre og hans personlighed gør det nemt at blive 'omvendt'.

Ernst Mikael Jørgensen der var pladeselskabschef i 1980'erne, begyndte at udvikle sig som musikhistoriker og Elvis-researcher. Han havde udarbejdet den til dato bedste eksisterende Elvis-diskografi og blev senere ansat som konsulent og producer af RCA og Elvis Presley Enterprises (EPE). Ernst havde fået lov til at lede i RCA's kælder hvor der lå masser af kontrakter og dokumenter på enkelt-indspilninger som skulle udsendes - alt med Elvis originale signatur på, som bekræftelse på at det var lige netop dette 'take' der skulle bruges. Man kontrollerede ikke om Ernst havde glemt at lægge nogle af disse indspilnings-bekræftelser tilbage i mapperne igen da han var færdig med at lede i kælderen og skulle hjem. Godt for ham, for han blev senere ansat og har siden været den måske mest værdifulde person i forretningen Elvis Presley når det handler om at skabe biografiske og diskografiske data vedr. indspilningssteder, koncertsteder, musikere, datoer og ikke mindst sammenhænge mellem alt dette. Se blot her om hans rolle og engagement i Sun-projektet. men desværre har pengemændene bag EPE mere dollars end musik-historie i hovedet - se denne artikel.

Van Morrison og Georgie Fame

Et af de navne fra 1960'erne jeg aldrig vil slippe er 'The Belfast Cowboy' nordirske Van Morrison fra East Belfast. George Ivan Morrison startede sin karriere med gruppen Them. Ligesom Eric Burdon fra The Animals havde han en vokal der signalerede blues og jazz rødder - en slags 'blue eyed soul'. Han er imponerende aktiv: Morrison er blev far igen som 64-årig, så nogle er begyndt at kalde ham Chaplin.

Han musikalitet rummer nærmest alt vestlig musik - både r&b, big band jazz, gospel, rock'n'roll, folk, country, hillbilly, irsk traditionel folklore, beat og pop. Det er ikke meget han har bevæget sig i verdensmusikken, men ellers er han kommet godt rundt omkring. Hans team-up med Georgie Fame har været en fryd. Begge flirter jo med nogenlunde samme genrer og Fame har ligesom Morrison jo givet koncerter med Radioens Big Band - og med kanon succes. Jeg købte i 1968 LP'en Two Faces of Fame som overbeviste mig om hans brede musikalske formåen.

Georgie Fame flettede musikalske fødder med r&b, jazz, jamaicansk bluebeat, pop og meget mere.

Hør Morrison og The Chieftains i 'Shenandoah' fra den smukke filmmusik til The Long Journey Home fra 1998 og iøvrigt al den anden billedskabende irske musik fra samme CD.

Jeg besøgte Van Morrison's barndomshjem på Hyndford Street 125 i East Belfast og opdagede, at det var blevet købt af Kulturministeriet og bliver godt bevaret. Det er et beskyttet rækkehusmiljø med få kvadratmeter, højst 80 m2 i to plan - og nærmest ingen trafik.

Udenfor området lå de meget store og dyre villaer som lille Ivan kunne drømme om mens han stjal sig tid til at lyttede på radiostationer der spillede klarinettisten og sopransaxofonisten Sidney Bechet samt et utal af blues navne. Det var her at hele Morrisons fantastiske univers blev formet mens han lyttede til 'the wireless'.

Jeg har aldrig interviewet Morrison, men det var sjovt at tale med folk der huskede ham som ung eller som havde talt med ham når han kom forbi og skulle se sit gamle barndomshjem. De sagde helt klart, at han var et beskedent menneske - og faktisk også lidt indadvendt. Der var endda nogle år i slutningen af 1970'erne hvor han kun sjældent optrådte af samme årsag. Det er sjældent, at man i populærmusikken ser andet end udadvendte, næsten excentriske personligheder, men Morrison bruger musikken til at få afløb for sin meget perifere ekstroverte præferencer. Han fortæller om det på Del 2 video der er et spændende og informativt interview fra TIME Magazine. Se også Del 1.

Den unge Ivan, der var enebarn, boede på Hyndford Street fra han blev født den 31. august 1945 til 1961 hvor familien flyttede.

Én ting er at interviewe en stor kunstner, en anden ting er at se deres barndomshjem. Det var lidt bevægende. Van Morrison hører til min absolutte Top 10 liste over nulevende kunstnere der har haft størst betydning på mit musikliv.

 

De største navne hædres

Ny musik er nærmest altid forfærdeligt at høre på for den ældre generation i musikkens første måske 25 år. Men når der er gået 30-40 år, og det værste musik er sorteret fra, så bliver selv de mest udskældte musikere og sangere rost til skyerne af respekterede præsidenter, konger, statsministre, premierministre og alle andre med høj status. Sådan var det med jazz'ens største navne og nu også med pop og rockmusikkens største navne.

Tænk blot på 'punk' navne som Sting og Mark Knopfler eller Elvis Presley der blev betragtet som en uopdragen lømmel i starten, John Lennon ligeså, Stevie Wonder, Marvin Gaye og mange andre. Herhjemme var det måske navne som Eik Skaløe (Steppeulvene), Kim Larsen og Gasolin', Sort sol, Sebastian - og ja, selv Michael Falch med Malurt var ikke alle svigermødres drøm de han kom frem. I 2012 blev Paul McCartney hædret: Paul McCartney hædres 

 

Britisk folkemusik i 1960'erne

Folkemusik interessen fra USA i 1960'erne bredte sig til Europa og i Danmark opstod især en stor interesse for irsk og skotsk folkemusik. Vi hørte The Dubliners, Alex Campbell og Ian Campbell Folk Group. Jeg blev især begejstret for guitaristerne John Renbourn og Bert Jansch. Deres fælles gruppe Pentangle er også værd at nævne. Sandy Denny (1947-78) hørte jeg naturligvis først med Fairport Convention og med gruppen Fotheringay som hun dannede med sin mand Trevor Lucas men senere fik jeg LP'en med Alex Campbell & Friends hvortil Denny i marts '67 sang den fantastiske The False Bride. Mageløs stemme.

Flere år senere hørte jeg Erik Kramshøj som redaktør af DR P3 'Folk Nyt' præsentere en solist der hurtigt blev en af mine yndlingsstemmer og lyrikere, nemlig Vin Garbutt.

Jeg kendte engang en svensk pige der som 16-17 årig havde rejst rundt i Europa sammen med Alex Campbell og nogle af hans andre venner. Hun fortalte, at de stort set aldrig betalte for at bo noget sted. Alex og vennerne blev altid inviteret hjem hos folk lige så snart de hørte ham synge og spille. Og kom der penge på bordet, blev de omgående omsat i rødvin eller øl. Hendes fortællinger om Alex der beskyttede hende som en far og om det farverige liv, især i Frankrig, var fyldt med billeder.

Når folk bliver til popmusik

Det mest populære folk navn i Europa fra 1963-1968 var helt sikkert australske The Seekers med Judith Durham - hør I'll Never Find Another You, skrevet af Tom Springfield. De tog skridtet videre fra The 2nd Folk Movement og gjorde det til pop musik. Mange havde vist den opfattelse at når man spillede akustisk, så var det folk....

Hør også folk-trioen The Springfields med Dusty Springfield og bror Tom der også havde skrevet en sang som The Seekers indspillede senere, nemlig Island of Dreams.

Judith Durham forlod The Seekers som opløstes i 1968 og selv 25 år senere kunne man stadig høre deres repertoire blive spillet rundt på hotellerne omkring Middelhavet af lokale farverige amatør grupper, som det sikreste af alle musikalske indslag for turisterne. I 1969 dannede et af den gamle gruppes medlemmer en ny gruppe under navnet The New Seekers med behersket succes.

Mountain Music og Bluegrass Nitty Gritty: fiddle og 5-strenget banjo

Inspirationskilderne i folkmiljøet er uudtømmeligt - ligesom den irske sangskat. Da jeg var freelance musikjournalist på DR interviewede jeg musikere fra næsten alle væsentlige genrer, men folkmiljøet havde helt klart de mest behagelige mennesker - både på scenen og blandt publikum! Musikerne var 'nede på jorden', gode til at fortælle i billeder og var på alle måder nogle elskelige mennesker der ofte levede hver dag som var det den sidste i livet. Måske også en anelse politisk frelste og smittet med en 'positiv' eskapisme. Blandt dem jeg selv har interviewet vil jeg fremhæve gode folk fra Woodstock Mountain Revue som Bill Keith, Happy Traum, John Herald og Jim Rooney.

En helt enestående amerikansk spillemand er violinisten Mark O'Connor. Han spiller mange forskellige instrumenter og bevæger sig let i alle tænkelige genrer - fra klassisk, western swing, til f.eks. jazz og bluegrass. Han er én af de mange koryfæer der har optrådt som gæst på DVD-serien Transatlantic Sessions Volume 1. Se hans diskografi og du vil opdage, at det nok kun er dobro-virtuosen Jerry Douglas der har medvirket i flere sessions som studiemusiker. Se og hør O'Connor her i en optagelse fra 1975 som et kun 13-årigt supertalent. Eller her en del år senere med Sam Bush, Tony Rice, Jerry Douglas og den både fantastiske og vidtfavnende musiker Bela Fleck - need I say more?

Bill Keith har været i Danmark nogle gange og vist hvordan man spiller bluegrass og meget andet på en fem strenget banjo. Denne fine stilart høres mange steder i verden - f.eks. er den meget populær i Italien - og på nettet kan man se et flot eksempel demonstreret i Earl Scruggs' Randy Lynn Rag.

Blandt dem jeg selv har interviewet vil jeg fremhæve gode folk som Bill Keith, Happy Traum, John Herald og Jim Rooney. Happy Traum var på Roskilde Festival 1978 i Folkteltet med stor succes. I 1971 havde han indspillet en række akustiske numre med Bob Dylan til et Greatest Hits album. Sammen med sin bror Artie Traum var han også en uundværlig del af folkemusiker kollektivet Woodstock Mountain Revue hvor også gode folk som John Sebastian var med.

Et andet 'musiker kollektiv' er Nitty Gritty Dirt Band  video der har haft en meget farverig og sammensat historik. Den første LP jeg fik med dem var Uncle Charlie And His Dog Teddy fra 1970. Der var pop, folk, gospel, country og lynhurtig 5-string banjo picking bluegrass musik i bedste Earl Scruggs stil med nummeret Randy Lynn Rag. 'Dirt Band' var og er stadig et af mine utallige yndlings bands. Gruppens diskografi er enestående. Især kan fremhæves de tre volumes af 'Will The Circle Be Unbroken' fra henholdsvis 1972 (3LP), 1990 (1CD) og 2002 (2CD). Alle tre albums byder på en perlerække af stjernesolister igennem tiderne. Lige fra Mother Maybelle Carter til Emmylou Harris, Levon Helm og John Denver, Charlie Daniels samt et par hundrede andre.


  

Britisk Folk-Rock

Som så mange andre blev jeg begejstret for den britiske folk-rock scene. Guitaristen Albert Lee hører selv i dag til én af mine absolutte favoritter. Han har blandet sig i næsten al rock, country og folk musik siden slutningen af 1960'erne. Han hurtighed i soli kender næsten ingen grænser. Hør blot hans solo i nummeret 'Country Boy' fra gruppen Heads Hands & Feet. Hans referenceramme er næsten uudtømmelig - ligesom den amerikanske dobrospiller Jerry Douglas.

Men det hele startede vel med at lytte til tidligere nævnte Fairport Convention og Fotheringay, men senere også Steeleye Span og mange andre.

Jeg blev på et tidspunkt begejstret for en simpel men morsom og charmerende engelsk genre der kaldes morris dance. Musikeren John Kirkpatrick er én af dem der har gjort mest for udbredelsen af genren.

Desuden vil jeg nævne musikeren Ashley Hutchings der med gode venner fra Fairport Convention har fået indspillet en mængde morris musik. Farverig og grænsesøgende udklædning, skuespil, talestykker og talespil er også en del af morris kulturen. Den kan bestemt anbefales!


IRLAND

- se også Irland-Skotland

Hvis du tager hundrede traditionelle amerikanske countrysange vil du opdage at næsten allesammen - et eller andet sted - stammer fra en irsk folkemelodi. Helt løgn er det ikke. Digte, anekdoter, lokale historier og fortællinger, værtshussange, rebelske sange, viser og i det hele taget alt der handler om at fastholde historien og rødderne er irernes kultur.

Jeg har nærmest altid kendt til irsk musik, men det var først da vi tog derover og rejste rundt på øen at jeg blev overbevist om musikkens utrolige levedygtighed og værdi. Indtil da havde jeg med stor fornøjelse lyttet til The Bothy Band, Boys of the Lough og naturligvis The Dubliners og mange andre kendte navne. Jeg havde også mange plader med mine favoritter The Chieftains som fra midten af 1980'erne begyndte at indspille med alle tænkelige solister fra utallige kontinenter. Gruppens karismatiske og kreative leder Paddy Moloney fik den ene idé efter den anden i et hæsblæsende tempo om den irske musiks koblingspunkter til fjerne egne som Cuba, Mexico, Sydamerika generelt og naturligvis hele det keltiske område - ikke mindst Galicien ud mod Atlanterhavet. Én af dem Moloney har haft stærk påvirkning på, er Emmylou Harris som indspillede den smukke 'Sonny' sammen med Mary Black og Dolores Keane.

Men da Lilli og jeg kom til den grønne ø og fik nærkontakt med pubberne i det populære Temple Bar område i Dublin, men måske især i byer som Doolin og Dingle, Westport og mange andre fine steder, så fik musikken krop og sjæl og ansigt. Alt i den sammenhæng fik en helt anden betydning. Folkgrupper som Planxty, Dervish og Danú - foruden solisten Paddy Keenan der spiller fabelagtigt på uilleann sækkepibe - fyldte vores kroppe hver dag, mens vi nød det irske landskab, mennesker og byer.

Mod sydvest ligger halvøen Dingle med byen af samme navn. Det hævdes, at det er den by i Irland med flest eller næstflest pubber pr. indbygger. Det bedste er dog, at de fleste af pubberne har levende folkemusik af særdeles høj klasse på plakaten hver aften. An Droichead Beag, Main Street, Dingle, County Kerry, er en af mine yndlingspubber hvor jeg kan garantere for kvaliteten. Der findes mange kataloger over de irske pubber, men kan også få gode ideer via de mange hjemmesider som denne her.

Det er en sand fryd at køre rundt i landskabet med irsk musik i højttalerne: Chieftains - Dervish - Danú eller Planxty. Alle sammen er fantastiske navne, der sammen med The Dubliners, de mange pipers (sækkepibespillere) og vokalister som Mary Black og Dolores Keane m.fl. er med til at levendegøre en utrolig musikalsk sangbog der vist ikke har noget sidestykke.

I Westport, der sjovt nok ligger på vestkysten, er der to pubber der ligger side om side, med ca. 20 cm luft imellem. Den ene hedder Porter House og den anden Matt Molloy's, efter ejeren, der er fløjtnist i The Chieftains. I hans pub ses billeder af The Chieftains med alle mulige grupper og solister fra hele verden som de har spillet og indspillet med. Det er overvældende. Selv Rolling Stones! Og så er der plakater omkring scenen - ja, der er en pæn stor scene i pubben - hvor man ikke bliver i tvivl om, at den danske Tønder Festival er blandt de væsentligste i Europa.

Både Malloy's og Porter House har naturligvis levende musik hver dag og kan rumme mange hundrede mennesker. Der er i årenes løb indspillet meget musik i lyd og billede på begge pubber

 

Tips

Man kan få et utroligt indblik i rock, pop og en del verdensmusik ved at gå ind Gaffa arkivet. Det går tilbage til 1983. Tænk hvis også MM, Djembe og mange andre magasiner gennem årene havde kunnet gøre det samme - eller få kulturstøtte til at gøre det efterfølgende!

Hjemmesiden CAPAC er én af mine foretrukne når jeg bare vil svømme hen i fede artikler og links med minder fra nærmest al rytmisk musik og folklore.

Musikfilm: La Bamba La Bamba - Rip It Up - Oh Donna

... og iøvrigt mener jeg, at Cher skulle grov-hædres for sin version af Walking In Memphis


Opdateret 17/02/2013

Opdateret 20/03/2015

Besøg  
115843