Vi bruger Cookies!     

         
 X     
Peter Krog

Passioneret musik- og rejsenarkoman


EL CARÃIBE - CARIBIEN - THE CARIBBEAN

Se også TRINIDAD og læs rejsebeskrivelser fra De Berejstes Klub - se flere fotos nederst.


Da jeg rejste til Cuba i 1983 havde jeg et nærmest romantisk og lidt naivt forhold til landet med baggrund i revolutionen i 1959. Men da jeg opdagede hvordan Fidel Castro behandlede sine kritikere eller blot de homoseksuelle, blev jeg forfærdet. Siden har jeg kun rejst til de andre caribiske øer, men mit forhold til cubansk musik og kultur er stadig romantisk. Liste over caribiske musikgenrer


Petit Valley, Trinidad & Tobago, one-room-country-shack, Trinidad. Naiv kunst. Copyright (c) Peter Krog; krogfamilien@gmail.com

 

Der er flere forskellige musikgenrer, stilarter og tilhørende danse i Caribien end noget andet sted i verden. Og tænk hvor meget musik og dans i den vestlige populærmusik der har rødder i caribisk musik. Cuba, Jamaica, Puerto Rico, Trinidad, Den Dominikanske Republik, Haiti og mange andre stater i Caribien lever nærmest på en bølge af musik og dans. Du kan få en fornemmelse af det ved at se denne oplistning af genrer og stilarter på de caribiske øer.

Jeg erkender, at mit 'romantiske' forhold til det meste af Caribien mest bygger på musikken - men øernes historie, natur, fauna, flora og ikke mindst kulinariske formåen, har også trukket afgørende i mig. Ikke mindst dér hvor det indiske køkken dominerer, dvs. især Trinidad & Tobago.

TIP: Læs skøn artikel af Jakob Øster om en rundrejse på de caribiske øer mod syd.


CUBA

Min første caribiske rejse var i 1983 og den gik til Cuba hvor jeg mødte journalist, Latinamerika -ekspert og forfatter, Jens Lohmann, som havde aftaler med det cubanske Indenrigsministerium om at interviewe en lang række cubanere om landets forhold. Ministeriet levede dog aldrig op til aftalerne. På det tidspunkt troede alle herhjemme, at Cuba's revolution stadig var rosenrød og positiv, men det viste sig at være stik modsat. Jens skrev kort efter en række artikler i Information som fik mange naive kommunister til at spærre øjnene op. Se også dette link fra 1998 hvor Jens Lohmann skriver lidt om hvad revolutionen har gjort ved den cubanske befolkning.

Gammel cubaner fra La Habana. Naiv kunst. Copyright (c) Peter Krog; krogfamilien@gmail.com

 

Mange steder i La Habana kunne jeg f.eks. høre son montuno, rhumba, bolero eller cha-cha-cha i højttalerne og på mange større parker og pladser dansede man - og det var både børn og gamle. Musikken var fantastisk inciterende og det gjorde det ikke ringere at se hvordan selv de mindste børn kunne historien bag dansen og alle de kendte rhumba, cha cha cha og bolero bevægelser.  video - video - video - video  og ikke mindst Grupo Folklorico....  video - video

Min begejstring og respekt for musikken i Cuba er enorm. Dybest set har jeg altid følt, at Cuba var det vigtigste musiksted i verden for mig, med de mest spændende genrer, danse og musikere. Men efter turen i 1983 besluttede jeg først at besøge Cuba igen, når Fidel og hans styre var væltet. Siden 1983 er det blevet klart for alle, hvor slemt det står til i landet: Revolution i 1959; Castro overtager styret; landet erklæres en socialistisk stat. Siden 1960, hvor USA indførte en handels-embargo mod Cuba, har der været et 'jerntæppe' omkring landet. Mange cubanere har i årenes løb forsøgt at flygte til Florida i hjemmelavede både og man anslår at mellem 30.000 og 40.000 er omkommet undervejs.

En smart og begavet trompetist

Jeg interviewede engang den cubanske trompetist Arturo Sandoval og spurgte ham om han nogensinde kunne forlade Cuba. 'Nej nej nej' udbrød han forfærdet. Jeg elsker mit land. Jeg elsker kommunismen og Fidel Castro er som en far for mig og min familie. Jeg kunne aldrig forlade Cuba'. Nogle få måneder senere var Sandoval 'afhoppet' til USA.

Et stykke tid senere interviewede jeg den cubanske altsaxofonist Paquito D'Rivera der havde spillet sammen med Sandoval i gruppen Grupo Irakere og som selv var 'hoppet af' til USA, men måtte vente 10 år med at få sin kone og søn ud af Cuba. Jeg afspillede interviewet med Sandoval for ham, og spurgte ham hvorfor Sandoval mon havde svaret sådan, når han hoppede af til USA få måneder efter.

Paquito brølede af grin da han hørte det. 'Lagde du ikke mærke til hvem der sad ved siden af Sandoval, da du talte med ham?' spurgte Paquito. 'Det var ikke musikere, vel? Hvem tror du det var?' spurgte han grinende, mens maven hoppede. 'Selvfølgelig - det var sikkerhedsfolk ansat af regeringen til at følge med musikerne rundt på turné, for at sikre, at de ikke blev afhoppere'.

 

Gammel amerikanerbil. Naiv kunst. Copyright (c) Peter Krog; krogfamilien@gmail.com

Efter den tur til Danmark havde Arturo Sandoval fået større frihed som han straks udnyttede til at hoppe af i USA sammen med sin familie. Paquito havde selv tidligere prøvet at ansøge om at få sin familie til USA og trods bestikkelse af embedsmænd og meget mere gik der 10 år før hans hustru og barn måtte forlade Cuba.

Ny lov... men kun for nogle cubaner

Den 14. januar 2013 blev der vedtaget en ny cubansk lov: cubanere der ville forlade landet, kunne nu rejse ud og forlade landet i op til 2 år artikel. Desværre gælder den nye lov ikke alle cubanere og der er ikke mange cubanere der har råd til at rejse. Men den nye lov er måske en åbning hen imod vestlig markedspolitik - der er nemlig også kommet en ny lov der giver cubanerne mulighed for at købe sig et hus eller en lejlighed - artikel. Hvis man var indenfor revolutionen så var alt tilladt, men stod man udenfor så var intet tilladt.

To mænd kan ikke gå alene i byen

Jeg havde i 1983 stor glæde af at være sammen med blandt andre Jens Lohmann i Cuba's hovedstad. Vi var faktisk flere danskere i byen og der var en dansker der arbejdede i Havanna som kunne skabe de kontakter der var nødvendige for at Jens kunne få sine interviews hjem. Jeg havde selv en aftale med en musikstuderende der hed Michael Schou. I en hel uge viste Michael mig en lang række af de mest interessante musiksteder og i tre måneder efter måtte han bortforklare at den mandlige gæst fra Danmark ikke var hans 'kæreste'. Michael havde i øvrigt rejst Cuba rundt med Grupo Irakere og den danske gruppe Salsa Na Ma rejste også rundt i Cuba og gav koncerter da jeg var der. 

I Cuba kan mange mænd godt tage i byen alene - men hvis to mænd gør det, så er den helt gal. Michael blev mobbet en del, fortalte han mig senere, selv om alle kun gjorde det for sjov og alle vidste godt at han havde en rigtig sød kæreste i Danmark, for hun kom også og besøgte ham.

Intet er mere befriende end at se børn danse til cubansk dansemusik. Copyright (c) Peter Krog. krogfamilien@gmail.com

 

Dansende børn i La Habana. Naiv kunst. Copyright (c) Peter Krog; krogfamilien@gmail.com

 

 


DEN DOMINIKANSKE REPUBLIK

REPUBLICA DOMINICANA

Jeg har besøgt Hispanola tre gange og besøgt både Haiti mod vest og Den Dominikanske Republik mod øst. Den ene gang var en rejse med et DANIDA rejselegat for at skrive om udnyttelsen i Den Dominikanske Republik af sukkerrørsarbejdere fra Haiti.

Sukkerrør, tobak, kaffe og kakao er vigtige elementer i produktion og eksport for 'República Dominicana' men det har meget lav status at arbejde i sukkerrørsmarkerne. Derfor henter man arbejdskraft i nabolandet Haiti - problemet er blot, at mændene fanges og transporteres med magt.

 

Sukkerrørshøst. Naiv kunst. Copyright (c) Peter Krog; krogfamilien@gmail.com

 

Der er en stærkt stigende turisme mod nord ved Puerto Plata og helt mod øst hvor den nærmeste større by hedder Higüey. Det er store hotelkæder man ser i noget der bedst kan kaldes turist-ghettoer. I den større by Higüey ser man en 'carniceria' - en slagterbutik der ligger lige ud til en jordvej hvor hundene spiser afskåret kød der er smidt på jorden.

Man kan købe levende høns, fisk, lam, oksekød, alle typer grøntsager og frugt. Men forholdene er ikke just befordrende for folkesundheden. Imens kører knallerter, trucks, hestevogne og andet godt fra den ene 'butik' til den anden på jordvejen og hvirvler støvet op.

Der er ikke mange turister der bevæger sig udenfor hotelområderne mod øst. Men mod nord omkring Puerto Plata er der asfaltveje og politi på gaderne. Mange vover sig på egen hånd lang mod både øst og vest på nordkysten. Hvis man er heldig kan man i februar - marts  se hundreder af hvaler i havet ved den såkaldte Samaná bugt. Samaná er en provins der lever godt af turisme og 'soler' sig i en utrolig flot natur.

Bachata eller Merengue

Lokale musikere kan tjene lidt til dagen og vejen ved at spille på barer og for turister. Naiv kunst. Copyright (c) Peter Krog; krogfamilien@gmail.comDen tidligere diktator Rafael Trujillo elskede og støttede i øvrigt den førhen rolige og romantiske merengue musik. Fra 1930 til 1950erne hjalp han orkesterledere, arrangører og komponister til at genren kunne dominere landets musikliv. Arrangementer og tekst blev sødet, poleret og gjort letfordøjelig for den mondæne overklasse. Årsagen var nok, at Trujillo ønskede, at landets musik skulle opnå samme status som den romantiske bolero fra Cuba, der på den tid hørte til noget af den mest populære dansemusik i USA.

Da Trujillo blev myrdet den 30. maj 1961, reagerede folket prompte på mange fronter. Man vendte sig i en glædesrus imod den bløde merengue-musik og dens mindelser om Trujillo-diktaturet.

Merengue er også en sensuel musik og dans...Genren kom dog senere stærkt tilbage i en ny form. En yngre generation ønskede fart på musikken, og det kom der i energifyldt stil: en galopperende 2/4 rytme, hvor danserne ikke behøver benvarmere, når de går på dansegulvet.

Nutidens merengue er givetvis den hurtigste dansemusik i verden. Et af de bedste tipico orkestre er med harmonikaspilleren Francisco Ulloa og hans hæsblæsende band. Hør og se dem her. Og et eksempel hvor han spiller sammen med Juan Luis Guerra i traditionel merengue - El Farolito  -  La Cosquillita.

En nyere stilart, den såkaldte Bachata, der nærmest betyder "i lystigt lag", har dog vundet frem siden 1970erne. Bachata'en stammer fra "belastede" sociale miljøer, for eksempel værtshuse og bordeller, og teksterne har ofte en stærk social-politisk karakter. Den mest populære traditionelle bachata-sanger og sangskriver er Antony Santos video.  Men denne bachata er også under stærk forandring. Det traditionelle og lidt primitive er ved at forsvinde og nu udgives der snesevis af DJ Bachata Mix.

Turisme

I løbet af 1980erne er Den Dominikanske Republik blevet lanceret som et turistparadis, med over halvanden million besøgende i 1989. Og naturligvis inviteres turisterne på udflugter med oplevelser som voodoo-ceremonier med mere. Der bliver dog næppe udflugter som "Se nogle ægte kongos i sukkerrørene" de første par år. I stedet kan turisterne lære at danse merengue ved hotellets swimmingpool.

"Meine Damen und Heering..." starter instruktøren nu på komisk tysk, mens jeg hastigt griber ud efter solbriller, hovedtelefoner og kassettebåndet med Juan Luis Guerra. Alligevel er det de udtryksløse ansigter i sukkerrørsmarken, jeg har i tankerne, mens Guerra passende synger "Ay! y el costo de la vida...".

Haiti. Naiv kunst. Copyright (c) Peter Krog; krogfamilien@gmail.com

 


HAITI

Jeg har altid følt, ar der var noget magisk ved musikken fra Haiti. Ja, endda Haiti uden musik! Måske hænger det sammen med voodoo, dyb fattigdom og det dybt spirituelle i befolkningen, kraftige farver i naiv billedkunst og så måske den mystik der knytter sig til et folk der må karakteriseres som det 'reneste Afrika', uden for Afrika. Og så var Haiti jo det første eksempel på at et fangeoprør med frigørelse fra slaveriet til følge - selv om slaverne kommunikere på utallige forskellige sprog, tilhørende de afrikanske stammer de kom fra i sin tid.

Haiti og besøg i en landsby på landet. Måske et af de billeder jeg er mest glad for. Copyright (c) Peter Krog; krogfamilien@gmail.com

 

Lilli og jeg var i 1994 i den østlige del af Haiti, tæt på grænsen til Den Dominikanske Republik. Allerede 10 km før vi nåede Haiti kunne vi se, at vi nærmede os et af verdens fattigste lande. Vi havde lidt tøj og mad med til dem vi følte kunne bruge det. Noget af det første vi lagde mærke til var, at børnene med det samme kikke på vores hænder - ikke på vores ansigter. De ville se om vi havde noget med til dem. Jeg havde læst, at flertallet af haitianerne troede at Jorden var flad og at overtroen dominerede alle tanker.

Alle var sorte - der var ingen mulatter, men vi så to sorte piger der var søstre - med nærmest nordiske blå øjne. Landsbyens lærer havde forklaret, at det var noget der var sket 'under broen'. Anden forklaring fik man ikke. Der var ellers ingen tegn på, at den hvide mand havde blandet sig i generne - kun de blå øjne hos begge søstre.

Cook Records indspillede en masse musik fra hele Caribien, herunder fra Haiti. Dette er en meringe LP med saxofonisten Nemours Jean BaptisteFørste gang jeg hørte en masse musik fra Haiti var da en haitiansk logerende på et pensionat i Port-of-Spain, Trinidad, mange gange spillede en masse dansemusik på sin ghettoblaster. Siden måtte jeg tage til Paris og Forum des Halles hvor jeg i flere pladebutikker kunne finde en masse haitiansk musik, dvs. compas, meringue, cadence, zouk, rara, mini jazz, vodou adjae og meget mere.

Saxofonisten Nemours Jean Baptiste (1918-1985) var én af de vigtigste orkesterledere, komponister og musikere på Haiti i den gode tid, dvs. især i 1950'erne.

Det amerikanske pladeselskab Cook Records indspillede denne LP (til venstre) med ham med titlen 'Meringue' der var den haitianske dansemusik. Pladecoveret er desuden et eksempel på haitiansk malerkunst.

De to mindre øer - eller franske oversøiske 'departementer'  Guadeloupe og Martinique - har meget musikalsk tilfælles med Haiti og musikerne blander sig ofte i grupper. De har desuden den franske kolonifortid tilfælles hvilket gør det muligt for dem at kommunikere sammen. Zouk musikken stammer fra øerne, men har bredt sig til Haiti.

På pensionatet i Port-of-Spain, Trinidad, hørte jeg fantastisk musik med navne som Coupé Cloué, Mini All Stars og mange andre som f.eks. Shleu Shleu. Læs her om landets musik.

 

Soukoue Ko Ou er for mig én af de mest spændende grupper som har elementer fra både Haiti og de franske Antiller, dvs. Guadeloupe og Martinique. Det er en gruppe der er 'styret' af George Decimus fra Kassav, men med flittigt brug af studiemusikere og vokalister. Der er både zouk, compas, soca og meget mere at spore i musikken som også ligger tæt op ad den haitianske gruppe Tabou Combo.

 Hommage á Tabou ComboSoukoue Kô Ou

 

Musikken: Compas (Kompas), Meringue, Zouk, Cadence

Der er naturligvis mange genrer og stilarter når det gælder musik fra Haiti eller Guadeloupe-Martinique. Senest er der Cadence-lypso der er en blanding af cadence og calypso men den gamle meringue er der stadig samt de formerder er udviklet sammen med musikere fra det velstående Guadeloupe & Martinique.

 Populær 'kompas' musik fra Haiti 

 

Haiti - landskab fra den østlige del af landet. Naiv kunst. Copyright (c) Peter Krog; krogfamilien@gmail.com

  


TRINIDAD & TOBAGO

I mange år gik rejserne til Caribien. Især Trinidad & Tobago, Haiti, Den Dominikanske Republik, Venezuela, Cuba og Jamaica. Karnevallet i Port-of-Spain, Trinidad har dog uden sammenligning været den største kulturelle og kosmopolitiske oplevelse. Der findes næppe et karneval i Caribien der er mere farverigt og underholdende end netop dét i Port-of-Spain.

Her kan du køre en lille tur igennem Trinidad & Tobago med høj musik i en ROUTE TAXI og opleve lidt af den stemning der findes overalt på øerne. Der er altid høj calypso eller især soca musik i højttalerne. Den musik du kan høre på videoklippet hedder 'Three Colours' med reference til farverne i Trinidad & Tobago's flag. Den er med David RudderBunji Garlin og hans ægtefælle Fay-Ann Lyons som igen er datter af soca stjernen Superblue (Blue Boy) - jo, det er én stor musikfamilie der alle elsker 'to fête & party all nite long'.

Men T'dad er først og fremmest steelpan - eksotisk musik på olietønder. Hør f.eks. Len 'Boogsie' Sharpe når han improviserer og maler med musiske pastelfarver eller et stort band som de gamle Desperadoes der øver lystigt på panyard'en her.

 

Pigeon Point, Tobago. Jo, det er Lilli der står midt på the boardwalk. Naiv kunst. Copyright (c) Peter Krog; krogfamilien@gmail.com

 

For over 500 år siden var de vestindiske øer beboet af forskellige indianske stammer, især arawak-indianere der, som flere andre stammer, var indvandret fra det øvre Amazon-område i Sydamerika.

Da Christopher Columbus kom til Hispanola i 1492, skrev han om de indfødte, at "....menneskene går alle nøgne rundt omkring, både mænd og kvinder. De er så tillidsfulde og gavmilde med deres ejendele, at ingen vil tro det, som ikke har oplevet det."  Det var desværre ikke med den samme næstekærlighed, at Columbus selv behandlede de indfødte senerhen på disse eksotiske øer, og det er også de færreste på dén side af Atlanten der fejrede 500-året for hans opdagelse.

Zan's Guesthouse med nogle af gæsterne. Det er 'manager' Vernon Brizan til venstre. Vi betalte ca. 10 US dollars i døgnet for to mennesker og levede trygt og godt i det bedste selskab. Den sorte pige der sidder er Sandra som var medvært og den sorte pige bagest er Jasmine der allerede blev gravid som 14 årig. Naiv kunst. Copyright (c) Peter Krog; krogfamilien@gmail.com

 

Bo på Guesthouse

Man kan bo billigt og meget dyrt i Caribien. En af de rigtigt dyre øer er St. Lucia. Tobago hører til i den billige ende og samtidig er det en rigtig bounty ø.

Vi boede i et såkaldt guesthouse i fiskerbyen Bucco, Tobago. Det var et meget billigt, familiedrevet, primitivt pensionat med bad og toilet. Det er ofte billigt at leje et værelse sådan et sted. Man kommer i kontakt med 'folket' og der er sjov og ballade hver dag. Mange danskere har boet der og nydt den lokale atmosfære. På den anden side af gaden i Bucco er der 'Sunday School' - eller sunday's cool - med dancehall soca og gang i den fra søndag eftermiddag til over midnat. Ofte øver det lokale steelband samme sted og der er tit fiskere der sælger fangst ved stranden 60 meter derfra.

Jeg har altid følt mig 'hjemme' i Caribien og havde i mange år lyst til at bosætte mig der når jeg stoppede med at arbejde.Man kan også vælge de utroligt flotte mindre hoteller på Tobago - men de koster 20-30 gange så meget og man oplever ikke meget lokalt på den måde. Fiskerbyen Castara - se kortet - er i dag et af vores yndlingssteder når der skal vælges guesthouse.

Herunder: 'Black Cat Hotel & Bar' i byen San Fernando, Trinidad. Behøver jeg at skrive, at sådanne skumle steder skal man holde sig fra. Også selvom det måske lokker med en nærmest 'Pirates of the Caribbean' lignende atmosfære for sømændenes refugie. Lad være: Geena Davis eller Johnny Depp er der alligevel ikke.

 

Byens Hotel i San Fernando. Copyright (c) Peter Krog; krogfamilien@gmail.comPå hovedøen Trinidad, tæt ved San Fernando mod syd, finder man verdens største asfalt sø. Ja, du læste rigtigt. Den hedder 'La Brea' eller 'Pitch Lake' - det er et sted hvortil naturen af egen drift og ad mange kanaler fra alle retninger, opsamler asfalt der størkner i sommervarmen til en skorpe. Man kan derfor gå på asfalten - men bliver man stående i mange timer vil man synke ned. Nogle stikker hul i asfaltens skorpe hvorefter man kan lugte noget der minder om svovlbrinte eller brintsulfid - det lugter nærmest som rådne æg! Man kan derfor slippe en varm vind, nærmest uden at det bliver opdaget...

Det vestindiske køkken

Tobago er den ø i Caribien vi oftest har besøgt - ialt 10 gange. Der er fredeligt, super gode strande, regnskov, utallige fugle, søde mennesker og priserne er meget fornuftige. Med årene har vi også lært en del at kende ud over nogle danskere der bor der. Noget af det der altid 'drager' mig er faktisk den caribiske mad der i den grad har lært af inderne. Så bliver det et rigtigt vestindisk køkken. Duften er himmelsk når de først begynder på Hot Roti i utallige varianter, crab & callaloo, Macaroni Pie, kingfish, Hot Bake & Shark, jerked lobster, Buss-up Shut - der er slang for en indisk kyllingeret man kan få ved mange gadekøkkener mens de spiller soca stjernen Baron med hans flertydige sang om denne ret. Eller hvad med den særlige Trini Pelau eller snacks som pholorie og - ja, se en lille oversigt her - eller denne her.

Der er flere restauranter der - næsten ligesom i Grækenland - byder på en lang række små retter, så man kan få prøvet et bredt udsnit af deres specialiteter. 

Strande, regnskov og fugle

De flotteste fugle ses dog i regnskoven. Copyright (c) Peter Krog; krogfamilien@gmail.comDet er strande som for eksempel Pigeon Point, Store Bay, Castara Beach, Englishmans Bay, Pirates Bay og mange flere bugte der et besøg værd. Video. Og så er der den dejlige vestindiske mad. Der er en fiskerestaurant i Speyside, tæt på Charlotteville, der er bygget op i to gamle træer som står i strandkanten. Man føler næsten, at man hænger ude over vandet og ser over på en anden lille fugleø der naturligvis hedder Bird of Paradise - også kaldet Little Tobago.

 

Se disse flotte fotos fra øerne af tjekkiske David Tihon der heller ikke undlader at eksponere sin kæreste. Se også Trinidads nationale fugl, den lyserøde ibis og mange andre spændende emner her.

Der er utroligt mange grønne papegøjer i regnskoven der flyver to og to. De lokale er ikke glade for dem for når de spiser ad deres mango, annanas eller andre frugter, så tager de blot én bid af hver frugt. er er en meget stor regnskov på Tobago, men også på andre øer som Grenada, Dominica og St. Lucia er der et spændende fugleliv.

Pigeon Point stranden på Tobago har farverige huse. Copyright (c) Peter Krog; krogfamilien@gmail.com

   

Et kosmopolitisk folk

Mange caribiske øer har skiftet kolonimagt mange og tænk: Tobago har skiftet ejer hele 33 gange i kolonitiden. Øen har 'nærmest' været dansk - altså det vil sige fra dengang sydsverige var dansk - og det var før 1660 - men kun i meget kort tid. Det er jo ikke noget der fylder meget i historiebøgerne, men det er et udtryk for hvor meget kamp der var mellem kolonimagterne for 500 år siden.

 

Pigeon Point, Tobago. Copyright (c) Peter Krog; krogfamilien@gmail.com

 

Min interessere for caribisk, mellem- og sydamerikansk musik går langt tilbage. Tror selv, at jeg måske skulle være vokset op på en større caribisk ø. Ikke alene på grund af musikken - også på grund af nationaldrikken rom og det karry dominerede vestindiske køkken. Jo, er man en 'trini' så er man stolt af sit land og lokalpatriotisk helt ind til benet - 'Trini to De Bone' som David Rudder synger.

 

Calypso musik - se også Trinidad

Mange vestindere er af både afrikansk og indisk oprindelse. Hvis man er halvt af hver kaldes man en dougla. Omkring 1960 var der en stigende bevidsthed om hvilke rødder man havde, selv om det ikke var nemt og mange vidste stort set intet om deres forfædre som kunne komme fra hele Europa, hele Afrika, Indien og Sydamerika.

Mighty DouglaDer var en calypsosanger fra Trinidad i 1960'erne der kaldte sig Mighty Dougla. På dét tidspunkt havde mange vestindere en slags identitetskrise. Man tænkte på sine kulturelle rødder - dvs. hvor kommer vi egentlig fra og hvor er vi kulturelt på vej hen. Mighty Dougla skrev en tankevækkende og humoristisk sang der drejede sig om hvad der ville ske hvis man - som mange talte om i 1960'erne - skulle vende hjem til sine rødder og sit 'mother country'. Den hed Split Me In Two - og du kan høre den her:

"If they sending Indians to India And Africans back to Africa
Well somebody please just tell me Where they sending poor me?
I am neither one nor the other Six of one, half a dozen of the other
So if they sending all these people back home for true
They got to split me in two,"  (Mighty Dougla)

 


JAMAICA - Jah is de maker - Jah make I

På flere områder er Jamaica én af de smukkeste ø-stater i Caribien. Ofte ser man nærmest paradisisk natur og der er masser af regnskov centralt i landet. Man dyrker også den fantastisk smagfulde Jamaican Blue Mountain Coffee i området mellem hovedstaden Kingston og Port Antonio. Men det er ikke ufarligt at begive sig rundt i landet. Der er utroligt mange plattenslagere eller hustlers på øen som hele tiden er på jagt efter nemme ofre og det er ofte blåøjede, blege turister.

Paradisets plattenslagere

Paradisisk natur ved Ochos Rios. Copyright (c) Peter Krog; krogfamilien@gmail.comEt ungt par var lige ankommet til Jamaica og begge havde feber med alle tegn på influenza. De gik dog ned til byen ved de primitive træboder for at høre om de lokale havde nogle urter eller lignende der kunne hjælpe.

Yeah Man, We Help Soon, var svaret.

De unge betalte 50 US $ for 3-4 stykker af de kraftige og takkede Aloe Vera blade, der naturligvis ikke havde nogen virkning, men det vidste de unge ikke noget om.

Til gengæld kan aloe vera - der står som ukrudt overalt på de fleste øer - anvendes som et fantastisk naturprodukt mod følsom hud, f.eks. efter solskoldning, afskrabninger og lignende. Skær takkerne af bladets kant på siderne og skær så bladet op. Den geleagtige 'indmad' kommer frem og den smøres ud over kroppen og følelsen er kølig og god lige med det samme - både på kort og langt sigt.

The Harder They Come

Selv om den er god, så er Jamaica-rom langt fra den bedste i verden.Den første gang jeg 'så og mærkede' Jamaica, var da svensk TV i midten af 1970'erne viste filmen The Harder They Come The Deeper They Fall om det kriminelle musikmiljø i hovedstaden Kingston og omegn - hør og se fra filmen her. Reggae sangeren Jimmy Cliff havde hovedrollen som gav både ham og reggae musikken et gennembrud. Filmen førte også et tiltrængt fokus på både tidlig mento - der er 'i familie' med calypsoen - samt den tidlige ska musik - hvor navne som The Skatalites pludselig blev populære i hele den vestlige verden - hør dem på denne video eller her live fra 1984.

Derefter blev det Toots & The MaytalsBob Marley, Peter Tosh - se ham her sammen med Mick Jagger i Don't Look Back, Black Uhuru, Third World og nogle tusinde andre - som f.eks. Freddie McGregor der kan høres i hans 'Big Ship' her sammen med Franziska Family. Jeg tror, at Jamaica er det sted på Jorden, hvor der er udsendt flest pladetitler på single.

 

Den bløde 'Lovers reggae' er ofte cover versioner af kendte numre, men i en blød vuggende reggae stil. Der er alligevel meget fin musik at hente dér med navne som f.eks. John Holt, Boris Gardiner og f.eks. Jimmy Lindsay - hør sidstnævnte i Lionel Richie's Easy.

Ligesom blues, gospel, jazz, world music og meget andet, bygger sangskriverne, musikerne og arrangørerne bro mellem genrer og stilarter. En skøn fornemmelse var det for eksempel engang på Jamaica - midt i al dancehall musikken - pludselig at høre Paul Simon for fuldudblæsning på Negrille Beach med Mother and Child Reunion.

Dancehall

Én af de absolutte reggae-dancehall-ska-mento-You-name-it nørder i den vestlige verden bor i Danmark. Det er Hans Hedegård, der sammen med Henrik Bæk udsendte bogen "Dancehall Explosion" [80 sider, 198,00 kr. SamlerBørsen, SB Publishing]. Hvis man har lyst til en reggae-rejse til Jamaica uden at invistere i en flybillet er denne billedbog en oplagt genvej. Med en kort informativ tekst på engelsk fortæller bogen om musikmiljøet i alle dets afskygninger - også steder hvor whiteys ikke kommer frivilligt. Bogen giver et indblik i en særegen caribisk musikkultur, hvor relativt få kan kalde sig musikere i helt traditionel forstand.

Musikvideo indspilles på en scene i Negril. Sangeren i den hvide habit ankom i en fashionabel bil med nummerpladen 'KISS I' (dvs. kys mig). Copyright (c) Peter Krog. krogfamilien@gmail.com

 

Dansk fotograf og reggae-specialist

Dagens fangst - lige til de fine restauranter. Og billedet lyver ikke: Den fyr var fa'me sort... Copyright (c) Peter Krog. krogfamilien@gmail.comHans Hedegård har rejst cirka et dusin gange til Jamaica for blandt andet at indfange landets musikmiljø i sit kamera. Der er utallige fotos der viser DJ’s, mixerpulte med lydteknikere, reggae-sangere med mikrofon samt altsaxofonisten Dean Frazer i aktion. Billederne er unikke på flere måder - f.eks. politi med pumpguns foran et Sound System, vulgære såkaldte bashment girls på natklub, singleplade produktion i Tuff Gong, mobile pladebutikker, pladestudier osv. Desuden er der aftryk af en lang række CD- og vinyl single covers. Der fortælles meget lidt om “levende musik og mest om miljøet omkring pladeproduktion og -distribution, radiostationer, natklubber og plade butikker. Desuden fortælles om dubplates, der er en tung 10 vinyl-singleplade der er produceret til ét bestemt Sound System, fx Stone Love, med vovede tekstlige referencer til DJ’s mv. fra det pågældende Sound System.

Et andet begreb der behandles er dancehall tapes, der er casette-tapes fra dele af en aften med et Sound System, hvor der typisk spilles 2-300 singler pr. aften. Båndene sælges af “kuffert-sælgere på gaderne og eksporteres endda til USA, Canada og Europa. Mange af bogens øvrige begreber er indforstået snak på Jamaica, men her bliver de forklaret og sat ind i miljøets sammenhænge.

Gunslingers at Rick's Café, Negril - en krimi fra virkeligheden

Vi var et par gange på et af de meget populære steder, Rick's Café, der både er kendt for fantastiske solnedgange, fed lokal musik, rom, super rumpunch og et topprofessionelt personale. En sen eftermiddag sad vi et sted og nød solnedgangen da en stille taxachauffør der præsenterede sig som Owen kom hen og tilbød at køre hjem når vi ikke længere ville være der. Vi sagde OK. En time senere nikkede vi til ham og gik sammen mod udgangen. Så brød helvedet løs. 10-12 andre taxachauffører dannede kreds rundt om ham og på 10 sekunder så det ud som om de ville slå ham til plukfisk.

På 'Rick's Café' - kun et par timer før vi skulle hjem på den fatale taxatur.En af chaufførerne fjernede os fra stedet og fortalte at det var en taxachauffør udefra - én som de ikke kendte og som ikke hørte til stedet og derfor én som kunne være farlig for os. Han tilbød os at køre os i stedet og var sagde OK.

Efter vi havde kørt i 10 minutter så han pludselig at Owen kørte lige efter os i taxaen. Imod os kom en politibil og vores chauffør standsede politibilen og forklarede sagen. Owen blev holdt tilbage men lige inden vi ankom til hotellet var han bag os igen.

Alle taxachauffører har pistol i bilen og nu frygtede vi det værste. "Det er mig han ude efter" sagde vores chauffør og gav udtryk for at han nok skulle klare sagen.

Vi løb med godt og vel 100 km/t ind på vores hotelværelse og hver gang vi hørte en lyd var jeg sikker på at den næste lyd var et pistolskud. Vi overlevede dog og så aldrig Owen igen, selv om jeg flere gange var sikker på at han iagttog os.

Klippespring fra Rick's Café

Hvis man har lyst til at springe højt oppe fra klippen, så er Rick's Café er egnet sted - bare man ikke har højdeskræk. Den sudste video er den 'værste'. Ellers er Rick's Café et sted der bruges næsten døgnet rundt med både DJ's, dristige bartendere og ungdommelige gæster der hører lover's reggae, dancehall, soca, mento, calypso, ska og .... You name it. Dertil kommer noget af den bedste Rum Punch som først slår én omkuld når skaden er sket efter 5-6 glas....

Video 1 - Video 2  - Video 3 

 

Klipperne ved Rick's Café der bl.a. har været brugt i en James Bond film.De to Jamaica-veteraner Hans og Dorthe sammen med Lilli ved Negril stranden på Jamaica. Copyright (c) Peter Krog; krogfamilien@gmail.com

 

 

 

 

 

 

 

Spøgelser og hekse fra kolonitiden

På Jamaica er der naturligvis mange historier om sørøvere og kolonitidens slavepiskere. Tæt på Montego Bay mod vest ligger Rose Hall og i 1700 tallet skulle den unge Annie Palmer få tiden til at gå dér. Mange attraktive mandlige slaver blev inviteret af Annie som fornøjede sig seksuelt med dem - indtil hun blev træt af dem. Derefter forgiftede hun dem så de ikke sladrede. Læs hele historien her. Mange mennesker har siden forsøgt at istandsætte stedet for store beløb og bosætte sig der, men er få dage efter nærmest flygtet fra huset på grund af gruopvækkende oplevelser med spøgelser og voodoo.

Det er ikke Annie Palmer men Lilli der står på trappen! Copyright (c) Peter Krog; krogfamilien@gmail.com

 


ISLA MARGARITA, VENEZUELA

Øen Isla Margarita ligger nord for Venezuela's kyst, vest for Trinidad & Tobago. Øen er en gammel fisker ø, forstået sådan, at der egentlig ikke boede ret mange mennesker bortset fra fiskere. I dag har øen ca. 450.000 indbyggere - og det skyldes i høj grad turismen. Øen har mange mangrove træer og der er i årenes løb opskyllet milliarder af muslingeskaller mange steder.

Vi tog dertil i december 1994 og var der i tre uger. I modsætning til de fleste andre øer i Caribien er der ikke meget bounty-ø over Margarita og heller ikke en egentlig historisk kultur fordi øen er blevet befolket voldsomt på kort tid på grund af turismen. Det mest spændende ved øen var nok det meget store mangrove område hvor man kan fange krabber. Og så byens gamle 'hovedstad' der hedder La Asunción som har mange smukke bygninger og en fantastisk rolig atmosfære.

 

Isla Margarita, Venezuela. Vi boede på 'Hotel Karibik' der gav fine muligheder for lange gåture langs stranden. Copyright (c) Peter Krog. krogfamilien@gmail.com

 

Det er ikke alle strande der er lige spændende og øens liv har efter vores bedste mening ikke noget med det 'ægte' Caribien at gøre. Alligevel vil mange nyde en tur dertil på grund af solen, de små priser og de fantastiske fiskerestauranter.

Når der er kulturelle arrangementer på Isla Margarita, er det stort set altid importeret fra fastlandet. Men det skal nævnes, at én af salsamusikken største solister kommer fra Venezuela. Det er sangeren, bassisten, orkesterlederen, arrangøren og komponisten Oscar D'Leon. Ind imellem giver han koncerter på Isla Margarita. Han gav en dynamisk og imponerende koncert med sit 30 mand store orkester i Store Vega i København, 1998 og kom med stor succes igen til København i 2012.

Pelikaner var der masser af omkring Isla Margarita. Copyright (c) Peter Krog. krogfamilien@gmail.com

 


SUKKERRØR OG CARIBISK ROM

Det hele startede i lande som Iran - det gamle Persien - Thailand og Indien, for det er nemlig derfra sukkerrør egentligt stammer. Planten kom til Europa i Middelalderen og Columbus havde en masse små planteskud af den med til Cuba - vist nok på hans anden rejse i 1493.

Nogle mener, at rom alene bør produceres på saften fra sukkerrør men det tog ikke lang tid før man erfarede at sukkerrørets overskudsprodukt melasse, med stor fordel kunne anvendes når der skulle produceres rom som Mikkel Hornnes fine hjemmeside fortæller meget om - eller måske endnu mere omfattende på 'Rom-Thomsens' flotte hjemmeside.

Rom kan drikkes på mange måder og der er i den grad mange kvaliteter og måder at producere rom på, så alt er afhængig ved man drikker og hvordan man drikker det. Jeg er mest til den melasse-baserede rom, men jeg tror det handler om hvad man har prøvet at smage.

 

Karneval og rom

Doh Touch Meh Rum, Boy... Copyright (c) Peter Krog. krogfamilien@gmail.comCuba havde - ligesom mange andre øer og lande omkring Det Caribiske Hav - de helt perfekte jordbunds- og vejrforhold samt en perfekt temperatur året rundt. De opdagede caribiske øer kaldtes hurtigt for ’sukker-øerne’. Men tænk engang - de to første to gange jeg var i Caribien, smagte jeg slet ikke på den lokale rom.

 

Tredje gang i Caribien var jeg til karneval i Port-of-Spain, Trinidad, og dér var det næsten umuligt at undgå at fylde sig med rom. Mange forskellige flasker gik på rundgang i alle selskaber og retninger når man var i byen. Både til fêtes, soca fester, i karnevallets optog - og hvor som helst hvor den stod på party-party.

 

Jeg fik hurtigt smag for denne nationale drik som de lokale sjældent bliver rigtigt berusede af. Men sker det, og bliver man indblandet i et færdselsuheld når man selv kører hjem i sin bil, er det på flere øer ’en formildende omstændighed’ hvis man har drukket rom - for det er jo en national drik. Vi får nok aldrig indført denne regel i Danmark. Heldigvis.... men alligevel.

 

Rom og pirater

Man kan næsten ikke sige ordet rom uden også at sige sømænd eller søpirater i samme åndedrag. Det hænger sammen med de månedlange sørejser mellem Caribien og Europa og at søfolk ofte måtte drikke nærmest råddent vand eller gæret øl på togterne. Derfor blev rom et behageligt alternativ. I 1730'erne fik mange søfolk typisk en kvart liter rom om dagen, der røg ned i én slurk.

Senere blev det besluttet at rom ikke måtte drikkes rent, men skulle blandes vand eller måske frugtsaft og drikkes i små portioner over mange timer. Rommen solgtes på den tid under navnet 'Kill Devil' og kaldtes også for rumbullion, der betød stor tumult hvilket dels antyder hvor navnet stammer fra samt behovet for at styre begivenhederne.

 

Haitian Village

 

 

Producenter

Der findes tusindvis af rom producenter. Visse lande har kun få producenter der har sat sig på hele markedet i landet, men i f.eks. Guadeloupe og Martinique er der nærmest uendeligt mange producenter. Næsten hver eneste lille flække har et par destillerier. Romkvaliteten fra disse øer er yderst svingende. Man producerer rommen alene fra den rå sukkerørssaft og produktionsapparaterne er generelt meget gammeldags.

Alligevel er der rom-kendere der oplever at noget af den bedste rom fra disse produktioner hører til den bedste i verden. Ingen tvivl om, at noget af rommen fra disse øer er utroligt raffineret og andet kun er interessant hvis man synes det er spændende med noter af diesel eller det der ligner. Jeg har smagt én rom derfra der gav mig visse forestillinger om hvordan billig petroleum måtte smage”¦.

 

I dag har rom udviklet sig til en raffineret spiritus som kendere verden over taler om med samme respekt som var det den bedste whisky eller cognac. Prøv for eksempel forsigtigt først med

Blandt mine favoritter, når rom drikkes som en cognac, er Eldorado, Angostura 1919 og Pampero. Se her en lang række rom labels fra især Caribien og Sydamerika. Men husk en god raffineret rom der drikkes som en cognac skal ikke være koldere end 30 grader celcius. Hvis du vil vide noget mere om rom og produktion af rom så er Morten Peter Møllers hjemmeside Drik Rom den bedste start.

I Venezuela producerer de en fin rom der hedder Pampero. Den fås i en læder pose. Pampero kan fås i en masse varianter men denne fine version sælges og drikkes som cognac, dvs. i små glas - det går lige an. Den koster omtrent fem gange så meget som den fremragende hverdags rom El Muco der lokalt typisk koster 13-14 kroner flasken.

 

Den helt rigtige cocktail. Copyright (c) Peter Krog. krogfamilien@gmail.com

Jamaica er måske det mest populære land i rom-sammenhæng. Alligevel var mine forventninger højere end det jeg faktisk smagte. Man bliver dog ikke skuffet. Næsten alle mærker er rigtigt gode og langt over gennemsnittet, men der var ikke et mærke der rigtigt udmærkede sig suverænt. Men jeg nåede vel også kun at smage på 15 forskellige og udvalget er enormt! Appleton er et sikkert hit.

Til gengæld er der nogle mærker i Den Dominikanske Republik der bestemt når toppen. De har få mærker, men til gengæld er de helt i top alle sammen. Det er især Bermudez der kun producerer højkvalitets rom - ligesom Barcelo. Den billigste og mest solgte er Brugal der svarer til en gennemsnits rom på Jamaica.

I Trinidad & Tobago foretrækker jeg enten en mørk Fernandes Vat 19 der er mest populær på Trinidad. Den mest populære rom på Tobago hedder Old Oak - specielt den hvide der i folkemunde kaldes ’white oak’. Den kan man stort set drikke løs uden at få tømmermænd dagen efter - så længe du ikke drikker andet. Samlet set er den mest populære nok Fernandes Vat 19. Det er især den mørke der har en flavour hen ad den skotske whiskey ’Lagavullin’. Meget røget og tørveagtig smag. En yderst spændende og hurtigt vanedannende rom af høj klasse. Se et bredt udsnit af især caribisk og sydamerikansk rom her.

 

Havana og Cuba Libre

Caribiens Paris har man kaldt Cuba’s hovedstad, La Habana. For snart hundrede år siden var det her at kultur eliten mødtes - se blot her om Hemingway. Skuespillere, forfattere, politikere, musikere og velhavere. Det var her man fik den ægte vare - Mojito, Daiquiri og ikke mindst Cuba Libre på de lige så kendte barer, hoteller og forlystelsessteder.

Historien om Cuba Libre siges at ligge helt tilbage i 1898, ved den spansk-cubanske løsrivelseskrig. En amerikansk officer bestilte en rom i en lille Havana-bar. En lokal sad tæt derved og drak et glas af nye amerikanske Coca-Cola som netop kommet til byen og for at understrege solidariteten med cubanerne mod det spanske diktatur foreslog han at de drak en blanding af rom og Coca-Cola, for at fejre sejren over den spanske overmagt med ordene ’Cuba Libre’ - altså ’Frit Cuba’. Havana Club regnes ikke for en speciel fin rom på Cuba, men den er overkommelig i pris og samtidig en aldeles udmærket rom.

En helt anden sag er, at calypso sangeren og sangskriveren Lord Invader (Rupert Westmore Grant) fra Trinidad & Tobago skrev og indspillede sangen 'Rum and Coca-Cola' allerede i 1941 og i 1945 blev den indspillet af amerikanske Andrews Sisters. Som tiden gik blev nummeret et stort hit og klassiker.

 

Jolly Roger Cruise

 

Jolly Roger Cruise. Copyright (C) Peter Krog. krogfamilien@gmail.com

 

 

I dag drikker fiskerne på de caribiske øer typisk rom ’straight’ direkte fra flasken, uanset rommens temperatur. Det kunne jeg aldrig gøre. Jeg kan kun drikke den iskold som en ’cuba libre’ eller iskold som en punch eller lokal eksotisk frugtjuice. Rom punch kan dog være særdeles farlig!

 

Jeg har oplevet flere venner der er taget på sejltur med et ’Jolly Roger’ sejlskib der reklamerede med at frokost og rom punch ad libitum var inkluderet prisen! Turen tager altid præcist lige så mange timer som der skal til for at denne drik slår som et massivt kølleslag på en frisk ung mand med en stærk lever. Jeg har endda prøvet det selv og er glad for at bilisterne de følgende 24 timer kunne læse mine slow-motion zombie-bevægelser.

 

 

OFRE

Der er mange meget fattige landsbyer i detncentrale del af Den Dominikanske Republik og mange eksempler på at familier har bortadopteret deres babyer for penge til vestlige adoptivforældre. Copyright (c) Peter Krog. krogfamilien@gmail.comDet var egentlig den hurtige og dansevenlige merengue musik og Santo Domingos karneval i slutningen af februar, der var motivationen for min rejse til Den Dominikanske Republik. Jeg havde på det meste af turen i flyet lyttet til mit medbragte kassettebånd med landets populæreste sanger, Juan Luis Guerra. Men det blev hverken merengue eller den inciterende bachata musik, som brændte sig fast i bevidstheden efter to ugers ophold.

Jeg havde læst rapporter fra the Anti Slavery Society om, at "det" fandt sted før sukkerrørshøsten hvert år. Alligevel føltes det næsten uvirkeligt ­ på egen hånd ­ at se de såkaldte kongos i sukkerrørsmarkerne øst for hovedstaden Santo Domingo.

På hjørnet af en øde vej og sukkerrørsmarken sidder en velklædt mand på en stol og holder lidt øje med, hvad der sker. Han undrer sig nok over, hvorfor jeg er stået af minibussen netop dér, hvor der ikke er andet end sukkerrør på begge sider.

Jeg går ind på marken. Sukkerrørene ligger hulter til bulter i et tykt lag, og man kan nemt miste fodfæstet. Jeg går hen imod fire sukkerrørsarbejdere, der tydeligvis er haitianere. De kan ikke tale spansk, nationalsproget i Den Dominikanske Republik. På intet tidspunkt smiler de eller giver udtryk for følelser. Heller ikke da de stiller sig op i positur med de store machete-lignende knive foran sig. Deres ansigter er tomme og livløse.

Kongos

Ifølge Anti Slavery Societys rapporter blev 30.000 mænd fra nabolandet mod vest, Haiti, bragt til Den Dominikanske Republik i årene mellem 1957 og 1963 for at høste landets sukkerrørsmarker.

Arbejdet er utroligt hårdt, fysisk nedslidende og ofte smertefuldt på grund af snitsår med mere ­ og ikke mindst når der er tale om en arbejdsdag på 10-12 timer i brændende sol. Der er ingen dominikanere, der arbejder med at høste sukkerrør. De nøjes med at holde opsyn, vejer, måler og distribuerer sukkerrørene.

I slutningen af 1950erne var en slags moderne slavejægere af den daværende tyran og præsident i Haiti, François Duvalier (Papa Doc), blevet sat til at indfange disse kongos. Når de blev afleveret på en dominikansk sukkerrørsmark, gav det Duvalier en indtægt godt 15 US dollars pr. mand, der blev leveret.

Når først arbejderne var kommet ind i Den Dominikanske Republik, blev de sat til dette tvangsarbejde i op til seks måneder ­ indtil høsten var overstået.

De bor endnu i dag ­ under høsttiden ­ i nogle såkaldte "bateyes", det vil sige nogle primitive, usle barakker.

I bogen "Sugar and modern slavery" af Roger Plant (Zed Books Ltd., 1987), hævdes det, at disse kongos kun har nogle få hundrede pesos på lommen, når de frigives og kan forsøge at vende hjem til kone og børn, der sjældent ved, hvad der er blevet af manden efter han forsvandt.

Der er ifølge rapporterne også en livlig handel med illegale haitianske flygtninge i Den Dominikanske Republik ­ man mener, at der i alt opholder sig cirka 500.000 haitianere i landet. De illegale flygtninge bliver behandlet som lovløse, og mændene arresteres eller kidnappes ofte af soldater fra Den Dominikanske Republik for at blive bragt til sukkerrørsmarkerne op til høsttiden.

The Anti Slavery Society er en af de ældste organisationer for menneskerettigheder. Instituttets rapporter fortæller, at der i starten af 1980erne blev solgt cirka 10.000 arbejdere om året fra Haiti som kongos til Den Dominikanske Republik.

Handelen med disse mænd finder stadigvæk sted, ifølge James Ferguson, der har skrevet bogen "Dominican Republic ­ Beyond the Lighthouse" (Latin America Bureau, 1992).

Man kalder naturligvis ikke officielt arbejderne for hverken slaver eller kongos, men i stedet for "braceros", det vil sige løsarbejdere, der er omfattet af en gammel aftale mellem de to lande. Denne aftale er dog ikke noget værd i praksis, bortset fra PR-værdien over for omverdenen.

Haitianerne bliver fanget ved organiserede overfald og bragt til Den Dominikanske Republik imod deres vilje. Der er kun få, der er i stand til at læse. Haiti har faktisk Latinamerika-rekorden i analfabetisme, cirka 85 procent ­ i nogle af de få haitianske skoler fortæller man endda stadigvæk eleverne at jorden er flad!

Haitianernes sprog, der er et særligt kreolsk sprog med afrikanske bantu-ord, som ingen dominikaner forstår, er også en hindring for at eventuelle braceros kan informeres om en aftale mellem de to lande.

 

En sejltur i de caribiske bølger med fri rum-punch i fire timer giver et sikkert resultat bagefter, især for uprøvede og for ældre turister. Den søde punch gør, at man nærmest tror det er saftevand, og hammeren falder pludseligt med et gevaldigt GONG! Copyright (C) Peter Krog. krogfamilien@gmail.com

 


ARTIKEL om slaveri i sukkerrørsmarkene

Slaver eller kontraktarbejdere

Den Dominikanske Republik producerer efter min mening fremragende rom - jeg er imponeret over kvaliteten. Men den måde deres sukkerrør er blevet høstet på gennem årene er bestemt ikke charmerende.

Ifølge Anti Slavery Society rapporter blev 30.000 mænd fra nabolandet mod vest, Haiti, bragt til Den Dominikanske Republik i årene mellem 1957 og 1963 for at høste landets sukkerrørsmarker. Arbejdet er utroligt hårdt, fysisk nedslidende og ofte smertefuldt på grund af snitsår med mere ­ og ikke mindst når der er tale om en arbejdsdag på 10-12 timer i brændende sol. Der er ingen dominikanere, der arbejder med at høste sukkerrør. De nøjes med at holde opsyn, vejer, måler og distribuerer sukkerrørene.

I slutningen af 1950'erne var en slags moderne slavejægere af den daværende diktator, tyran og præsident i Haiti, Francois Duvalier (Papa Doc), blevet sat til at indfange disse såkaldte kongos. Når de blev afleveret på en dominikansk sukkerrørsmark, gav det Duvalier en indtægt godt 15 US dollars pr. mand, der blev leveret. Når først arbejderne var kommet ind i Den Dominikanske Republik, blev de sat til dette tvangsarbejde i op til seks måneder ­ indtil høsten var overstået. De bor endnu i dag ­ under høsttiden ­ i nogle såkaldte bateyes, det vil sige nogle primitive, usle barakker.

Haitiansk handels- og transportknudepunkt i den østlige del af landet. Copyright (c) Peter Krog. krogfamilien@gmail.com

 

I bogen Sugar and Modern Slavery af Roger Plant (Zed Books Ltd., 1987), hævdes det, at disse kongos kun har nogle få hundrede pesos på lommen, når de frigives og kan forsøge at vende hjem til kone og børn, der sjældent ved, hvad der er blevet af manden efter han forsvandt. Der er ifølge rapporterne også en livlig handel med illegale haitianske flygtninge i Den Dominikanske Republik ­ man mener, at der i alt opholder sig cirka 500.000 haitianere i landet. De illegale flygtninge bliver behandlet som lovløse, og mændene arresteres eller kidnappes ofte af soldater fra Den Dominikanske Republik for at blive bragt til sukkerrørsmarkerne op til høsttiden.

The Anti Slavery Society er en af de ældste organisationer for menneskerettigheder. Instituttets rapporter fortæller, at der i starten af 1980erne blev solgt cirka 10.000 arbejdere om året fra Haiti som kongos til Den Dominikanske Republik.

Sukkerrørsmarken høstes. Copyright (c) Peter Krog. krogfamilien@gmail.com

 

Handelen med disse mænd finder stadigvæk sted, ifølge James Ferguson, der har skrevet bogen Domican Republic - Beyond The Lighthouse (Latin America Bureau, 1992). Man kalder naturligvis ikke officielt arbejderne for hverken slaver eller kongos, men i stedet for braceros, det vil sige løsarbejdere, der er omfattet af en gammel aftale mellem de to lande. Denne aftale er dog ikke noget værd i praksis, bortset fra PR-værdien over for omverdenen.

Haitianerne bliver fanget ved organiserede overfald og bragt til Den Dominikanske Republik imod deres vilje. Der er kun få, der er i stand til at læse. Haiti har faktisk Latinamerika-rekorden i analfabetisme, cirka 85 procent ­ i nogle af de få haitianske skoler fortæller man endda stadigvæk eleverne at jorden er flad! Haitianernes sprog, der er et særligt kreolsk sprog med afrikanske bantu-ord, som ingen dominikaner forstår, er også en hindring for at eventuelle braceros kan informeres om en aftale mellem de to lande.

 


LATIN MUSIK

Salsa, Latinjazz, Bolero, Merengue, Bomba, Son Montuno og alt det andet

SALSA er ikke CUBA's musik

Vi taler alle om salsa - både som dans og som dansemusik. Musikken er fantastisk populær i Florida, Californien, Columbia, Venezuela, Puerto Rico og mange andre lande og østater. Se et eksempel på hvad det handler om på denne VIDEO med den columbianske gruppe La Sonora Carruseles.

Der er mange mennesker i Danmark der omtaler næsten al musik fra latinamerika som salsa - medmindre det er samba eller bossa nova - men den sag er meget mere nuanceret. Når vi taler om latin musik, handler det om latinamerika og afrospansk musik.

En cubaner ville vise sit temparement hvis du kaldte den cubanske musik for salsa. Salsa er oprindeligt en blandingsmusik med elementer fra jazz, latin former og stilarter fra især Cuba, Puerto Rico og Den Dominikanske Republik. Men moderne salsa er blevet meget poppet. Til gengæld er de oprindelige musik og danseformer som mambo, son montuno, bolero, cha-cha-cha, merengue, bachata, bomba, plena og dusinvis andre blevet populære i USA's latin miljøer.

Én af mine største live-oplevelser nogensinde var med den cubanske gruppe Grupo Irakere - hør og se en slidt teknisk s/h udgave fra 1979 - med både altsaxofonisten Paquito D'Rivera og trompetisten Arturo Sandoval - af deres åbningsnummer Juana 1600 - hvor slagtøjsgruppen lægger et solidt fundament for blæserne mod slutningen. Eller DENNE teknisk langt bedre udgave, men efter Paquito og Arturo var hoppet af til USA, fra Amsterdam omkring 1990. Mængden af cubanske musikere og grupper der har 'blæst mig helt omkuld' er næsten uendelig.

Cubansk mambo og bolero

Kun nogle af de største cubanske orkestre gennem tiderne kan matche disse mambo og salsa orkestre. Jeg tænker på Beny Moré og i nyere tid naturligvis Buena Vista Social Club - hør dem her fra en dokumentarfilm. En anden gruppe med cubanske rødder der har fokuseret på de afrikanske rødder er Orquesta Experimental de Nueva Yorquinho. Hør dem også her med Nelson Gonzales på den cubanske guitar 'tres'. Eller se en lille dokumentar om gruppen her.

Når det gælder den bløde, inciterende bolero tænker jeg først og fremmest på Ibrahim Ferrer som du her kan høre med Dos Gardenias. Læs en anmeldelse nederst på denne side af hans uimodståelige bolero CD han nåede at indspille få dage før sin død.

Latin jazz

For 50 år siden skabte flere jazz solister en kobling fra jazz til former som f.eks. calypso, mambo, cha-cha-cha, bolero, rhumba, samba, bossa nova og flere andre populære genrer fra Sydamerika og Caribien. Det drejede sig om navne som Stan Getz, Sonny Rollins, Dizzy Gillespie, Coleman Hawkins og mange andre.

Siden har latin musik fået fodfæste i USA og hele den vestlige verden med moderne former som salsa, soca, zouk, merengue, bachata og mange andre former fra hele caribien og Sydamerika.

Mange musikere fra Brasilien, Columbia, Puerto Rico, Den Dominikanske Republik og Cuba har siden bosat sig i USA hvor de har stor succes med deres musik.

Cubanske musikere er typisk 'hoppet af' i USA når de har været på turné. Lad mig nævne navne som sangeren Celia Cruz, altsaxofonisten Paquito D'Rivera, percussionisten Mongo Santemaria og trompetisterne Alfredo 'Chocolate' Armenteros og Arturo Sandoval. Se iøvrigt den danske salsamusiker og slagtøjsspiller Birger 'Krølle' Sulsbrücks hjemmeside. Han var og er en ledende figur i det ældste danske salsa orkester, Salsa Na Ma, der blev dannet i 1979.

 

Ældre kvindelig handlende i byen Higüey, Den Dominikanske Republik. Copyright (c) Peter Krog. krogfamilien@gmail.com

 

Spanish Harlem, New York - eller 'Nueva Yorquinho'

Én af de første afhoppere var den blinde cubanske orkesterleder og komponist Arsenio Rodriguez. Han betragtes som salsa musikkens skaber, men bestemt ikke én som har tjent store penge på musikken. Den cubanske son montuno er måske det vigtigste element i salsa musikken - jeg skriver for egen regning - men der er mange meninger om dette. Andre vil nævne stilarter som boogaloo - en genre der skabtes i New York før salsaen blev skabt. Salsa musikken har siden udviklet sig længere væk fra jazzen og mere i en merkantil poppet retning de seneste 20 år. Men hvad er traditionel salsa egentlig? Man kan måske tale om Miami salsa anno 1980 og New York salsa anno 1975 osv. Kort sagt er salsa blevet et lige så bredt begreb som f.eks. blues musik.

Klassisk salsa

Én af de salsa musikere jeg har interviewet er pianist og komponist Eddie Palmieri. Se og hør ham her. For mig hører Palmieri til blandt salsa musikkens væsentligste stilskabere. Genren blev skabt i New York fra midten af 1960'erne til måske midt 1970'erne. Hans LP 'The Sun of Latin Music' fra 1974 hører til blandt klassikerne, men hans produktion er enorm - både før og efter 1974. Eddie's afdøde bror, Charlie Palmieri, var også én af frontfigurerne - men langt fra så udviklende og skabende som Eddie.

Palmieri følte i mange år, at de store pladeselskaber kun interesserede sig for engelsk-sproget musik og han kritiserede ofte de ægte latin pladeselskaber for ikke at være ambitiøse og professionelle nok. Det har dog ændret sig de sidste 10-15 år.

Blandt de øvrige 'legendariske' New Yorker salsa orkestre jeg vil nævne som de vigtigste er Tipica '73, congaspilleren Ray Baretto og hans orkester, Manny Oquendo med sit 'Conjunto Libre' og af nyere dato er det Wayne Gorbea & Salsa Picante og især Spanish Harlem Orchestra der har haft sangeren, komponisten, politikeren, forfatteren og skuespilleren Rubén Blades i den vokale front. Han er jurist af uddannelse og fra Panama. Han tog til New York og fik først job i et pladeselskabs pakkeafdeling. Hurtigt fandt alle ud af, at han både var begavet og kunne synge. Kort efter var han med hos ventilbasunisten Willie Colon og så kørte karrieren fra ét af de mest indflydelsesrige salsa navne i historien. På et tidspunkt var Ruben Blades dén person vælgerne i Panama helst så som præsident for landet, hvis han ville vende tilbage. Hør ham fortælle om og synge sin egen Tiburon der handler om den store haj i det caribiske hav der åd alle de mindre fisk - en metafor for USA's rolle som han så det.

De cubanske musik genrer er uhyre populære i hele latinamerika. Én af mambo og salsamusikken populæreste solister siden starten af 1980'erne kommer fra Venezuela. Det er sangeren, bassisten, danseren, orkesterlederen, arrangøren og komponisten Oscar D'Leon der var på Roskilde Festivalen i 1998. Men dagen inden gav han - med sit over 30 mand store orkester - en dynamisk og imponerende koncert i Store Vega. Det var mambo for fuld udblæsning og jeg tror ikke at denne genre nogensinde er blevet præsenterert bedre herhjemme -med al respekt for cubaneren Machito (1912-84) og Tito Puente, Mambo og Timbales percussions kongen fra Puerto Rico. Begge to hører til blandt mine gamle 'helte', ligesom salsa sangeren Joe Arroyo fra Columbia.

 

Ice-Cold Coconut - de bliver skåret til så man med det samme kan drikke den dejlige mælk og skrabe det bløde kokus. Copyright (C) Peter Krog. krogfamilien@gmail.com

 

Latin og Salsa pop

I dag sælger latin musik godt med kompetente navne som Gloria Estefan, Ednita Nazario bl.a. med nummeret 'Tres Deseos', Juan Luis Guerra, Marc Anthony og senest den columbianske Juanes. Se og hør specielt den bedste live latin-duet nogensinde, Gloria Estefan og Marc Anthoni i 'Mi Tierra'.

Ingen tvivl om at sidstnævntes musik ligger langt fra salsa og tættere op ad rock. Siden 1960'erne er den købedygtige spansksprogede befolkning i og udenfor USA blevet så stor, at der siden år 2000 er etableret Latin Grammy Awards som siden da blot er vokset og vokset. Det hele har naturligvis noget at gøre med hvor stort det købedygtige publikum er. På den baggrund er der grund til at tro, at den afro-spanske musik med rødder i Sydamerika og Caribien, vil dominere musikbranchen allerede om få år.

Når man ser tilbage, har det været positivt at den spansksprogede latin har fået god plads på de amerikanske marked, men desværre har den negative side været, at der er gået lidt for meget 'Vamos á la Playa' i den - lidt for meget glimmer og melodi grand prix. Mange latin stjerner er blevet for forudsigelige og ligegyldige. Producerne går efter det der sælger bedst og så kommer alt hurtigt til at lyde ens. Derfor er der mange der kun ser muligheder for fornyelse hvis storsælgende solister 'tør' noget mere. Man skal turde. Og én af dem der har gået mange nye veje i sin karriere er Juan Luis Guerra, samtidig med at han holder fast i traditionen.

Mexico

Jeg producerede engang nogle radioudsendelser sammen med journalisten Jens Lohmann med titlen 'Under sombreroens skygge. Hans interesse for mexicansk musik, herunder landets mariachi tradition - men også for conjunto, tejano, norteño og mexicansk folklore i det hele taget, tog hurtigt fat i mig.

Også guitaristen Ry Cooder, som var en af mine inspirationskilder i slutningen af 1970'erne, havde flirtet en del med norteño musik, bl.a. på grund af hans samarbejde med accordion musikeren Flaco Jimenez.

Der er utallige mariachi sangere og sangerinder, men én af de helt store og meget romantiske marichi solister er Vicente Fernandez. Hør og se ham her i den klassiske Volver Volver


 

ARTIKEL OM LATIN STJERNEN JUAN LUIS GUERRA

Musik fra landet mellem Cuba og Puerto Rico: Den Dominikanske Republik

Siden jeg fik singlepladen ‘Guavaberry’ med Juan Luis Guerra i 1988, har hans særlige bachata og merengue musik været en nærmest uundværlig del af mit liv. Hans stil er helt hans egen og kan ikke sammenlignes med den øvrige lokale musik. Det er sjældent, jeg begejstres i den grad af én kunstner over en lang årrække, men hans sange, stemme og de musikalsk forførende arrangementer rammer mig på hele følelsesregisteret - ligesom Beatles gjorde det 25 år tidligere. Og da jeg generelt er begejstret for Caribien, var det oplagt at rejse til hans hjemland, Den Dominikanske Republik, i 1993 - tiltrukket af landets vidunderlige rom, nabolandet Haiti og for at høre den ægte dominikanske merengue og bachata samt og - ikke mindst - landets mest kendte kunstner. Hør og se ham her i 'Rompiendo Fuente'.

I de år arbejdede jeg meget på radioens P3 og producerede en lang række udsendelser med caribisk musik. Derfor havde jeg også en Nagra-båndoptager med fra DR på rejserne i håb om at få kontakt og interview med Guerra eller blot nogle musikere, der havde indspillet med ham. Jeg forsøgte på alle fronter, via hans management og pladeselskab, men uden held. Guerra not here. Guerra gone. Guerra in Miami. Guerra in New York. Jeg var næsten begyndt at tvivle på, at manden reelt eksisterede. Guerra var hele tiden alle andre steder end i sit hjemland.

Roskilde Festival 2005

Mit sidste krampespring var i 1995 at foreslå Peter Hvalkof fra Roskilde Festival da han besøgte mig, at de skulle gøre alt for at forsøge at få Guerra på plakaten. Jeg havde en liste på ca. 10 caribiske og afrikanske navne som Hvalkof fik og hurtigt kom alle navne til Roskilde. Eller næsten. Igen var voodoo-dukken på spil, følte jeg, men efter 10 års ihærdige forsøg lykkedes det pludselig, den 3. juli 2005 for Roskilde Festival.

Juan Luis Guerra på den store scene, Roskilde Festival 2005. Copyright (c) Peter Krog; krogfamilien@gmail.com

Måske eneste gang i DK

Som det sidste navn søndag aften på Orange Scene stod hans store orkester som en uvirkelig luftspejling på scenen. Allerede under lydprøven var festivalens latintilhængere ved scenekanten klar over, at det ville blive et brag af en latinfest, selv om ingen endnu havde set eller hørt Guerra endnu. Alle var spændt til bristepunktet. Guerra havde vundet på forhånd, allerede inden han kom på scenen!

Bachata Rosa fra 1991 regnes af mange for at være Guerra's bedste udgivelse og den har for længst solgt 5 millioner eksemplarer.

"Det var første gang, vi skulle spille for et decideret ikke-spansktalende publikum”, fortæller Guerra mig efter koncerten, “og jeg havde virkelig frygtet denne koncert, for publikum kender jo ikke vores sange sådan rigtigt - de kan ikke synge med, som vi er vant til. Men som min keyboardspiller sagde til publikum, allerede efter det første nummer, så var det en stor oplevelse at spille i Danmark, og vi vil meget gerne vende tilbage,” siger han med et overbevisende blik. Chancen for at han kommer til Danmark igen svarer dog nogenlunde til at The Beatles bliver gendannet. Men apropos....

Beatles fan

Guerra er over to meter høj. Han er tidligere basketballspiller ligesom sin far, der var på det dominikanske landshold. Han er en hvid, mørkhåret mand med kortklippet fuldskæg, som ganske enkelt ikke ligner noget andet menneske fra Caribien. Han er ingen caribisk prototype, ligesom hans musik ikke er det. Hans musik er hverken merengue, bachata eller salsa. Det er en latinstil med overvejende dominikanske rødder, skrevet og produceret af en mand, der har været inkarneret Beatles-fan og lyttet til utallige andre vestlige grupper inden for jazz, soul, afro, rock og pop. Desuden har han interesseret sig indgående for komposition, arrangement, avanceret pladeproduktion og - ikke mindst - interesseret sig for den latinamerikanske kunst og kultur i alle dens afro-spanske former.

Da Guerra første gang hørte Beatles, var det med balladen ‘Till There Was You’. “Jeg opdagede, at sangen i bund og grund var en bachata,” siger han til mig, med begejstring i stemmen.

Metaforisk poesi

Samtidig er Guerra interesseret i sociale og politiske temaer. Han har læst de fleste af de store latinske forfattere og digtere - for eksempel spanske Federico Garcia Lorca - og er begejstret for politisk orienterede sangere og sangskrivere som Silvio Rodriguez med nueva canción-genren fra Cuba samt salsanavne som Ruben Blades fra Panama. Sidstnævnte har i øvrigt den meget populære nasale vokalfrasering, som Guerra også selv har, og som specielt er populær i merengue.

Guerra bruger både humor, ironi og især metaforer i sine sange

“Det virker meget stærkere på publikum end teksttunge udtømmende og lange forklaringer,” forklarer Guerra.

På en tur til storbyen Santiago de los Caballeros fandt han et anonymt digt, som han brugte til sangen ‘Ojalá que llueva café en el campo’ - lad os bede til, at det vil regne med kaffe på vores marker. Det er en optimistisk og meget poetisk sang om, hvor meget den fattige landbefolkning hvert år drømmer om at høsten vil blive så god, at familien kan overleve.

Også en anden sang, ‘El costo de la vida’, der handler om livets omkostninger, udtrykker sympati med de socialt dårligst stillede. Egentlig er melodien skrevet af Zaïre-guitaristen Diblo Dibala, som Guerra engang oplevede live i New York og straks inviterede med til en pladeindspilning. Hør Guerra synge Diblo Dibala's A Pedir Su Mano men med sin egen spanske tekst.

Nedslidt hospital

Da jeg i 1993 var i Den Dominikanske Republik, så jeg i hovedstaden Santo Domingo et sted, hvor man havde bygget “Faro a Colón” - en kæmpe bygning og fyrtårn til Columbus’ ære i anledning af 500-året i 1992. Tidligere havde over 60.000 fattige voksne og børn boet der med høns og grise gående rundt i mudderet mellem bølgepap hytter uden vand, kloakker eller blot minimale levevilkår. Alligevel blev området ryddet, og de fattige blev anvist et endnu ringere sted at bo med en lovet kompensation på 50 US-dollars per familie, som de aldrig fik.

“Kan du skrive en kritisk sang om sådanne forhold, eller vil det give dig problemer hjemme?,” spørger jeg Guerra. “Ikke rigtigt”, siger han, og bruger et eksempel på, hvordan dominikanere kan kritisere systemet.

I sangen ‘El Niágara En Bicicleta’ synger han tragikomisk og detaljeret om et besøg på et af landets primitive hospitaler, hvor ingenting fungerer. Hør den her. Sangen handler om dét, man som patient kan opleve, hvis man får en blodprop i hjertet - at lægerne holder fri på intensivafdelingen, fordi de lige skulle noget andet, eller at man bliver sat i behandling for noget helt andet end det, man egentligt fejler.

“I den sang bruger jeg en gammel dominikansk metafor, for at fortælle min mening,” fortæller Guerra. “Jeg synger, at forholdene på hospitalet er som at skulle krydse Niagara vandfaldet på cykel. Så ved folk, hvad jeg mener,” siger han.

Jeg får et kort øjeblik lyst til selv at bruge udtrykket, da jeg ville fortælle ham om mine 12 års besværligheder med overhovedet at få kontakt med ham, men tøver...

Forførende ballader

Guerra er kendt for meget store, tætte og stramme arrangementer, hvor han ofte anvender elementer fra jazz.

“Det stammer fra, at jeg som ung studerede jazzkomposition, harmoni og arrangementer ved Berklee School of Music i Boston, Massachusetts,” fortæller han mig. “Jeg kunne godt lide bigbandjazz og improvisatoriske soli og temaer som i bebopmusikken.”

Hans ‘Rompiendo Fuente’ fra 1992 er et typisk eksempel på, at han benytter disse lynhurtige melodiske figurer.

“Da vi i 1998 skulle indspille den hæsblæsende ‘El Primo’, der også bruger mange bebopfigurer undervejs, fik vi den cubanske supertrompetist Arturo Sandoval til at spille en forrygende solo. Han gjorde tre forsøg, og alle tre kunne bruges,” siger Guerra grinende, “for nummeret var både lynhurtigt og meget humørfyldt. Det handlede om en storpralende fætter, der ’kendte’ Michael Jordan, kunne trække vejret under vand og meget andet, som ingen i omegnen troede på.”

Et stort festivalpublikum er ikke til ballader og slet ikke, hvis de synges på et sprog, de ikke forstår. Guerras repertoire i Roskilde var derfor specielt til de danseglade. Og der blev danset. Helt ned til den anden ende af Roskilde. Men de romantiske og forførende ballader er i virkeligheden Guerras særkende. Der blev i 2000 udsendt et dobbeltalbum med et udpluk af de bedste ballader fra hans karriere på ‘Coleccion Romantica’. Mange kunstnere har også indspillet hans ballader, for eksempel svenske Bjórn Afzelius med ‘Nära dej’, der er oversat fra Guerras ‘Burbujas de amor’. Det nationale symfoni­orkester Filarmonica Santo Domingo har indspillet plader med hans musik og givet koncerter i Latinamerika, udelukkende med Guerras musik.

Mødte Jesus

Der er ofte gået flere år mellem Guerras pladeudgivelser. Hans publikum har dog ventet tålmodigt. Ventetiden har handlet om flere ting. Dels har han haft en slags ’platin-neurose’, hvilket vil sige, at når en kunstners plader - som i Guerras tilfælde - sælges i milliontal i så mange lande, at den opnår platinstatus, så får kunstneren nemt præstationsangst i forhold til den næste plade, som derfor lader vente på sig.

Samtidig havde Guerra for godt fem år siden brug for at få styr og struktur på sit familieliv. Han “mødte Jesus” ved en nyreligiøs oplevelse og blev overbevist om, at han med sit særlige talent skyldte kristendommen alt. Hans CD fra 2004 , ‘Para Ti’, er med krop og sjæl, oprigtigt dedikeret til Kristus. Den evangelske ‘Aleluya’ vil kunne overbevise selv ikke-spansktalende. Biografi

Ingen tvivl om at Guerra har fundet sig selv igen - og ingen tvivl om, at han med sin musik først og fremmest hylder livet med sine begavede kompositioner og indspilninger. Alene det, at han overvandt frygten og kom til det ikke-spansktalende Danmark, var et udtryk for en ny selvtillid. Hør og se ham i Ojala que llueva café eller El Niagara en bicicleta eller Guavaberry eller A Pedir su Mano.

Min største inspirationskilde

Juan Luis Guerra er helt klart min største musikalske inspirationskilde alle navne, solister og grupper inklusive. Siden jeg fik singlepladen ‘Guavaberry’ med Juan Luis Guerra i 1988, har hans særlige bachata og merengue musik været en nærmest uundværlig del af mit liv. Hans stil er helt hans egen og kan ikke sammenlignes med den øvrige lokale musik.

Det er sjældent, jeg begejstres i den grad af én kunstner over en lang årrække, men hans sange, stemme og de musikalsk forførende arrangementer rammer mig på hele følelsesregisteret - ligesom Beatles gjorde det 25 år tidligere. Og da jeg generelt er begejstret for Caribien, var det oplagt at rejse til hans hjemland, Den Dominikanske Republik, i 1993 - tiltrukket af landets vidunderlige rom, nabolandet Haiti og for at høre den ægte dominikanske merengue og bachata samt og - ikke mindst - landets mest kendte kunstner. Hør og se ham i 'Rompiendo Fuente'. Hør og se ham fra 2011 fortælle her.

  


PLADEANMELDELSER - især om CALYPSO, SOCA, STEELBAND


 

various artists: ’Legends of calypso’

Arc Music EUCD 1774

DIST. www.arc.co.uk    video

**** 64 minutter

Calypso. Caribien. Selv om det ikke er de store gamle calypsonians man hører her, er der en række fortræffelige sangsolister med mange klassiske calypsoer, der typisk er indspillet i 1950erne. Det er navne fra det meste af Caribien, som er ukendte herhjemme. Den eneste solist jeg kender er Mighty Panther. Han er fra calypsoens hjemland, Trinidad. Ellers er det navne som André Toussaint, Calypso Mama og Brownie. Mine favoritter er de morsomme ’Back to Back’ og ’Barbados Carnival’. Der er i alt 25 numre, der tæller klassikere som Lord Creators ’’The Big Bamboo’, Lord Kitcheners ’Nora Nora’, King Radios ’Brown Skin Gal’ og ’Matilda’, Roaring Lions ‘Mary Ann’, Mighty Spoilers ustyrligt morsomme ’Bed Bug’ og mange flere - alle i fine cover versioner. Det medfølgende teksthæfte har tekster til alle numre. Det lyder som om indspilningerne er foretaget langt væk hjemmefra, i nogle af de mange caribiske eksilmiljøer der findes i byer som New York, Toronto og London. Alle numre viser stor hengivenhed for den ægte calypso.

 

Copyright (C) Peter Krog. krogfamilien@gmail.com

 

 

various artists: ‘putumayo presents calypso’

Putumayo World Music PUT 205-2

42 minutter ****

Calypso. Caribien. På alle de engelsksprogede caribiske øer spiller calypsoen en væsentlig rolle - Bahama-øerne, Jamaica, Grenada og ikke mindst dér hvor genren blev skabt, i Trinidad & Tobago. Denne opsamlings CD præsenterer den gode gamle, melodiøse og charmerende calypso fra 1950erne især, med kendte navne som Mighty Sparrow, Lord Shorty og Lord Beginner samt mindre kendte som The Jolly Boys, Leslie Scott & Irene Williams. Calypsoens kendemærke er dobbelttydige tekster med fokus på skandaler - både politiske og indenfor familien, samt antydningens kunst - blot publikum nemt kan gætte hvad sangeren næsten skulle til at synge, men overlod det til publikums fantasi. Der er intet som en god saftig historie i sang, som alle kan synge med på. CDen indeholder et fyldigt hæfte der giver god baggrundsinformation til alle solister og sange. Der mangler dog de ’rigtigt frække’ eller politisk farlige calypsoer.

 

 

Zan's Guesthouse i Bucco, Tobago. Tegning af Carl Quist Møller

 

holger laumann: ‘sunshine fantasy’

Saxopan Records SRCD 001

62 minutter *****

Caribien. Calypso-Jazz. Steel pan. Længe før tenor- og sopransaxofonisten Holger Laumann i 1978 udsendte LPen ’Music is Good Today’ har han været dybt forelsket i calypso og steelpan musik. Han har siden indspillet flere LP og CD plader i denne musiks hjemland, Trinidad & Tobago. Denne nye CD er nærmest et mesterstykke og hans eget spil har jeg ikke hørt mere overbevisende før. Samspillet med de to eminente steel pan musikere Len ’Boogsie’ Sharpe og Ray Holman, er hele vejen igemnnem noget af det mest swingende calypso-jazz jeg har hørt. Boogsie improviserer som en drøm i den over 7 minutter lange ’Hope Springs Eternal’ skrevet af Laumann, ligesom 6 andre nye numre er skrevet af ham. Der er i alt 11 numre, hvoraf de 5 tidligere er udsendt på to albums fra 1982 og 1986. Det er blandt andre titelnummeret ’Sunshine Fantasy’ skrevet af Boogsie, Lord Kitchener’s ’Pan Explosion’ og Karen Jønsson’s ’Hvorfor er lykken så lunefuld?’ Helstøbt og på alle måder swingende musik med gennemtænkte og stærkt iørefaldende kompositioner der forbinder jazz, calypso og steel pan på en indlysende naturlig måde.

 

  

 

POLCALYPSO & JAMESIE

"Se Acabo - Live in Denmark 2000"

Copenhagen Calypso Records CCR CD 2000-1/CD 3519-2

*****

Første gang James ’Jamesie’ Brewster forlod U.S. Virgin Islands var i 1995 da han kom til Danmark og indspillede en live CD med Polcalypso. Jamesie er nu med igen på denne nye live CD er det 5. album fra denne otte mands gruppe - der samtidig har lagt det alt for lange navn, The Original Danish Polcalypso Orchestra, bag sig. CDen er optaget i september 2000 i Viften, Rødovre. Da den første live-CD udkom skrev jeg i min anmeldelse, at det eneste der manglede var en fløjte, da dette instrument er så stærkt knyttet til denne vestindiske stil. Nu spiller begge gruppens saxofonister, Hans Leonardo Pedersen og Morten Dreyer, også fløjte som var de vestindisk klonede. Gruppens line-up er i øvrigt accordion, banjo, trompet, guitar, bas, trommer og percussion.

En særlig kvalitet ved sangeren Jamesie er jo at han synger autentisk vestindisk engelsk. Tilmed får man nu også en smagsprøve på det meget sammenkogte creolske blandingssprog der tales på mange øer i CDens titelnummer ’Se Acabo’.

Der er kompositioner der drypvis peger mod omkringliggende kulturer som i Puerto Rico, Guadeloupe, Martinique, Den Dominikanske Republik og Jamaica. De fleste er skrevet af Jamesie, men enkelte af accordion- og banjospiller, kapelmesteren Kazio Kierpaul og et par af Leonardo. Alt hænger smagfuldt sammen i en vuggende creolsk flavour, hvor polkaen stadigvæk viser sine store danske røde prikker.

 

Castara Bay, en lille fiskerby på Tobago hvor vi her sidder på byens eneste café med panoramaudsigt... Copyright (C) Peter Krog. krogfamilien@gmail.com

 

THE ORIGINAL DANISH POLCALYPSO ORCHESTRA: “Live - featuring James "Jamesie" Brewster”

Copenhagen Calypso Records, CCR CD 97002

Den vestindiske sanger James Brewster, der er fra U.S. Virgin Islands, var i sommeren ‘95 ude på sit livs første rejse. Den gik til den gamle kolonimagt, Danmark. The Original Danish Polcalypso Orchestra (TODPO) havde inviteret ham til at synge ved en række koncerter. Han er langt over pen-sionsalderen og det ville være forståeligt hvis han havde afsløret en vis nervøsitet på scenen med det syv mands store “danske polcalypso orkester”. Men som det kan høres på denne live-optagelse var han i sit livs form, hin august aften i “Bananrepu-blik-ken” på Nørrebro, hvor selv luftfugtigheden var som på hans egen vestindiske hjemmebane.

Det er den 4. plade fra TODPO der først var kendt som Karlekammeret - et navn der ikke rigtigt holder når man spiller på mange internationale musikfestivals. Og ved deres anden tur til U.S. Virgin Islands ved årsskiftet ‘94/95 lykkedes det TODPO at komme i kontakt med “Jamesie”, der sammen med navne som Joe Parris, Jeppesens Band of Renown, Archie Thomas, Lord Kitchener m.fl., er en af orkesterets væsentligste inspirationskilder. Han deltog i en kon-cert på St. Thomas i januar ‘95 og efter en forrygende jam blev han inviteret til Danmark.

“Jamesie” kan både de frække og de noble vestindiske sange. Repertoiret er vestindisk folklore med en musikalsk kloning af polka og calypso samt lidt fransk vals, mazurka - og en halv flaske Planter’s Punch. Gruppens line-up er altsax, tenorsax, banjo, percussion, trommer, bas og guitar - men desværre ingen fløjte. Og det er faktisk også det eneste der mangler. Til gengæld swinger og vugger musikken med en afsmit-tende musikglæde - ikke mindst i instrumentalnumre og -passager hvor altsaxo-fonisten Hans Leonardo Pedersens soli henter citater fra både traditionel jazz og swingmusik.

Siden vi i 1917 solgte øerne til USA har der ikke været bedre ambassadører for denne dansk-vestindiske musikkultur end dette umage danske polcalypso-orkester. De har på enestående vis evnet at importere en blandingsmusik som vore forfædre eksporterede for 100 år siden.

 


 TOP TRACKS 

Merengues Clasicos Mix

 


PLADEANMELDELSER - andre genrer fra Caribien og beslægtede områder


Herunder ses en række af mine tilfældigt udvalgte CD-anmeldelser. Jeg vil dog anbefale, at du checker denne hjemmeside både med hensyn til anmeldelser og anden information om latin musik. Brug den!

Ibrahim Ferrer: ’Mi Sueño’

World Circuit Records WLWCD077 (47 minutter)

Bolero. Cuba. På sit dødsleje dikterede Ferrer et brev om sin drøm, der nu over et år efter, lige akkurat nåede at blive opfyldt: at synge, indspille og få udgivet en hel CD udelukkende med romantisk bolero. Og han blev i sit liv måske endda den bedste af dem alle, for i gamle dage fik han næsten aldrig lov til at synge bolero, men måtte i stedet synge den hurtigere og mere rytmiske son. Ibrahim Ferrer døde 78 år gammel, den 6. august 2005, netop som denne CD så småt var ved at blive indspillet. Efter hans død troede man, at de demo tapes han først havde fået optaget, var forsvundet. Ved et held blev båndene senere fundet, og dermed kunne CDen færdiggøres, blandt andre med pianisten Roberto Fonseca, bassisten Cachaíto López og guitaristen Manuel Galbán. Repertoiret var valgt med hjertet og resultatet er intet mindre end imponerende i sin autentiske naturlighed. Ferrer og Fonseca viser utallige gange - ikke mindst i ’Convergencia’ - en mageløst fortættet og hudløs smuk forståelse af denne noble genres væsen. Også ’Melodía del Río’ og ’Quiéreme Mucho’ skal fremhæves. Mange vil fælde modige tårer over at høre Ferrer udånde med denne CD, der blev færdiggjort sådan som han først og fremmest ville huskes - som en drøm af en bolero sanger.

Ibrahim Ferrer: Ay, Candela

Escondida Music ESC 6513-2 (53 minutter)

Cuba. Son. Ibrahim Ferrer døde omtrent samme dag jeg modtog denne CD, den 7. august. Han blev 78 år og var det ikke for Juan de Marcos, der genopdagede Ferrer i 1997 til Buena Vista Social Club, ville hans sidste år have været et liv som skopudser - i armod og ubemærkethed. Det gik lige modsat, fordi Juan de Marcos brugte Ferrer til netop dét han kunne bedre end nogen anden - at synge bolero. CDen indeholder indspilninger fra især 1970erne og de tidlige 1980ere. Der er blot en enkelt bolero, ’Una Fuerza Inmensa’ som til gengæld er meget vellykket. Det er store og kompakte orkesterarrangementer med en tidstypisk cubansk lyd. Ferrer har selv skrevet ’De Camino á la Vereda’ indspillet i 1963 og som han genindspillede med Buena Vista i 1997. Det meste af materialet er klassisk cubansk son. Der er ikke sjælere som ’Dos Gardenias’ på CDen, men i stedet swingende cubansk son, og det mestrede Ferrer også til det sidste.

Puntillita: Homenaje 1927-2000

Temba Music - Cuban TUMI 102 (48:18, 16 numre)

Manuel ‘Puntillita’ Licea, den lille, ældre forsanger i Afro-Cuban All Stars, døde i Havanna på sin 73 års fødselsdag, den 4.12.2000 efter kort sygdom. CDen er et tilbageblik på hans imponerende karriere, med fokus på den professionelle start i trompetisten Julio Cuevas’ orkester. Det var fra midten af 1940erne, lige efter Puntillita var flyttet til Havanna. Kunstnernavnet fik han på grund af hans populære kendingsmelodi ‘Son de la Puntillita’.

Puntillita var uddannet i den klassisk sangskole og havde trods sin lille størrelse og drøjde en enestående stemmebredde, dynamik og intonation. Han har sunget med de fleste af de største, blandt andre Sonora Matancera, og blev hurtigt kendt via TV, radio og utallige jobs på alle de største spillesteder. CDen, der domineres af son montuno stilarten, præsenterer Puntillita i en både teknisk og kunstnerisk flot kvalitet som en værdig rival til Beny Moré, hvis orkester Puntillita i øvrigt også optrådte med. Indspilningerne er fra guldtiden i 1950erne, især med Julio Cuevas store orkester.

Juan Pablo Torres: ‘Son Que Chévere’

Universal/Circular Moves 013 464-2

Som titlen angiver, er der tale om ‘cool’ cubansk son musik. Torres er en af de mest kompetente cubanske basunister. Han har spillet med en bred vifte af latinmusikere som Paquito D’Rivera, Eddie Palmieri, Astor Piazzola og Tito Puente. På denne Havanna-indspilning har han fået selskab af en perlerække af musikere fra den cubanske hovedstad - blandt andre den eminente congaspiller Tata Güines, saxofonisten Javier Zalva - der spiller en svulstig baryton - og trompetisten Julio Padrón. På titelnummeret viser pianisten Tony Perez, hvordan montunodelen kan bygge op til en afdæmpet basunsolo i stedet for det sædvanlige crescendo med et brølende tema, hvor alle stemmer i på én gang.

Som vokale solister finder man den oversete Maria Elena Lazo foruden Lázaro Reyes og Aldo del Rio, der også spiller sympatisk tres, der er den cubanske guitar med de sprøde dobbelte strenge.

Det er helt igennem rolig, enkel og samtidig effektiv ‘cool’ son, dog med en enkelt bolero af den sentimentale slags, ‘Dueña De Mi Corazón’, der betyder ejeren af mit hjerte. Det er mange perler, men fremhæves bør dog CDens to første skæringer, ‘El Chocolate’ og den melodiøse ‘El Paralitico’.

Various: ‘Congo to Cuba’

Putumayo P-200-A. Distrib: Temba / Amigo    video

Latin. Afrika-Cuba. Der er de senere år udsendt adskillige opsamlings-CDer med afrikansk salsa, især på grund af de mange rhumba-, salsa- og son-inspirerede navne fra lande som Senegal, Mali og Guinea - men angiveligt også på grund af de stærke afrikanske rødder i Cuba. På denne CD - der snart udsendes officielt - blandes cubanske og afrikanske stjerner. Fra Cuba er det blandt andre Chico Alvarez, Alfredo Valdés og trompetisten Alfredo ‘Chocolate’ Armenteros - sidstnævnte har i øvrigt boet i USA i årtier. Fra Afrika er det blandt andre Mama Sissoko, Gnonnas Pedro - der høres i ‘Yiri Yiri Boum’, der i sin tid blev et verdenshit med cubanske Beny Moré - samt Balla Tounkara og ikke mindst Pape Fall. Men Africando mangler. Endnu en forrygende appetitvækker og introduktion til afrocubansk dansemusik.

SIERRA MAESTRA: ‘Rumbero Soy’

Riverboat Records / World Music Network TUG CD 1027    video

Cuba. Latinamerika. Gruppen, der i år fejrer sit 25 års jubilæum, bliver mere stadigt mere populær for hvert år, der går. Sierra Maestras lyd er kendetegnet ved den cubanske tres guitar, den høje, fede trompet sound i baggrunden og to-tre soneros med karakteristiske lyse stemmer og med en energifyldt rytmegruppe bag sig. Den nye CD er ingen undtagelse, trods tre udskiftninger i gruppen. Tværtimod. Sjældent har gruppen været mere dynamisk og musikalsk pågående. På CDen medvirker en række gæstesolister, som for eksempel jazz-rock-crossover-world guitaristen Marc Ribot fra New York samt Buena Vista sangstjernerne Omara Portuondo og Ibrahim Ferrer. Sidstnævnte er dynamisk i front på ‘Sabina Gómez’, mens Omara er mere tilbagelænet på ‘Camina Como Chencha’. Rockguitaristen Chris Birkett har produceret CDen og medvirker også på elguitar, som det kan høres på ‘Semilla De Caña Brava’, mens Ribot spiller rent akustisk. Der er en hyldest til det smukke cubanske landskab og folk i ‘Junto a un Cañaveral’. I alt er der 12 velfungerende kompositioner indspillet midt i august sidste år i Bordeaux, Frankrig. Varm udadvendt son, der insisterer på at få sving i hofterne.

HAÏTIAN TROUBADOURS

Nextmusic CDS 8922 (74 minutter)    video   video   video   video

Caribien. Haiti. Det vugger og gynger. Man hygger sig, synger med og på ét minut sidder den ægte eskapist med et glas fyldt med isterninger og rom. CDen er det bedste af 2 tidligere individuelt udsendte CDer fra 2001 med titlen 'Haiti Twoubadou' volume 1 og 2. Det handler om en gammel guitar og harmonika baseret troubadour genre som er populær i både Haiti, Guadeloupe og Martinique. Halvakustisk musik med folk som Jacob Desvarieux fra Guadeloupe gruppen Kassav’ og især en række spændende men mindre kendte vokalister som Tonton Bicha, Don Kato og Michael Benjamin fra Haiti. Musikerne har 'mete tet nou ansanm' dvs. ’stukket hovederne sammen’ og skabt en moderne Twoubadou udgave der fungerer og fænger. Egentlig stammer genren fra haitianske sukkerrørsarbejdere der for cirka 100 år siden fik arbejde i det sydøstlige Cuba og dér blev inspireret af den lokale trova fra Santiago de Cuba. På titler som ’Pa manyen fanm nan’ og ’Anne’ oplever man også at være tæt på dancehall vokal stilen fra Jamaica, og lige efter, med harmonikaen i front, at være tilbage i det vuggende fransk creolske.

SEPTETO NACIONAL IGNACIO PIÑEIRO: ‘POETAS DEL SON’

Le Chant du Monde 274 1170 (47 minutter)

Cuba. Son. Legendarisk cubansk gruppe dannet af Ignacio Piñeiro i 1927 - for 75 år siden. I 1969 døde Piñeiro, 81 år gammel, men hans gruppe lever i bedste velgående med yngre musikere. Af økonomiske årsager var gruppen dog opløst fra 1937-1954 men blev gendannet af Piñeiro med flere af de oprindelige musikere. De indspillede mange nye LPer og optrådte ofte på ’Casas de la Trova’ i son-musikkens metropol, Santiago de Cuba. Den nye ’jubilæums-udgave’ af gruppen er oprigtigt tro mod den originale son selv om man også mestrer guaracha, bolero, guajira, cancion og son montuno. Besætningen er den sprøde cubanske tres, bas, guitar, trompet og congas med Eugenio Rodriguez ’Raspa’ som komponist og front sonero, selv om to andre af de syv også synger. Åbningsnummeret ’Cuatro palomas’ er af Piñeiro og desuden skal fremhæves ’Pucho Márquez’ af den gamle mester, Arsenio Rodriguez. Piñeiro kan godt hvile i sin grav - Septeto Nacional holder son musikken levende og tilfører den tilmed nyt blod.

MINI ALI STARS: “Fanatiques Compas

Stern's/Earthworks STEW36CD

Haïti er kendt for sin meringue-musik. Men i slutningen at 1950erne og de følgende ti år skabte saxofonisten og orkesterlederen Nemours Jean-Baptiste en mere heftig haitiansk dansemusic som kaldtes compas direct. Hans orkester - Super Ensemble Compas Direct de Nemours Jean-Baptiste - var et at datidens populæreste, tydeligt påvirket af store amerikanske jazzorkestre.

På Haïti betød djaz det samme som dansemusik og i flere orkestres navne indgik ordet djaz eller jazz. I midten at 1960erne udvikledes unge mini-orkesterudgaver som var inspireret af rock og beat fra USA, UK og Frankrig. Med den senere soul-funk bølge blev grupperne igen udvidet.

Et eksempel på dette var studiegruppen Mini AlI Stars, der bestod af musikere som var samlet fra nogle at de mest populære bands fra Haïti. I 1981 indspillede den nu godt 25 mand store studiegruppe dobbelt-LPen 'Pure Gold' og året efter 'Compas Mas'. Det er fra disse i alt tre LPer, der udelukkende indeholdt musik at Nemours Jean-Baptiste, denne nye CD er samlet.

Ingen tvivl om at dette er min musik. Stilmæssigt indeholder den en lang række af alle de mest charmerende og dansevenlige elementer fra Caribien og Frankrig. Bandet består blandt andet af en 10-15 mand stor blæsergruppe, de to sangere Carlo Claudin og Willy Lacroix som tidligere sang hos Nemous Jean-Baptiste, og den fænomenale harmonika-spiller, Richard Duroseau, der ikke uden grund kaldes for the Charlie Parker of the accordion.

De i alt ti gennemarrangerede numre fylder 70 minutter. Prøv at sidde stille til numre som 'Carnaval Compas Direct', 'Se Sa Ou Se Pa Sa' eller 'Dscipline'. Umuligt. Hvad skal jeg sige? Årets klart bedste caribiske genudgivelse.

OSCAR D’LEON: ’La Formula Original’

RMM Records RMM 82268

WAYNE GORBEA & Salsa Picante: ’¡Saboreando...Salsa Dura En El Bronx!’

Shanachie 66027

Pianisten Wayne Gorbea har sammen med sit 9-mands orkester ‘Salsa Picante’ og arrangøren Ramon Rosado holdt 1980ernes klassiske New York salsa i live på fremragende vis i flere år. Der er ti numre på denne særdeles høreværdige CD. Der er både traditionel salsa og nye kompositioner af især Rosado. Den gamle salsa skole fornægter sig ikke, selv om det ikke er elite musikere. De tætte og homogene arrangementer er i de bedste hænder med en line-up der fokuserer på trombone, trompet og percussion/timbales.

Oscar D’Leon fra Venezuela, er én af mine absolutte salsa favoritter i over 20 år. Han er elsket som en søn på Cuba, men kommer der ikke mere, for så sortlister man ham i Florida, hvor der ikke er nogen nåde hos eksil cubanerne. D’Leon besøgte Danmark i sommeren ’98 hvor han lagde publikum ned med sit energifyldte og disciplinerede 22 mands mambo orkester. ’La Formula Original’ viser denne ‘sonero del mundo’ på toppen af sin karriere, selv om der er enkelte af CDens ti numre der mangler lidt nerve og substans. Pianisten Oscar Reyes og det nasalt dominerede kor sætter et niveau på det gennemarrangerede åbningsnummer ‘Mi mujer es una bomba’ som kun få salsa orkestre i verden kan matche.

 

¡CUBANISMO! & JOHN BOUTTÉ AND THE YOCKAMO ALL-STARS: ‘Mardi Gras Mambo’

Hannibal HNCD 1441

Den nu 58-årige trompetist Jesús Alemañy fra Havanna, der tidligere var frontfigur i gruppen Sierra Maestra, har håndplukket denne samling virtuose musikere og samtidig levende illustreret at jazz og r&b har sine rødder i New Orleans og salsa-rødderne tilsvarende i Havanna. I de første årtier af 1900-tallet sejlede en færge daglig i rutefart mellem Havanna og New Orleans og det var ikke kun sukkerrør der blev fragtet. Man udvekslede også musikalsk inspiration og denne kulturelle fragt midt i ‘the melting pot’ var måske årsagen til at Havanna og New Orleans tog rollerne som de dominerende metropoler i vestens dansemusik .

Er man til en hybrid af Dr. John, Neville Brothers, Dirty Dozen Brass Band og Afro-Cuban All-Stars, med fokus på gennemarrangerede heftige blæserriffs, virtuose soneros og dansemusik fra den gamle spansk-engelsk-franske smeltedigel, så er dette årtiets CD. Det kan bl.a. høres i et forrygende creolsk arrangement af det gamle Ernie K-Doe hit fra 1961 ‘Mother-In-Law’, skrevet af Allen Toussaint. På de to første ¡Cubanismo! CDer fokuseredes især på salsa-musikkens fader, afdøde Arsenio Rodriguez, som her dog er krediteret et enkelt nummer, ‘Paso en Tampa’. Repertoiret rummer standardnumre som ‘Mardi Gras Mambo’ og ‘Iko-Iko’ hvor John Boutté og Rolo Martinez skiftes til at synge lead på henholdsvis engelsk og spansk. Centrale numre er i øvrigt ‘Cuborleans’ og ‘Gumbo Son’ - titler der præciserer en kulturel hybrid der binder to folk og to sprog sammen. Jesús Alemañy revitaliserer og citerer navne som Buddy Bolden, Armstrong, Neville Brothers og de nu gendannede The Meters - samtidig med at der søges fremad mod nye grænser.

Den første live optræden nogensinde for ¡Cubanismo! var ved New Orleans Jazz & Heritage Fair i 1997. Jesús Alemañy havde året inden sammensat sit all-star band med henblik på debut CDen. Det var derfor oplagt, at man hurtigt vendte tilbage for at indspille i New Orleans og sjældent har en atmosfære været mættet af en sådan kreativ begejstring og indbyrdes forståelse. Det her er ikke for jazz puritanerne, det er heller ikke ægte son, mambo, salsa, r&b eller rock’n’roll. Det er et voodoo sammenkog af hele gryden - down dey, at de melting pot - yeahman!

Afro-Latin Party

Putumayo P235-A (45 minutter)

Afro-Latin. Heftig og danseglad afro-salsa med afrikanske, caribiske, amerikanske og europæiske latin navne som Africando, José Mangual Jr., Ska Cubano, Chico Álvarez og Cubismo. Førstnævnte er repræsenteret tre gange på CDen med forskellige gæstesolister og sidstnævnte er en ikke uinteressant gruppe fra Kroatien ligesom de for mig helt ukendte Pepe & The Bottle Blondes og Ronald Rubinel’s Salsa Kolor. CDen er fyldt til bristepunktet med stærkt pulserende afro-latin dansemusik som kan høres på diskoteker, natklubber og i festligt lag i forskellige storbyer verden over, lige fra Dakar, Miami og Havanna til Zagreb, London, Inverness og København. Afro-Latin er en vidtfavnende genre der vil glæde det publikum der synes at salsa musikken godt må være endnu mere aromatisk krydret og farverig. CDen er guf for enhver DJ, workout eller danseskole hvor høj luftfugtighed betragtes som en selvfølge. Ærgerligt at CDens spilletid er så kort.

Various: ‘Putumayo Presents Columbia’

Temba Music - Putumayo World Music PUT190-2 (44:59, 12 numre)

Putumayo er navnet på en dal i det sydlige Columbia og CDen viser at det ikke kun er cumbia der er populært dér men også genrer som for eksempel vallenato, porro og salsa. De største navne på CDen er for eksempel Joe Arroyo som kan høres med ‘Yamulemau’, La Sonora Dinamita med ‘El Ciclon’ og The Latin Brothers med ‘Delia La Cumbiambera’. Min favorit er Fruko y sus Tesos der synger med en nasal frasering i ‘Soy Como Soy’ som Rubén Blades ikke kunne gøre bedre. Swingende salsa med musikalske krydderier fra det meste Caribien. Der medfølger en textbook der indeholder en bredere introduktion til genrer og solister.

Various: ’Musica Negra In The Americas/ABC Island Primer’

Temba Music - Network 20.112 (69:43, 17 numre)

De Hollandske Antiller i Caribien består af tre øer der ligger ved Venezuelas vestlige kyst. Aruba, Bonaire og Curacao kaldes naturligt for ABC øerne. CDen bærer både præg af lokal dansemusik som tambú, muzik di zumbi - der nærmest betyder spøgelsesmusik - og tumba, samt importerede former fra Europa, Sydamerika og USA. Endelig er øerne præget af moderne salsa, zouk, merengue og så videre.

CDen indeholder en perlerække af totalt ukendte men på alle måder interessante navne. I den salsa-mættede retning bør nævnes gruppen Arnell I Orkesta og i den franskprægede retning er Grupo di Betico et spændende bekendtskab. En blanding af tambú og tumba kan høres med Benú Martis hvor Afrika og fransk mazurka går hånd i hånd. Spændende, forfriskende og meget varierende. Min favorit er solisten Boy Dap med ‘Salmou ku pekele’ der smager af compas fra Haiti.

GUACO: ‘Equilibrio’

Latin World CD 00306. Distrib: Temba

*****

Venezuela. Latinamerika. Fremragende salsa fra Venezuela med et af landets bedste orkestre. De er 18 mand med fire soneros hvoraf én - komponisten Jorge Luis Chacín - minder stærkt om Rubén Blades med sin nasale frasering. De skiftes til at synge lead og kor foran de stramme og energifyldte arrangementer - af Juan Carlos Salas - som ofte sætter fokus på el-guitaristen Pedro Navarro og en yderst dynamisk blæsergruppe. Produktionen er næsten for perfekt - hvis man kan forestille sig det - ligesom coveret, der er skabt af kunstneren Carlos Cruz Diez. Han arbejder med geometriske figurer, som ind imellem kan manipulere eller “snyde hjernen via skygger og farver, så man “ser noget andet, end det der faktisk er. Der sker også meget mere i musikken, end det, man først tror, man hører. ‘Sólo con sus Recuerdos’ og ‘Fuego en el 23’ er ren masterclass - og pianisten Victor Mestas i særdeleshed, som det kan høres i titelnummeret. Det er lige før det bliver stor kunst. Gauco spillede på Roskilde Festivalen 2002.

Various: ‘Congo to Cuba’

Putumayo P-200-A. Distrib: Temba / Amigo

Latin. Afrika-Cuba. Der er de senere år udsendt adskillige opsamlings-CDer med afrikansk salsa, især på grund af de mange rhumba-, salsa- og son-inspirerede navne fra lande som Senegal, Mali og Guinea - men angiveligt også på grund af de stærke afrikanske rødder i Cuba. På denne CD - der snart udsendes officielt - blandes cubanske og afrikanske stjerner. Fra Cuba er det blandt andre Chico Alvarez, Alfredo Valdés og trompetisten Alfredo ‘Chocolate’ Armenteros - sidstnævnte har i øvrigt boet i USA i årtier. Fra Afrika er det blandt andre Mama Sissoko, Gnonnas Pedro - der høres i ‘Yiri Yiri Boum’, der i sin tid blev et verdenshit med cubanske Beny Moré - samt Balla Tounkara og ikke mindst Pape Fall. Men Africando mangler. Endnu en forrygende appetitvækker og introduktion til afrocubansk dansemusik.

PAPE FALL & African Salsa: ‘Artisanat’

Earthworks/Stern’s STEW47CD (56 minutter)

Afrika. Senegal. Stjerne salsero og komponist Pape Fall er som gruppen Africando en eminent ambassadør for den senegalesiske ’african salsa’. Alle 11 kompositioner på denne CD skyldes Pape Fall og de viser hans hypnotiske blanding af senegalesisk og cubansk musiktradition. Titelnummeret - der egentligt betyder ’artister’ - refererer til den samlede befolkning i Senegal som anerkendes i deres arbejde for landets udvikling og produktion. Hans måske kendteste nummer, ’African Salsa’ er her genindspillet i en knapt så dynamisk udgave som originalen. De stramme arrangementer i hans 10 mands band fokuserer især på piano, men hele blæsergruppen - især basunisten Wilfrid Zinzou, viser tydeligt deres værd.

Tango Argentina (International Music Series)

Cooking Vinyl GUMBO CD 031 PROMO 36 minutter

Tango. Argentina. Opsamlings CD med en lang række kompetente solister og mindre orkestre, oftest med vægt på den lille argentinske akkordeon, bandoneón, der allerede høres overbevisende i åbningsnummeret ’Taquito Militar’ med Aníbal Carmelo Troilo, der er en sand mester på sit instrument, selv om han hverken var stilskaber eller virtuos. Buenos Aires er tangoens hovedstad og CDens 12 numre fra tangoens hjemland byder på de helt store klassikere som ’La Cumparsita’ med Los Solistas, ’El Choclo’ med Tango Trio og den bittersøde ’Sentimiento Gaucho’ med guitar ensemblet Las Guitarras de oro, samt mindre kendte ting som ’Mi Buenos Aires’ med guitaristen Guillermo Neira. Tango handler om stærke passioner, magt, underkastelse, forsmået kærlighed, hævn og alle de andre stærke følelser som kan udspille sig i dagliglivet mellem mand og kvinde, udtrykt ved dans og musik. Denne CD er ikke blot endnu én i rækken af tango kompilationer - den er et fint bidrag til en bred tango samling hvor vægten lægges på de mindre men ikke mindre interessante ensembler.


 

Haiti

Haiti. Copyright (c) Peter Krog. krogfamilien@gmail.com

Haiti. Copyright (c) Peter Krog. krogfamilien@gmail.com

Haiti. Copyright (c) Peter Krog. krogfamilien@gmail.com

Haiti. Copyright (c) Peter Krog. krogfamilien@gmail.com

Spillelidenskab med Lotto ses overalt i fattige lande. Haiti. Copyright (c) Peter Krog. krogfamilien@gmail.com

I Haiti, på vej over grænsen til República Dominicana. Copyright (c) Peter Krog. krogfamilien@gmail.com

 

República Dominicana

Den Dominikanske Republik. Copyright (c) Peter Krog. krogfamilien@gmail.com

Den Dominikanske Republik. Copyright (c) Peter Krog. krogfamilien@gmail.com

Den Dominikanske Republik. Copyright (c) Peter Krog. krogfamilien@gmail.com

Den Dominikanske Republik. Copyright (c) Peter Krog. krogfamilien@gmail.com

Den Dominikanske Republik. Copyright (c) Peter Krog. krogfamilien@gmail.com

Den Dominikanske Republik. Copyright (c) Peter Krog. krogfamilien@gmail.com

Den Dominikanske Republik. Copyright (c) Peter Krog. krogfamilien@gmail.com

Den Dominikanske Republik. Copyright (c) Peter Krog. krogfamilien@gmail.com

Den Dominikanske Republik. Copyright (c) Peter Krog. krogfamilien@gmail.com

 

Jamaica

'Kiss I'. Jamaica. Copyright (c) Peter Krog. krogfamilien@gmail.com

Jamaica. Copyright (c) Peter Krog. krogfamilien@gmail.com

Sly Dunbar & Robbie Shakespeare. Jamaica. Copyright (c) Peter Krog. krogfamilien@gmail.com

Jamaica. Copyright (c) Peter Krog. krogfamilien@gmail.com

Jamaica. Copyright (c) Peter Krog. krogfamilien@gmail.com

Hans & Dorthe i godt selskab på Jamaica. Copyright (c) Peter Krog. krogfamilien@gmail.com

Lilli på Negril Beach, Jamaica. Copyright (c) Peter Krog. krogfamilien@gmail.com

På Negril stranden efter morgenmad. Jamaica. Copyright (c) Peter Krog. krogfamilien@gmail.com

 

Opdateret 15/06/2017

Besøg  
121366