Vi bruger Cookies!     

         
 X     
Peter Krog

Passioneret musik- og rejsenarkoman


R&B, Soul, Funk, Blues & Gospel

- se også Jazz'ens mange ansigter

James Brown - Mr. Dynamite, Godfather of Soul & the T.A.M.I. Show

Mister Dynamite, The Godfather of Soul, The Hardest working Man in Show Business - James Brown

Jeg er sikker på, at det hele startede i 1940'erne med swing-jazz og nogle af de mest 'danseglade' orkestre som f.eks. Lionel Hampton's. Man kaldte musikken alt fra 'race-music' til rhythm & blues. Prøv at se denne Rhythm & Blues Revue fra 1955 - dvs. fra den tid hvor rock'n'roll musikken blev etableret. I 1960'erne blev musikken kaldt soul med masser af stilarter der typisk hørte til bestemte områder og miljøer i USA som i Detroit, Memphis, Philadelphia, New Orleans, Chicago, Los Angeles m.fl.

I 1964 så jeg sangeren og show-manden James Brown (1933-2006) i dansk TV. Det gjorde et uudsletteligt indtryk på mig, selv om det var i sort/hvid på et 15" fjernsyn med elendig lyd! Det var samtidig en tid hvor den vildeste musik var med familiepoppens sikre 'sovepiller' - navne som Perry Como, Dean Martin, Andy Williams, Sinatra og andre fra samme skuffe - uge efter uge.

James Brown kom næsten fra en helt anden planet. Hans ekstatiske og hypnotiske sang, hans dans og de lynhurtige fod- og kropsbevægelser, hans orkester - alt i alt var det musik der nærmest overtog styringen af folks drifter for en kort tid.

Der er en optagelse med James Brown & The Flames fra den 29. oktober 1964, fra det såkaldte T.A.M.I. Show hvor mange forskellige solister og grupper optræder live - SE DENNE video. Nederst et link til hele 2-timers showet hvor The Rolling Stones optræder lige efter James Brown, først med det gamle Chuck Berry nummer 'Around and Around' hvor Mick Jagger prøver med rytmiske fod- og kropsbevægelser som James Brown.

James Brown, 'the hardest working man in show business, kom fra fattige kår. Voksede op i byen Macon, Georgia, stemplet som ungdomskriminel med fængsel, havde små jobs som skopudser og vaskede biler og endte som forretningsmand med privat jetfly. Hans musik var lige så meget præget af det høje tempo man kendte fra grupper som Louis Jordan & His Tympani Five - som fra den ekstatiske gospel musik hvor det musikalske udtryk ostinat var velkendt, dvs. endeløse repetitioner af bestemte rytmiske figurer. 

Siden kom der utallige andre r&b kunstnere til som påvirkede min musikopfattelse. Se denne liste over soul musikere.

Lady Soul - og værdien af pladeselskabet og producerens opgave...

Lady Soul - Aretha FranklinI 1967 gjorde soul-musikken sit indtog på hitlisterne. De næste mange års 'Lady Soul' indtog scenen - det var Aretha Franklin (f. 1942) og det skete først da hun skiftede pladeselskab fra CBS til Atlantic. Aretha indspillede materiale til 4-5 nærmest historiske soul LP'er på under to år. Det var i 1967-68. Der var nok flere grunde til at alt ændrede sig for hende med ét, da hun skiftede pladeselskab. Vigtigst var det, at hun skiftede stil fra pop og jazz til r&b og soul. Dernæst at hun fik en begavet producer som Jerry Wexler (1917-2008, samt producer for Ray Charles m.fl.) - men ikke mindst, at Aretha fik tenorsaxofonisten King Curtis og hans orkester bag sig.

Aretha's debut på Atlantic Records kom i 1967 med LP'en I Never Loved a Man the Way I Love You en gigant success. Derefter fulgte Aretha Arrives fra samme år, Lady Soul fra 1968 og Aretha Now fra samme år. Produceren og lydteknikeren Tom Dowd (1925-2002) fik næsten også samme betydning som Wexler og de to har tilsammen produceret noget af det bedste rhythm & blues, soul, jazz og rock i amerikansk musikhistorie - no less! Tom Dowd om lydteknikerens rolle - og denne humoristiske for nutidens tekniker rolle.

Sam Cooke - fra gospel til soul og pop

Men den første soul-sanger af dem alle? Var det ikke magiske Sam Cooke, den største af dem alle. Video-dokumentar - Jeg bliver aldrig træt af at høre Cooke og hans tid i gospel gruppen Soul Stirrers.

Pladeselskaber

Men egentligt er det  besynderligt, at man i CBS ikke forstod at se eller høre hvad der var Aretha's talent, for dét pladeselskab var kendt for at have én af de mest betydningsfulde talentspejdere og producere, nemlig John Hammond (1910-1987) som var kendt for at have opdaget og skrevet kontrakt med især jazz og rock solister som Billie Holiday, Count Basie, Stevie Ray Vaughan, Bob Dylan og utallige andre.

Der var i det hele taget en tydelig musikalsk linie på de forskellige pladeselskaber - Atlantic Records - Stax Records - Tamla Motown - Atco Records og flere andre, ligesom det også gjaldt for flere mindre Rhythm & Blues record labels som f.eks. Chess Records dokumentar - Aladdin Records - King Records - Specialty Records - Imperial Records og Sun Records.

Det var pladeselskaber som Atlantic, Motown og Chess der gjorde det klart for mig, at de spillede en afgørende rolle for om en kunstner blev forstået og formidlet på den bedste måde og dermed fik succes. For mig var den første soul musik fra Tamla Motown og én af mine yndlingsgrupper blev Martha Reeves & The Vandellas - men der var mange både før og efter.

Tamla Motown Mix - Atlantic Records Mix - Stax Records Mix - Chess Records - Atco Records

Crossroads - en pagt med 'djævlen' for at nå sit mål

Robert JohnsonJeg har tit tænkt på 'korsvejs' begrebet, som delta blues guitaristen Robert Johnson blev kendt for, især via hans nummer 'Crossroads'. Altså dét, at man den ene dag ikke har de store evner og den næste dag er en genial musiker og komponist. Det skete efter han havde 'solgt sin sjæl til djævlen' ved at indgå 'en pagt' med samme herre. Johnson gjorde det fordi viljen til føre sin drøm ud i livet ikke må blokeres af noget som helst på vejen dertil!

Der var utallige myter om Robert Johnson. Også omkring hans død. Han blev 27 år. Myterne om Robert Johnson har mange unge musikere hørt om eller læst om og det har givet fået dem til udarbejde en personlig 'cost-benefit' analyse. Mange musikere har haft det samme ønske som Johnson og derefter 'indgået pagten'. Og ingen tvivl om at der nemt kan blive betalt en høj pris.

Både Bob Dylan, Eric Clapton og især Robert Johnson (1911-38) er eksempler på dette. Men det er også givet, at mange - rent ud sagt - ikke ville få noget ud af det, uanset hvilken 'pagt' der blev indgået. Jeg tror, at det hele handler om at turde - at ville satse fuldt og helt og tro på sine evner, også selv om de langt fra er kommet op til overfladen endnu. I 2004 indspillede Eric Clapton sin Me And Mr. Johnson CD som også er udsendt med en DVD fra optagelserne.

Blues musikkens stilarter

Hvem har ikke haft 'the blues'. Det har naturligvis ikke noget med hudfarve at gøre. Men hvis jeg ikke tager fejl så kan man hurtigt opdele bluesmusikken i mindst 60 forskellige kategorier eller stilarter.

Der er Klassisk blues (f.eks. Bessie Smith) - Memphis Blues (f.eks. Reverend Gary Davis, Blind Willie McTell), Chicago Blues (f.eks. Muddy Waters), Folk Blues (f.eks. Lead Belly / Leadbelly), Mississippi Delta Blues (f.eks. Fred McDowell), Jump Blues (musik der er tæt på rock'n'roll, f.eks. Roy Brown og Louis Jordan & His Tympany Five)  . 

---oooOooo---

ARTIKLER OM BLUES

Læs her meget mere om Blues.  Her et link der fortæller om nogle af de vigtigste stilarter. De fleste er enige om, at forudsætningen for både jazz og rock er blues. Blues er næsten lige så grundlæggende for jazz og rock som traditionel irsk folk er for countrymusik og bluegrass. Eller denne flotte omfattende stilhistoriske gennemgang af Torben Christensen om R&B eller om  Blues Ballads.

---oooOooo--- 

Selv om genren 'blues' af nogle kan opleves som en enkel musikform, vil det hurtigt kræve en større doktordisputats at komme hele vejen rundt. Alene dette link er så omfattende og bringer læseren ind i så mange afkroge, at man næsten er ved at opgive. Men den traditionelle 12 takters blues opfattes typisk en form der som udgangspunkt har en AAB struktur som giver mulighed for improvisation inden for en overskuelig ramme. Men heldigvis kan blues tænkes og spilles i alle mulige retninger og med så mange forskellige nuancer og arrangementer at det sandsynligvis er den mest anvendte musikgenre de sidste 100 år.

En stilskaber i den akustiske fingerspil stil er Mississippi John Hurt (1893-1966) der ligesom den blinde Reverend Gary Davis (1896-1972) skabte en omfattende 'skole' af guitarister i The 2nd Folk Movement. Blind Willie McTell (1901-59) skal også nævnes - ikke mindst fordi Bob Dylan har været stærkt inspireret af ham, og så fordi det var ham der skrev 'Statesboro Blues'. Det var især hvide guitarister som Stefan Grossman og David Bromberg som dels holdt fast i traditionen og dels førte den ind i rock, country og pop sammenhænge på en respektfuld måde. Folk-blues musikkens ambassadører par excellence.

Én af de vigtigste af blues musikkens gamle stilskabere i 1920'erne og starten af 30'erne er Charley Patton (1891-1934, egentlig Charlie Patton) fra Mississippi og angiveligt én af flere sønner  af en tidligere slave. Der var ligefrem en gruppe af slave-efterkommere der sang og spillede akustisk musik med guitar og violin, som blev kendte som Mississippi Sheiks.

Ry Cooder - med antennerne mod Caribien, Afrika og latinamerika

Ry Cooder - han har en bred musikverdenÉn af mine største 'musikhelte' er Ry Cooder - samtidig er han en musiker der hele tiden har haft 'antennerne' rettet mod musikalske rødder fra kontinenter som Afrika, Sydamerika og De Caribiske Øer. Hans interesse har været meget mere end Afro-Amerikansk Musik, men han har været kendt for at skrive og indspille musik til adskillige film, at spille en fantastisk slide-guitar (eller bottleneck), mandolin og flere andre strengeinstrumenter samt som producer for plader med musikere og genrer der normalt ikke finder vej til pladeselskaberne. Det gælder f.eks. Ali Farka Touré (1939-2006)  fra Mali, cubanske Buena Vista Social Club samt den keltiske musik med et tema fra grænsen til Mexico, i et samarbejde med Paddy Moloney fra The Chieftains. Én af hans senere CD'er er My Name Is Buddy fra 2007, bringer ham tilbage til amerikansk folk-country-bluegrass tradition på en yderst sympatisk måde.

Ry Cooder har haft et betydende samarbejde med en lang række gospel og soul-sangere som fik musikken dybere ned og bredere ud end man er vant til i populærmusikken. Den første radio-udsendelse jeg lavede for DR i 1970'erne var et portræt af Ry Cooder og selv i dag kan hans musik røre mig dybt. Her er nogle forslag til video-klip med Ry Cooder:

Video: He'll Have to Go - Video: I Am a Pilgrim - Talking Timbuktu - Video: Buena Vista Social Club - Video: Jesus On the Mainline - Video: Goodnight Irene - Video: Chain Gang - Ry Cooder: Maria Elena - Video: How Can a Poor Man Stand Such Times and Live -  Video: Down In Mississippi - San Patricio

 

Stevie Ray VaughanTexas R&B

Det er utroligt så mange stærke blues guitarister og sangere der kommer fra Texas. Guitarist brødrene Stevie Ray og Jimmy Vaughan, det nye håb Gary Clark Jr. video, Freddie King video, T-Bone Walker video, Lightnin' Hopkins, Albert Collins, Johnny Copeland, Johnny Winter [og hans bror Edgar Winter] og sangere som Big Mama Thornton og hendes originalversion af 'Hound Dog', Delbert McClintonLou Ann Barton video og utallige andre. Man siger, at byen Austin i Texas er dét sted i USA med flest steder der har levende musik og samtidig yderst kompetent. Førnævnte Gary Clark Jr. kommer eksempelvis netop fra Austin og han er en guitarist der mestrer mange stilarter indenfor blues, R&B, rock og jazz.

Se og hør guitaristerne Albert King og Stevie Ray Vaughan i denne halvanden times fremragende video. Eller Stevie Ray i hans trio 'Double Trouble' halvanden time Live fra Montreux her.  Se også denne 80 minutters 'Tribute to Stevie Ray Vaughan' hvor både Buddy Guy, Eric Clapton og flere fortæller om deres oplevelser med og indtryk af denne fantastiske guitarist.  

Eric Clapton - da Slowhand mødte Skydog

Eric 'Slowhand' Clapton vs. Duane 'Skydog' Allman

I flere år var Duane Allman (1946-71) min helt store r&b guitar helt. Da jeg i 1971 hørte ham med Eric Clapton på 'Layla' albummet var jeg totalt solgt. Jeg kendte naturligvis allerede Clapton, så Duane Allman blev en stor og ny oplevelse. Men hvordan mødte de to hinanden og hvordan kunne de opnå sådan en fantastisk musikforståelse og lyd sammen? Det fortæller producer Tom Dowd og Eric Clapton om i denne video. Dokumentarudsendelse fra 1987 om Clapton

Layla And Other Assorted Love SongsClapton havde booket Criteria studiet i Miami, USA med produceren Tom Dowd. Duane Allman vidste, at Dowd var der sammen med Clapton og ringede en dag for at høre om han kunne komme forbi næste dag og hilse på. OK, sagde Dowd, men jeg skal lige tjekke med Eri og fortalte lidt senere til Clapton, at der kom en guitarist på besøg næste dag. Da han fortalte om det spurgte Clapton om det var den guitarist der spillede solo og guitar-licks mod slutningen af nummeret på Wilson Pickett's version af 'Hey Jude' - ja, svarede Dowd og han spiller i aften med sine Allman Bros. Band, kun et stykke herfra.

Dem skal jeg høre - jeg tager afsted, sagde Clapton, der lige skulle vise at han kunne Duane's omtalte solo og guitar-licks udenad. Jeg tager med sagde Dowd.

Duane Allman stod på scenen og Clapton havde kæmpet sig helt frem til scenekanten. Duane var midt i en solo og da han så Clapton gik han i sort. Duane blev næsten forstenet på ét sekund - han kunne pludselig ikke spille en tone og var nærmest fastlåst i et lille minut. Altsammen fordi han så Clapton tæt på scenen. Bagefter mødtes de to backstage og blev som 'brødre' - selvom Duane jo allerede havde Greg i bandet...

Dagen efter kom Duane til studiet med Eric, Carl Radle (1942-1980), Bobby Whitlock og Jim Gordon og det blev til mange timers 'jam' før det hele blev konkretiseret - både inspireret og godt styret af Tom Dowd - til det der senere blev ét af rockhistoriens væsentligste albums. De mange timers jam med Clapton og Allman blev senere udsendt på en 20-års jubilæums udgave på 3 CD'er af Layla And Other Assorted Love Songs albummet med Derek And the Dominos. Hele 'Layla' dobbelt-albummet kan høres her - video: Layla.

I 2013 udgav Rounder Records en 7CD Box med titlen Skydog - The Duane Allman Retrospective med en masse historiske optagelser og en omfattende booklet. Sættet er en dokumentation på en fantastisk men meget kort karriere. Link

---oooOooo---

I dag er et af mine yndlings bluesnumre 'Five Long Years' - skrevet af pianisten Eddie Boyd - i en optagelse fra den 1. januar 1997  med Eric Clapton fra DVD'en Live In Hyde Park hvor han ses og høres i forrygende form - se denne video.Men det var en optræden med blues kollegaen Buddy Guy der fik Clapton til at tage den på repertoiret igen. Hør en solid live rehearsal her med Clapton. Eller Slowhand's 2013-udspil 'Gotta Get Over' fra CD'en Old Sock som får mig til at tænke tilbage på hans dage med Delaney & Bonnie. Normalt plejer jeg ikke at markere musikernes manglende kompetencer, men hør Mick Jagger når han prøver vokalt på Five Long Years - efter min mening meget langt fra Clapton's nerve og dybde. Det er lissom lidt tyndt....

Clapton Story 1 - Clapton Story 2 - Clapton Story 3 - Clapton Story 4 - Clapton Story 5

 

Allman Brothers Band

Efter 'Layla' der blev indspillet i 1970, var jeg hurtigt i gang med at høre The Allman Brothers Band som både var kendte for at spille nye arrangementer af gamle bluesnumre, men også for at komponere selv og spille numre med lange soli og improvisationer der fik lytterne ud på lidt af en rejse. Det skyldtes ikke mindst Duane på leadguitar. Se og hør Duane med gruppen live fra 1970 i Whipping Post.

Derefter hørte jeg Duane Allman (1946-1971) arbejde som studiemusiker fra perioden omkring 1969-71, bl.a. med fløjtnisten Herbie Mann (1930-2003), guitaristen og sangeren Johnny Jenkins (1939-2006), Boz Scaggs i den fantastiske Loan Me a Dime solo, Delaney & Bonnie og mange andre. På få år fik Allman indspillet en ikke ubetydelig del af rockens klassikere. Jeg vil her også nævne 'Blue Sky' der var skrevet af den anden fine guitarist i Allman Bros. Band, Dickey Betts. Nummeret havde Betts skrevet til den pige han giftede sig med, Sandy der havde kælenavnet 'Bluesky'. Det var en dobbelt guitar solo hvor de to guitarister, Duane og Dickey, smelter lead og rytmeguitar på en glidende, drømmende måde som vist aldrig er gjort før eller siden.

Men jeg havde knapt nok fået fat i de fleste vigtige LP'er med Duane, så læste jeg at han var død ved en motorcykelulykke, kun 24 år gammel. Se i hans utrolige diskografi hvilke plader Duane Allman nåede at indspille og være studiemusiker på i sit korte liv. Det var ikke til at tro.

Jimi Hendrix

Først kom Louis Armstrong, så kom Charlie Parker og endelig kom Jimi Hendrix - de måske tre største i den rytmiske musiks 20. århundredeJeg opfatter Jimi Hendrix (1942-1970) mere som universel rock guitarist end blues guitarist - selv om han kunne det hele! Hendrix var for el-guitaren hvad Charlie Parker var for altsaxofonen. Hendrix er ubeskrivelig og uudtømmelig, ja næsten uoverkommelig at lytte på - omtrent som 'Bird' og Louis Armstrong.

Hendrix har betydet og betyder stadig uendeligt meget for mange musikelskere og hans diskografi er, om muligt, endnu mere omfattende end Duane Allman's. Jeg er sikker på, at man stadig om 50 år - ligesom det har været tilfældet med Louis Armstrong og Charlie Parker - vil lytte til Hendrix-soli og opleve nye elementer og nye perspektiver i hans univers. Filmanden Martin Scorsese har produceret en række fremragende dokumentarprogrammer om blues musikken, bl.a. et flot portræt af Jimi Hendrix.  Klip med Jimi Hendrix på guitar og Lonnie Youngblood vokal

Da Jimi Hendrix havde været i London blot én uge, tog han til en Cream koncert hvor Clapton stod på scenen. 'Eric Clapton Is God' stod der mange steder og ingen tvil: Clapton blev opfattet som en guitar-Guden - men nu tilbød Hendrix at jamme med Cream. Men man jammer ikke bare med Cream, hvor almindeligt dødelige normalt ikke kunne ånde. Cream var dengang nærmest det  højeste man kunne nå som blues-rock musiker. Men Hendrix fik lov og pludselig var rollerne byttet om. BBC London 1969 - se denne video og denne video

Hendrix nappede lige Jack Bruce's forstærker så det kun var Ginger Baker og Clapton der kunne være med. Men så snart Hendrix startede stivnede Clapton. Hans arme blev som bly og så stod Hendrix alene og spillede med al sin guitar teknik, sine forstærker-tricks med al sin sjæl, så alt andet stod stille. Clapton forsøgte at tænde en cigaret, men hans hænder rystede febrilsk. Clapton havde oplevet en guitarist der kunne alt det man ikke engang turde drømme om´: en guitarens svar på altsaxofonens Charlie Parker. Langt mere end en Gud. Publikum var i chock. Killing Floor

En uge før Hendrix døde i 1970 havde Eric Clapton indspillet Hendrix nummeret 'Little Wing' som en fremragende hyldest. Dagen før Hendrix døde havde Clapton købt en venstrehånds Fender Stratocaster som en fødselsdagsgave til Hendrix.  Clapton havde kort efter, på ét år, mistet to venner, to guitarist-kolleger som han virkelig var inspireret af og var blevet tæt med - Jimi Hendrix og Duane Allman. 

Andre blues-guitarister

To af mine egne blues-helte fra 1960'erne var Mike Bloomfield (1963-66) og Paul Butterfield (1942-87) der var de to væsentligste figurer i The Paul Butterfield Blues Band. Bandet var 'vokset op' i Chicago med den blues tradition der var skabt af folk som Muddy Waters, Little Walter, Howlin' Wolf, Elmore James og Willie Dixon. Senere kom navne som den lynhurtige mundharmonikaspiller Charlie Musselwhite og guitaristerne Freddie King og Buddy Guy. Det meste Chicago blues var centreret omkring pladeselskabet Chess Records hvor også britiske Rolling Stones indspillede midt i 1960'erne. Det skyldtes, at de havde hørt guitarist, sanger og sangskriver Chuck Berry. De første 3-4 LP som han indspillede er stadig i dag fundamentet for Rolling Stones. Johnny B. Goode

Chuck Berry 

En af de blues musikere der byggede bro mellem blues og jazz var T-Bone Walker der var kendt for solide og kompetente arrangementer med store blæsergrupper og ikke mindst for hans originalindspilning af 'Stormy Monday' der blev hans kendingsmelodi - video.

Én af de 'super-guitarister' jeg har mødt og interviewet er Texas-blues guitaristen Johnny Winter (f. 1944). Da han fik en pladekontrakt hos Columbia/CBS blev han omgående betragtet som den nye store 'guitar-gud'. Det skete da han kom til at spille sammen med Mike Bloomfield og Al Kooper ved en koncert på ét af de væsentligste spillesteder omkring 1968, nemlig Fillmore East (New York). Han gav bestemt også bluesmusikken et nyt ansigt og nyt liv, ikke mindst via alle de mange musikere han har samarbejdet med. Hør Winter sammen med Mike Bloomfield improvisere her video.

Butterfield Blues Band var for USA hvad John Mayall's Bluesbreakers var for Vesteuropa. Sidstnævnte var dog mere søgende og udforskende i bluesmusikken. I Danmark var utroligt mange beatorkestre i 1966-69 påvirkede i disse to rock-blues bands og havde mange af deres numre på repertoiret. Mike Bloomfield var også med i Electric Flag, hos Bob Dylan da han blev elektrisk, og han dannede gruppen KGB, indspillede en række LP'er sammen med Al Kooper og mange andre. En anden væsentlig bluesmusiker er John Hammond, jr. søn af talentspejderen John Hammond. Eller mindre kendte navne som britiske Jo Ann Kelly (1944-90) der var søster til guitaristen Dave Kelly. Blues genren har i det hele taget utallige kendte og ukendte, men spændende navne. Se f.eks. hvor mange der har indspillet Make Me A Pallet On Your Floor. Hør også mere nutidige kunstnere som Keb' Mo' og Stefan Grossman live her. Eller det 'nyere' talent Joe Bonamassa optaget i Danmark på Djurs Bluesland i 2007. Bonamassa var et 'bluesguitar-vidunderbarn' allerede som 7-årig og stod som 12-årig på samme scene som opvarmning for B.B. King.

Én af de 'nyere' slide-guitarister jeg nyder meget hedder John Mooney, født i 1955 - hør ham her Live at the Louisiana Music Factory.

Rock Blues - og da Bob Dylan blev 'elektrisk' med Mike Bloomfield

De fleste på min alder er nok startet med Chicago-blues'en, bl.a. fordi det var den de fleste britiske bands var tiltrukket af i starten af 1960'erne. The Rolling Stones indspillede endda delvist deres 2. LP i de berømte Chess Studios - den LP der i Europa hed 12 x 5 og udsendt på Decca. Chicago Blues var især kendt for navne som Muddy Waters, mundharmonikaspilleren Little Walter, Buddy Guy, Otis Rush, slide guitaristen Elmore James og mange andre.

Én af mine yndlings all-time live-blues LP'er. Bloomfield, Gravenites, Taj Mahal mfl. Live at Fillmore WestDet var en meget urban og meget elektrisk bluesform. Mange vil måske kalde den hård og skarp, men sandheden er, at Chicago blues kan forstås og spilles på mange måder. Én af de bedste hvide guitarister, der voksede op i byen, var Mike Bloomfield (1943-1981) - der jo også blev kendt for at stå bag den meget blues-orienterede Bob Dylan i 1965. Det skete sammen med Al Kooper på Hammondorgel og flere andre da Dylan blev 'elektrisk'. Det var på Newport Folk Festival den 22.-25. juli 1965 hvor Paul Butterfield's Blues Band med sangeren Nick Gravenites og leadguitaristen Mike Bloomfield også var på plakaten, efter en opfordring fra Bob Dylan's manager, Albert Grossman.

Bob Dylan var kommet til festivalen for at spille to sæt. Han spillede akustisk på det første sæt, den første dag, men han var ikke sikker på hvordan og hvad han ville spille på festivalens sidste dag, om søndagen. Men han fik en idé: at spille et sæt elektrisk med udvalgte medlemmer fra Paul Butterfield's Blues Band, som på festivalens første dag havde givet en fantastisk men kort koncert hvor de spillede 'elektrisk' Chicago Blues. Bandet og Dylan øvede derefter sammen hemmeligt på festivalens anden dag. Koncerten hvor Dylan spillede elektrisk blev derefter måske den mest omtalte koncert i den rytmiske musiks historie, for meningerne om den 'elektriske' Dylan var mange og medierne slugte historien som selv i dag omtales med stor entusiasme.

Mange år senere, i november 1980, var Dylan i San Francisco og besøgte Mike Bloomfield. De genopfriskede gamle minder og Dylan overtalte Bloomfield til at være 'guest' på scenen ved en koncert kort tid efter. Dette omtales i 'videodok 10' - se lige herunder. Bloomfield døde få måneder efter.

Der er produceret et fint musikhistorisk dokumentarprogram om Chicago Blues, Newport Folk Festival med Bob Dylan og helt specifikt om Michael (Mike) Bloomfield, som her er opdelt i videodok 1 - videodok 2 - videodok 3 - videodok 4 - videodok 5 - videodok 6 - videodok 7 - videodok 8 - videodok 9 - samt epilogen med en optagelse af Bob Dylan og Bloomfield sammen live i 'Like a Rolling Stone' fra San Francisco, november 1980 videodok 10.

Hør Bloomfield i hans crossover gruppe Electric Flag på leadguitar og en fed blæsergruppe bag sig, liveoptaget i den forrygende gamle 'Drinking Wine Spo-Dee-O-Dee' video - og Mike Bloomfield live sammen med Muddy Waters i 'Long Distance' fra 1974 video.

Chicago blev bestemt også kendt for en anden guitarist som 10 år tidligere blev inspirationskilde for mange engelske rock og r&b bands. Det var Chuck Berry. Han havde en enkel og melodiøs stil og tekster der blev accepteret af det hvide publikum og så blev mange af hans sange indspillet af country navne i USA og ikke mindst af The Beatles i England. Britiske grupper som The Rolling Stones, Fleetwood Mac (især 1967-1970), The Animals (især 1963-1967), John Mayall's Bluesbreakers, Spencer Davis Group (især 1965-1967) Chicken Shack og f.eks. Downliners Sect havde alle forskellige inspirationskilder og lød derfor meget forskellige. Visse guitarister som f.eks. Eric Clapton og Peter Green fik desuden udviklet deres egen lyd og stil, selv om de klart havde tydelige forbilleder.

Jeg kan simpelthen ikke huske hvornår jeg første gang blev forført til 'the blues'. Men måske var det via popmusikken med Eric Burdon og The Animals. Nogle år senere dannede Eric Burdon og Lee Oscar gruppen War. Lee Oskar var faktisk dansk, født Oskar Leventhin Hansen i København. Han blev én af verdens bedste mundharmonikaspillere og fik en fin karriere som solist, men optræder nu igen også ind imellem med 'de overlevende' medlemmer af den gamle gruppe War der nu kalder sig The Lowrider Band. Interview - Lee Oskar spiller 'Before the Rain'

R&B, funk og soul stjerner

Ray Charles og Stevie Wonder

Ray Charles - dedikeret R&BFor mig er filmen Ray den hidtil bedste musikfilm jeg har set. Jamie Foxx spiller rollen som Ray Charles så autentisk, at da jeg så et klip fra filmen i TV troede jeg det var nogle helt ekstremt teknisk gode optagelser fra slutningen af 1950'erne. Jeg blev rystet da jeg opdagede, at det var film. Ligesom en film som Devil In Blue Dress (Djævel i blåt) fra 1995 er musiksiden og alle locations valgt med ekstrem omhu og giver mig et drømmeagtigt, dvs. fejlagtigt romantisk billede, af den tid, som bestemt ikke var nogen dans på roser for de farvede i USA. Fantastisk selv at have talt med Ray Charles som kunne synge blues, selv om kulisserne var country eller pop. Ray Charles video-mix -  Live, America the Beautiful

Ray Charles fik sin debut i starten af 1950'erne. Han var som bekendt blind ligesom Stevie Wonder, der dukkede op i midten af 1960'erne. Begge havde en fantastisk evne til at tænke ud over snævre genre-grænser og til at kombinere mange musikalske udtryk og rødder, med spændende og vidtfavnende arrangementer.

Da Stevie Wonder som 16-17 årig indspillede I Was Made to Love Her i 1967 var jeg sikker på, at den unge mand nærmest ville blive en 'ny Ray Charles' - video. Hør også Stevie fra 1972 med hans Superstition. Hvis man kan sin blues, jazz, country eller popmusik og har 'lytte-antennerne' ude og samtidig er i stand til at skabe et iørefaldende groove med brug af både blæsergrupper, harpe, elektroniske synthesizere, alskens slagtøj og andre traditionelle musikinstrumenter - så har man det væsentligste grundlag for både Ray og Stevie. Og det magiske, helstøbte album 'Songs in the Key of Life' fra 1976 havde det hele. Der er produceret en DVD om hvordan albummet blev skabt med og man kommer bag de bedste af indspilninger, f.eks. det rytmiske og nostalgiske nummer 'I Wish' der bringer lytteren tilbage til de glade Tamla Motown dage i en sand glædesrus. Ingen R&B-solist har som Stevie Wonder, efter min mening, nået så meget og kommet så vidt omkring på ét album, der dog var et dobbeltalbum i dette tilfælde. Det blev en milepæl i lyd, tekst, komposition, arrangement og grooves. Men det hele startede i 1930'erne med blues musikken.

Delbert McClinton

Der var rigtigt mange musikere i Jazzhus Montmartre da Texas R&B sangeren Delbert McClinton gav koncert. Jeg fik i 1978 en LP med en cover forside af ham hvor han mest af alt lignede en velfriseret bankmand i frokostpausen. Men billedet løj - det var den fedeste, soulmættede country-r&b man kunne forestille sig. Fedt band og en blæsersektion som var den fra Muscle Shoals studierne i Alabama. Delbert McClinton kom i øvrigt senere til at arbejde sammen med med flere af de ypperligste musikere derfra. Jeg interviewede McClinton og han fortalte også historien om at han i sin tid lærte John Lennon at spille mundharmonika, da han var på sin første Europa-tur og kom til Liverpool. McClinton er én af mine absolutte favoritter. Ikke mindst hans Keeper Of The Flame fra 1979 er fed Texas R&B - men praktisk taget kan alle hans plader anbefales! Top Tracks Delbert McClinton

Bobby Womack familien

Et helt kapitel for sig selv er familien Womack - det var Bobby Womack der skrev et af de første hits som The Rolling Stones fik: It's All Over Now. Der var tre brødre Bobby (f.1944), Cecil (1947-2013) og Harry Womack. Bobby var guitarist hos Sam Cooke og efter dennes død giftede han sig med Cooke's enke, Barbara. Hun havde til gengæld fået datteren Linda med Sam Cooke, som Bobby's bror Cecil senere giftede sig med. Jo, det var én stor soul familie.

Bobby Womack har haft en fantastisk solo-karriere og indspillede flere uforglemmelige ting med saxofonisten Wilton Felder, f.eks. Someday We'll All Be Free og hans gruppe The (Jazz) Crusaders. Desuden skrev Bobby musik til film som f.eks. Across 110th Street. Men se gerne nogle (flere) eksempler på Womack familiens dominans på R&B og soul/funk området: Video: Inherit the Wind - Video: I Wish He didn't Trust Me So Much - Video: Teardrops - Video: No Matter How High I Get (I'll Still Be Looking Up to You) - og mange andre eksempler på YouTube....

Earth, Wind & Fire - Maurice White familien

Der var engang en musikanmeldelse i det danske musikmagasin MM af en ny LP med Earth, Wind & Fire (EW&F). Normalt var anmeldelserne på ca. 40 linier, men denne var på kun 3 linier. Der stod noget i retning: 'Du skulle se mig med hovedtelefonerne på. Jeg render skrigene rundt i huset.' Andet stod der ikke. For mig var det en perfekt musikanmeldelse fra en anmelder der ellers aldrig manglede ord - men i dette tilfælde var jeg sikker på, at den nye EW&F plade var bedre end man kunne drømme om. Denne farverige og meget dynamiske og levende gruppe Earth, Wind & Fire, er et kapitel helt for sig selv med deres blanding af dynamisk funk, soul, disco, jazz, rock og pop musik. Det var næsten som om at alt var tilladt - bare det swingede og havde et fedt groove.

Deres koncerter var bogstaveligt talt magiske - både fordi publikum følte en musikalsk magi, men også fordi der ofte var visuelt trylleri på scenen. Jeg var bestemt én af dem der var fuldstændig besat af deres musik som i den grad kunne få kroppen i bevægelse. Gruppen blev dannet og skabt af Maurice White der som trommeslager var blevet 'opdraget' i jazz'en. Han ville meget mere end dét og blev en fantastisk sanger, komponist, arrangør og orkesterleder - men fik i slutningen af 1980'erne konstateret Parkinson's sygdom hvilket betød, at gruppen i 1994 stoppede med at turnere. Gruppen havde eminente solister som sangeren Philip Bailey, bassisten Verdine White (bror), Larry Dunn og mange andre - samt utallige studiemusikere.

Earth Wind & Fire

 

Earth Wind & Fire var på alle måder et udstyrsstykke - en stor gruppe, med både blæsere, slagtøj, elektroniske instrumenter, traditionelle afrikanske akustiske instrumenter og alt hvad der musikalsk kunne skabe magi på scenen. Selv i dag kan jeg - ligesom MM-musikanmelderen - nærmest rende skrigende rundt til numre som Shining Star - Sing a Song - Boogie Wonderland - 'Got to Get You Into My Life' og alle de andre.

Bosses of the Blues

The Johnny Otis ShowDer er mange 'Bosses Of The Blues' som jeg har været begejstret for: mundharmonikaspilleren Sonny Terry (1911-86), guitaristen Brownie McGhee (1915-96), pianisten Otis Spann (1930-70), altsaxofonisten Eddie 'Cleanhead' Vinson (1917-88), altsaxofonisten Louis Jordan & His Tympany Five - se og hør ham her - sangeren Big Joe Turner (1911-85), guitaristen John Lee Hooker og ikke mindst den jazzorienterede guitarist og pianist T-Bone Walker (1910-75). Og endelig vil jeg nævne talentspejderen, komponisten og sangeren Johnny Otis hvis søn, Shuggie Otis blev en fremragende guitarist. Johnny Otis havde et radioprogram med sit 'Johnny Otis Show' på KPFA i San Francisco, som han senere turnerede med over hele USA og der blev udsendt et stemningsfuldt live-dobbeltalbum fra Monterey Jazz Festival 1970 med ham - hør basunisten Mighty Flea folde sig - og alle hans r&b venner. video-klip -

Johnny Otis udviklede en r&b der var utroligt udadvendt, dansevenlig og en glidende overgang til rock'n'roll og pop. Se og hør ham her. Mange er af gode grunde startet med B.B.King og har fundet vej til Bobby 'Blue' Bland - måske endda tillige på samme scene i 1977. Etta James - den kvindelige Little Richard - er et af de mange fyldige kapitler i r&b-musikkens historie. En helt anden musiker der har været i stand til at give bluesmusikken næsten hele farveskalaen er amerikanske Taj Mahal der har anvendt både tuba, olietønder (steeldrums), mandolin, marimba og meget mere i sin musik der har grænset op til jazz, caribisk calypso, Chicago-blues og meget mere - video

New Orleans - The Neville Brothers, Dr. John, Huey 'Piano' Smith m.fl.

Når man siger New Orleans vil de fleste danskere med det samme tænke på trompetisten Louis Armstrong (1901-71) - se denne gamle video fra København - og pianisten Fats Domino (f.1928) - men hele staten Louisiana kan byde på uendelige mængder af musikere og genrer. Byens musikliv går tilbage til 1700-tallet og de afrikanske trommer på Congo Square - en åben plads der ligger i den park der i dag kaldes 'Louis Armstrong Park'. De mange kulturer fra Afrika, Europa, Caribien og Sydamerika skabte en smeltedigel af kulturer - ikke kun indenfor musikområdet. Der var færger der dagligt sejlede i pendulfart mellem New Orleans og Havana. Byens musik blev skabt af navne som King Oliver, Buddy Bolden, Sidney Bichet, Jelly Roll Morton og en masse musiknavne fra Cuba.

Storyville

Fra 1897-1917 var der et meget kendt Red-Light District i byen med prostitution, værtshuse og musik hele natten - det såkaldte Storyville. Som årene gik blev området mindre og mindre, men helt galt gik det i starten af 1960, hvor det hele blev revet ned og erstattet af betonhuse med kontorbygninger og forretninger, P-huse mv.

Jeg kendte til rigtigt meget New Orleans / Dixieland jazz da jeg var teenager, men det var navne som Huey Piano Smith & The ClownsProfessor Longhair, Lee Dorsey og ikke mindst ham der først og fremmest satte skub i New Orleans R&B musikken Fats Domino.

 

Leon Russell

Endnu et af de væsentligste navne i 1960'erne og frem til årtusindeskiftet er bestemt Leon Russell. Jeg tror ikke at der er mange der ved hvor meget han egentlig har indspillet og med hvem. Soul, r&b, gospel, country, pop, rock'n'roll - You name it. Han er kommet med i Rock'n'roll Hall of Fame. Hør Elton John's fantastiske introduktion til også hans største inspirationskilde. Tale og video

 

 

 

Dr. John, The Night Tripper, Mac Rebennack

Doctor John, the New Orleans Piano ManTårene trillede ned ad kinderne på Dr. John (Malcolm Rebennack, The Night Tripper) første gang jeg mødte ham da han fortalte mig om det der skete i New Orleans omkring 1960. Byens R&B var inde i en fantastisk udvikling. Fats Domino havde fået skabt en dynamisk funky lyd i blæsergruppen og der var en endeløs række af talentfulde solister på vej. Den levende musik trivedes dér hvor man kunne spille hele natten, dvs. større værtshuse, hoteller, casinoer og alle de farverige steder hvor mennesker mødtes i 'det røde kvarter'. Dr. John's Gumbo LP

Politikerne besluttede at en hel bydel skulle rives ned og i stedet blev der bygget beton kontorsiloer og indkøbnscentre. Musikerne havde ingen steder at spille, så nogle blev arbejdsløse og de fleste med en fremtid flyttede til Los Angeles og andre flyttede til større nabobyer. Musikmiljøet var ødelagt.

Dr. John var både sanger, guitarist og ikke mindst en fremragende pianist. Han indspillede albummet Dr. John's Gumbo i 1970 som en hyldest til alle de største New Orleans R&B forbilleder. Hør og se hans piano gennemgang af Mess Around. Han vil til evighed være med på min Top 10 over musikere der haft afgørende positiv indflydelse på rhythm & blues og rock udviklingen i mit liv. Og når man hører Gumbo-pladen, tænker man uvilkårligt på de gamle mestre som Professor Longhair (1918-80), Smiley Lewis (1913-66), Huey 'Piano' Smith, Junior Gordon, Eddie Bo, Allen Toussaint, Lee Dorsey, Guitar Slim, Bobby Marchan, Joe Liggins, Lloyd Price, Earl King, Jimmy Clanton og.... ja, listen er uendelig. Jeg har klart en særlig forkærlighed for den gamle New Orleans r&b og er sikker på at Dr. John havde ret: Det var et kulturmord da politikerne rev 'den røde bydel' ned i New Orleans.

Jo, i New Orleans, Louisiana, flyder det hele sammen - Afrika, Sydamerika,indianerne, den katolske kirke, Havanna, Cuba, jazz, blues, cajun, voodoo, zydeco, folk music, You name it! - det hele er der. Og endda til overflod! Guantanamera

Neville Brothers

New Orleans-R&B musikken har siden 1977 i høj grad været kendetegnet ved én familie: The Neville Brothers. Denne gruppes musik forbinder Afrika, Caribien og USA på den smukkest tænkelige måde. Yellow Moon - Brother John - Congo Square.

Neville BrothersDesuden må New Orleans navne som The Meters der blev dannet i 1965 med Art Neville, nærmest som en forudsætning for de senere Neville Bros. De spillede en avanceret New Orleans funk som kan høres i 'Cissy Strut' video - gruppen var også backing for store navne. Og endelig vil jeg nævne Dirty Dozen Brass Band. Jeg har aldrig set så mange musikere blandt publikum som da 'Dozen' gav deres første koncert i Jazzhus Montmartre. Det var et band bestående af musikere der spillede i andre gruppe sammenhængige når de ikke var The Dirty Dozen. De havde simpelthen behov for at få levendegjort den ægte New Orleans sound. Det sjove var, at mange numre var gamle kompositioner af folk som Stevie Wonder, James Brown, Nat Adderley og Bobby Womack. Sidstnævnte skrev i sin tid "It's All Over Now" som Rolling Stones fik en slags gennembrud med. 'Dozen' indspillede den med Dr. John der spillede klaver og sang, som var det en gammelt New Orleans jazz klassiker!

Og går man yderligere nogle år tilbage, da der var en færgerute mellem Havana, Cuba og New Orleans, Louisiana - så er det endnu mere til at græde over. Begrebet kulturel smeltedigel er på sin plads her. Den kulturelle udvikling der var mellem disse to musikalske metropoler var enestående. Men det var før de russiske missiler og embargoen og er en helt anden historie. På denne video fra 1999 optaget i New Orleans med den cubanske trompetist Jesus Alemany og hans gruppe Cubanismo kan man få en oplevelse af hvad det var verden mistede da denne færgerute blev nedlagt. Descarga de Hoy   -   Video: Mother-In-Law

Saxofonister - King Curtis og Maceo Parker

King CurtisMange af de største legender døde alt for tidligt, f.eks. tenorsaxofonisten King Curtis (1934-71). Tænk, han gav to fede koncerter samme aften i 1971 i Fillmore West - den ene som solist i front for hans 15 mand store band og den anden koncert samme besætning, men som backing for 'Lady Soul' Aretha Franklin. Og begge koncertoptagelser blev udsendt på LP'er - mange år senere blev begges koncerter foreviget i nærmest hele deres udstrækning på i alt 4CD'er under titlen Don't Fight the Feeling. Helt uundværlige klassikere i en ordentlig samling. Awsome! Outstanding! Hør Curtis live med en super soul, r&b besætning i hans Memphis Soul Stew - og med Aretha fra 1971 video: Dr. Feelgood.

En anden saxofonist er Maceo Parker (f. 1943) som spillede altsax hos James Brown i en del år og siden har fået sig en fin solokarriere. Det handler om kompetent funk-soul og ofte med cover versioner af nogle kendte soul, r&b og jazz numre, som f.eks. denne hyldest til Marvin Gaye (1939-1984) - Video: Marvin Gaye Tribute - Video: Tribute to Ray Charles - Video: My first name is Maceo

Spencer Davis Group & Steve Winwood

Jeg oplevede afskedskoncerten i 1967 med Spencer Davis Group og Steve Winwood i Le Carousel ved Vesterport Station. Det viste sig, at jeg ikke havde penge nok med da jeg skulle betale og en fyr der var måske 3-4 år ældre end mig så mit fortvivlede ansigt og sagde: 'Hvor meget skal du bruge?' mens stod med en ordentlig rulle pengesedler. Tak, tak, kære ukendte ven. Det glemmer jeg aldrig. Og koncerten var himmelsk!

Der var nogle der sagde at Winwood måtte have været fuld, men forklaringen var, at hans krop bevægede sig i bølger til musikken når han sad ved det brede hammondorgel og spillede som en drøm. Winwood både sang, spillede lead guitar og orgel som ingen anden hvid musiker jeg havde hørt live på det tidspunkt.

Jeg var begejstret for næsten alle gruppens plader, men især numre som When I Come HomeNobody Knows You When You're Down And Out, Somebody Help Me, Keep On Running og den instrumentale 'On the Green Light' skal nævnes. Alle nævnte titler / video klip er fra den næsten ukendte ungdoms film 'The Ghost Goes Gear' fra 1966 og fra den fremragende pop-R&B LP Autumn '66.

Omkring 1968 hørte jeg en forrygende B.B. King, som jeg mange år senere interviewede. Det var én af de få gange  hvor jeg følte en slags ærefrygt. B.B. var jo nærmest dén guitarist alle refererede til. Der kunne være en enkelt fra Elmore James-skolen her og der, men jeg tror at 70-80 % af alle rock guitarister dengang startede med at lytte til B.B. Selv en nutidig og yngre amerikansk guitarist som Joe Bonamassa, der ellers forherliger britiske guitarister, har en stor gæld til B.B. som han har spillet opvarmning for da Joe var en kun 12 år gammel barnestjerne.


Soul Around The World

Playing for Change www.playingforchange.com

Ind imellem rører musik ved nogle følelser som ikke har noget om det er dygtige musikere, om de spiller on-key eller off-key, har de 'rigtige rødder' osv. Nogle gange er det måske bare fordi man selv har brug for disse følelser netop nu. Næsten ligesom at flaskerne fra den samme kasse rødvin smager forskelligt på de forskellige tidspunkter du har valgt at åbne flaskerne på.

Én af de store oplevelser jeg har haft, er disse individuelle mennesker, under betegnelsen 'Playing for Change', der synger og spiller forskellige steder i verden og som er blevet samlet i én optagelse med det gamle Ben E. King nummer Stand By Me - eller det gamle Otis Redding nummer Sittin' On the Dock of the Bay - eller en hel kavalkade af 'verdensmusik' Playing for Change

Playing for Change startede deres success med gadesangeren Roger Ridley og de nævnte sange 'Stand By Me' og 'Sittin On the Dock of the Bay' - men der er kommet utroligt mange og mere nuancerede sange derefter. Top-Tracks Playing for Change


ELVIS - Feeling the blues

Elvis sang meget blues og var måske én af de første hvide sangere i pop-musikken der ikke engang tænkte over om det var blues, country, r&b eller noget andet han sang. Han sang dét han kunne lide - ligesom Ray Charles gjorde det.Alle kan ha' the blues og alle kan synge the blues, sagde B.B.King til mig i et interview for mange år siden. Elvis voksede op i dyb fattigdom med mange farvede omkring sig og da han var dreng og ung lærte han en masse blues og gospel musik at kende og han havde ingen oplevelse af, at det specielt var afro-amerikanernes musik. Hvis der fandtes to versioner eller arrangementer af en blues, valgte han typisk den 'farvede' afro-amerikanske version. video

Da jeg var ung var jeg begejstret for Elvis' version af 'Reconsider Baby' video i det gamle Lowell Fulson arrangement. Sjovt nok var det den instrumentale backing jeg mest nød. 

I 1984 udsendtes LP'en Elvis Sings The Blues med en håndfuld af Elvis' bedste blues indspilninger. I dag ved vi, at Elvis også kunne ha' the blues - både som helt ung og i hans sidste år. Hans blues indspilninger hører ikke til de mest uundværlige i en bluessamling, men uinteressante er de bestemt ikke.

 


GOSPEL MUSIK

Der er rigtigt mange danskere der nyder gospel musik i de fleste former og stilarter vi kender fra USA, selv om der er mange stilarter. Men omvendt er jeg også sikker på, at et stort flertal af danskere - herunder mig selv -  ikke er begejstrede for den 'hallelujah gospel. Heldigvis er amerikanerne også selv klar over hvordan man kan blive snydt af selvbestaltede prædikanterder vil gøre alt for penge. Et af de bedste eksempler på dette er Steve Martin filmen 'Leap of Faith' som gør tykt grin med omrejsende 'gospel cirkus'. Alligevel har jeg stærke følelser for gospel, hvadenten det er den 'hvide' folk/country-gospel eller den 'sorte' ekstase gospel med besvimelser og overnaturlige hændelser.

 Da jeg var barn var gospel musik nærmest identisk med sangerinden Mahalia Jackson (1911-1972). 'Jeg synger Gud's musik fordi det giver mig følelsen af frihed' sagde hun. 'Når du synger blues, så har du stadig 'the blues' når du er færdig med at synge - men gospel musikken giver mig håb.' Through It All

Mahalia Jackson indspillede over 30 LP'er og er uden tvivl  den mest betydningsfulde solist i genren nogensinde. Jeg oplever Jackson's gospel som mere troværdig og mindre falsk indstuderet i forhold til mange andre solister der præcist ved hvad de skal gøre for at publikum jubler. Nederst er der links til en lang række af hendes gospel.  artikel

Mahalia Jackson

 

Det gælder for gospel musikken, ligesom for blues musikken, at der næsten er utalligt mange former og stilarter afhængigt af om det er storby eller på landet, sort eller hvid, nord eller syd, øst eller vest, bluesmættet eller country-mættet og så videre.

Liste over gospel musikere og sangere 

Jeg så engang en dokumentarudsendelse om tvillingerne The O'Neal Twins (Edgar & Edward O'Neal) der står for noget af den blanding af gospel og ældre soulmusik som jeg nyder. Video Jesus Dropped The Charges  -  He Chose Me

Der er både 'sort' og 'hvid' gospel, southern gospel [overvejende 'hvid' gospel, hvor country, bluegrass, blues og gospel smelter sammen, med navne som Gaither Vocal Band, Al Jackson, Randy Travis video - video, Oak Ridge Boys, Alison Krauss video, Jim Reeves, Ricky Skaggs video og ikke mindst Elvis Presley video], gospel-blues [især 'sorte' navne som Charley Patton, Blind Lemon Jefferson, Josh White, John Estes, Sister Rosetta Tharpe og Reverend Gary Davis] , bluegrass gospel [i denne stilart er der indspillet utallige plader], christian country music, urban contemporary gospel [også kaldt 'black gospel' med navne som f.eks. Edwin Hawkins Singers og Andrae Crouch] og mange andre stilarter. video

Nogle vil opfatte de to sangere og guitarister Reverend Gary Davis og Mississippi John Hurt som folk-kategorien, men de hører både til folk, blues og gospel.  Der er en crossover mellem disse tre kategorier som mange sangere og musikere befinder sig i. Det samme gælder folk og bluegrass-gospel og mange andre kategorier. Davis og Hurt kunne sagtens synge religiøse bluesmættede sange, men de var nærmest intimt stille og personlige i forhold til den storskrydende udadvendte gospel vi kender i dag. video - videovideo - video 

Mange afroamerikanske solister er startet med at synge gospel. Hvis man via gospel musikken - og et stort kor bag sig - kan bevæge og måske endda 'forføre' publikum med sang og kropssprog er der stor sandsynlighed for, at man har de medfødte talenter der skal til at få succes på den store scene.

Thomas Dorsey

Nogle siger, at gospel genren blev skabt af den sorte blues pianist Thomas A. Dorsey. Han skrev f.eks. sangen 'Peace In the Valley' som Elvis Presley indspillede på et af sine gospel albums. Elvis fik tre Grammy Award's i sit liv og alle tre var for gospel LP'er! Jeg kan desuden anbefale en 2DVD med titlen He Touched Me der sætter fokus på Elvis' forhold til kirkens sange og gospel-vokalgruppernes harmonier, ikke mindst basstemmen som Elvis selv gerne ville have været beriget med. Elvis indspillede også den sang der af nogle kaldes den første gospelsang overhovedet, nemlig '(Take My Hand) Precious Lord' som Thomas Dorsey skrev få dage efter at hans hustru døde i barselssengen. Det er et af de mest indspillede gospelnumre. Video om Thomas Dorsey - Min favorit er en instrumental version med altsaxofonisten Hank Crawford og Dr. John på piano og orgel

A.P. Carter

En kendt hvid gospel sangskriver er A.P.Carter der skrev sange som 'Keep On The Sunny Side of Life' og nyarrangerede den kendte 'Will the Circle Be Unbroken'. Jeg kan anbefale alle tre 'Circle' albums med Nitty Gritty Dirt Band.

Bill Gaither

Desuden vil jeg anbefale Bill Gaither 'Homecoming' DVD'en med sange som 'Through It All', 'Soon And Very Soon' og 'Can't Nobody Do Me Like Jesus'. Desuden Paul Simon's DVD 'Night of Glory' med den fantastiske Jennifer Holiday, Luther Vandross, Oak Ridge Boys, gospel musikkens ukronede konge Andrae Crouch, Edwin Hawkins Singers og mange flere. Eller Ry Cooder og David Lindley med Jesus On the Mainline.

Andrae Crouch - og video-klip

For mig er pianisten og sangeren Andrae Crouch den væsentligste gospel-sangskriver siden 1960'erne. Hans livshistorie er lige til en spillefilm og med hans egen musik til kunne den blive en helt god 'forretning':

If you believe the word, let the whole church say amen - God has spoken, so let the church say amen
Lift your hands, lift your hands - God has spoken, so let the church say amen,
Oh, thank you Lord - God has spoken, so let the church say amen
Let the Church Say Amen

Se og hør én af mine favoritter, Andrae Crouch sammen med Cece Winans, i denne video. Eller nyere navne som Yolanda Adams video.

Jeg har utallige gospel favoritsange. Lad mig nævne nogle få: 'I'll Fly Away' skrevet i 1929 af Albert E. Brumley - 'I Saw the Light' af Hank Williams - og Up Above My Head, 'Didn't It Rain' samt langt de fleste andre sange som Sister Rosetta Tharpe indspillede. Hør hende her folde sig ud i Up Above My Head.

Et af de mest 'klassiske' albums er fra 1972: Amazing Grace med Aretha Franklin. video - video

Paul Simon

Paul Simon er også kendt i mange forskellige genrer, herunder gospel. Hør hvad der sker med hans Bridge Over Troubled Water der pludselig kommer i 'menneskehænder' hos to enestående fortolkere, Jennifer Holiday og Luther Vandross. Det kan ikke gøres bedre - alt imens står i midten som en lille dreng der er kommet i søndagsskole.

Staple Singers ... og alle de andre

Staple Singers er ligeså uundgåelig som Aretha. Det er en vokal kvartet/kvintet der også hører til R&B området. De kom fra Chicago og blev én af de mest populære R&B-Gospel grupper i USA. video -  video - video.

Andre solister og grupper der er kendt for at synge medrivende gospel er f.eks. de medrivende Crabb Family video, stjernesolisten Patti LaBelle og ikke mindst naturtalentet Al Green. Der er udsendt en DVD med titlen The Gospel According to Al Green hvor i flere forskellige scenarier ser ham folde sig ud på slap linie - også i studiet som her hvor han, som en anden Sam Cooke, viser sit utrolige talent i den improviserede I Love You With All My Heart. Et andet væsentligt navn er Yolanda Adams (f. 1961) som også blander gospel med jazz og soul på en elegant - ja, næsten sofistikeret måde.  I Love the Lord

Både blues og gospel handler dybest set om at få sunget sine lidelser og bekymringer ud med troen på at håbet om fremtiden er realistisk. Mange emner handler om hverdagslivets små og store problemer. det samme oplever man tit i kirkerne, dvs. at præsten forklarer 'dagens tekst' ved hjælp af temaer fra nutidens hverdag og ofte med sjove bemærkninger, ordsprog og endda vittigheder undervejs. 


Top Tracks - eksempler fra nogle af de mest repræsentative solister indenfor området:

Compilation Soul - T.A.M.I. Show 1964 - Around The Beatles (Full Show) - Aretha Franklin - Al Green - Big Joe Turner 1 - Big Joe Turner - Sam Cooke - Ray Charles 1 - Ray Charles 2 - James Brown - B.B. King 1 - B.B. King 2 - Chuck Berry - Robert Johnson - Eric Clapton - Eric Clapton 2 -Eric Clapton & B.B. King - The Paul Butterfield Blues Band - Earth Wind & Fire 1 - Earth Wind & Fire 2 - Ry Cooder - Joe Cocker - John Mayall's Blues Breakers - Fleetwood Mac - Blues Brothers - Delbert McClinton - Mahalia Jackson 1 - Mahalia Jackson 2 - Etta James - Sister Rosetta Tharpe - Andraé Crouch - Elvis Presley Gospel - Steely Dan - Marvin Gaye - Neville Brothers 1 - Neville Brothers 2 - Derek And the Dominos - American Folk-Blues Festival 1 - American Folk-Blues Festival 2 - American Folk-Blues Festival 3 - American Folk-Blues Festival 4 

Opdateret 24/01/2016

Besøg  
121366